Tags: Jura
Iværksætter, konsulent inden for online markedsføring og tidligere direktør for JUF.dk ApS
10.01.2015Enkeltmandsvirksomhed, interessentskab, iværksætterselskab eller anpartsselskab.
Du har grundlæggende fire muligheder, når du skal vælge virksomhedsform til din webshop. Og der er fordele og ulemper ved dem alle sammen.
Jeg vil gerne komme med et bud på hvilken virksomhedsform du skal vælge afhængig af tre forskellige situationer. Se underoverskrifterne herunder og vælg den, der passer bedst til dig:
Du sidder måske i UngIværk og vil gerne lave en webshop. Du importerer lidt varer fra Kina og sælger dem videre på din shop og dealsites. Du er alene med denne shop, der ikke gør dig til millionær, men som du lærer lidt af.
Jeg vil her anbefale en enkeltmandsvirksomhed.
Du kommer hurtigt og gratis i gang. Din hæftelse er personlig, men din risiko for at få gæld er begrænset.
Du kan nemt lade midler flyde mellem dig og selskabet og du kommer i gang med få krav. Du kan fokusere på at bygge din forretning og lære, hvad der virker og hvad der ikke virker.
Det er ikke jeres første webshop og I har godt styr på, hvad I laver. I har overskud fra første dag af og ejer biksen nogenlunde lige sammen.
Jeg vil her anbefale et iværksætterselskab eller et anpartsselskab og et holdingselskab til hver ejer.
Med et selskab er det muligt for jer at eje projektet sammen – en enkeltmandsvirksomhed kan kun ejes af én person og et I/S, et interessentskab, er en farlig konstruktion. Med I/S’et får I personlig, ubegrænset og solidarisk hæftelse. En invitation til store problemer, hvis I bliver uvenner på et tidspunkt.
Med et holdingselskab hver og et driftsselskab har I mulighed for at optimere i skatten, nemt lade andre komme ind i selskabet med investeringer og engagere jer i flere forretninger på en gang.
Et iværksætterselskab forudsætter indskud på blot en krone. Et ApS forudsætter indskud på 50.000 kroner.
Sidder du med en enkeltmandsvirksomhed du ønsker at omdanne skal du i gang med en skattefri virksomhedsomdannelse – tryk på linket få at læse mere om den proces og for at indhente tre tilbud fra kompetente revisorer ved hjælp af min udbudstjeneste JUF.dk (ApS :-) ).
Har I flere webshops kan I lave et selskab til dem hver. På den måde kan I nemt lukke ikke-profitable afdelinger og selskaber samtidigt med, at I nemt kan sælge dele af selskaber og shops væk. Datterselskaber giver dig en stor fleksibilitet – fx har kursusvirksomheden Bigum & Co arrangeret deres OmUDD.dk-uddannelse som ét datterselskab, så det ikke hænger sammen med resten af forretningen.
Hvis du fraskriver revision i dit selskab er dine faste omkostninger per selskab meget begrænsede. Du sparer penge ved at stifte selskaber til hvert af dine projekter til at starte med frem for senere at skulle foretage en spaltning i et eksisterende selskab.
Husk at lave en ejeraftale, når du laver projekter med flere partnere. Den danske selskabslov lægger op til at parterne imellem aftaler hvad der skal foregå. Uden en ejeraftale står I i en svær situation, hvis I bliver uvenner og senere ikke kan enes.
Investeres der mange penge i opstarten af en webshop og er I flere personer, herunder fx investorer, kan I gøre brug af en særlig ”finte”.
Her vil jeg ganske undtagelsesvis anbefale et interessentskab.
Et interessentskab er ikke et selvstændigt skattesubjekt. Hvis I ved, at jeres webshop til at starte med kommer til at køre med underskud kan I fradrage underskuddet de første par år i jeres personlige indkomstskat og derved spare potentielt store summer ganske lovligt.
Når webshoppen så er kommet godt i gang og driften er positiv har I mulighed for at foretage en førnævnt skattefri omdannelse fra I/S til ApS – eller, hvis I rigtigt skal vise jer, et A/S.
Iværksætter, konsulent inden for online markedsføring og tidligere direktør for JUF.dk ApS
BilligeFlybilletter.dk - Prissammenligning for flybilletter
Halfdan Timm har arbejdet med online markedsføring siden starten af 2011, hvilket har ledt til stiftelsen af RFQ-portalen JUF.dk for advokater og revisorer. Portalen sælger kundeemner til danske advokater og revisorer. JUF.dk ApS blev solgt i juni 2015 til Agera ApS.
Emnet for blogindlæg er bl.a. søgemaskineoptimering, Facebook-annoncering og jura, da Halfdan også studerer jura på Aarhus Universitet. Han er lige nu i gang med kandidaten.
Læs mere på den personlige blog HalfdanTimm.dk