Tags:
Jeg plejer gerne at sige, at der findes tre typer mennesker. Dem som ikke tør tage imod råd. Dem som ikke tør spørge. Og så er der dem, som altid spørger om råd. Det er de sidste, der altid vil forbedre sig.
Som iværksætter har du masser af gå-på-mod, gode idéer og passion for din virksomhed. Du er drevet af trangen til at sætte noget i gang. Men måske falder du i en af de to grupper, som ikke er hensigtsmæssige for dig og din fremtidige succes? Hvis du falder i en af de to kategorier, så læs med her hvorfor du bør opgradere dig selv til den tredje kategori: dem der vil og tør spørge om råd.
Du ved ikke alt selv
Det kan være en svær indrømmelse at gøre overfor dig selv: at du faktisk ikke ved alt. Det kan føles som et nederlag, hvis du normalt tager ordet, er frembrusende og ”ved bedst”. Det er også lidt ubehageligt at vide, at der er nogen, der ved mere end du selv gør. Endda hvis du anser dig selv som en ekspert… ja, eller i hvert fald rimelig velfunderet på et område!
Den vigtigste erkendelse er, at du højst sandsynligt ikke er den klogeste i rummet. Der vil altid være nogen, der ved mere, end du selv ved. Hvorfor ikke udnytte det til din fordel? Sokrates var nok den klogeste mand, da han sagde, at det eneste han vidste var, at han intet vidste.
Tag initiativ, også selvom det føles ubehageligt
Måske har du allerede erkendt, at du har behov for hjælp. Men det føles angstprovokerende at spørge. Du mister modet, hver gang tankerne falder på, at du skal have spurgt nogen til råds. Du har ikke lyst til at fremstå latterlig, uintelligent eller uvidende.
Problemet er bare, at du går i stå, hvis du ikke kommer i omdrejninger. Og det er mildest talt ikke optimalt, hvis du vil have en succesfuld virksomhed. Vov dig ud i det. Kom ud af din comfort zone og ræk ud efter hjælpen. Folk vil hellere end gerne hjælpe!
Lær af dem, der ved mere end dig selv
Hvis du nu er nået til erkendelsen af, at du har brug for andre mennesker for at optimere dig selv og din virksomhed, så er du klar til at komme over i den tredje kategori. Dem der spørger til råds, fordi de gerne vil blive bedre.
Det gode råd herfra lyder da: find dig en coach eller en mentor, som har speciale i det område, du behøver hjælp og sparring til. Gennemsøg dit netværk og interessegrupper på sociale medier. Meld dig ind i grupper, hjælp andre, og spørg andre til råds, når du er i tvivl eller støder på noget, du ikke ved, hvordan du skal løse. Folk er ofte villige til at hjælpe. Men det kræver én ting: at man rækker hånden ud og spørger.
Anders Fogh
Stifter og CEO af Startup Central
CEO og founder af Startup Central
Iværksætter med stort I. Jeg brænder for at hjælpe iværksættere fra idéfasen og godt i gang med deres virksomhed. Privat er jeg gift med Nanna og far til fire.
LinkedIn