Når vi kigger på økonomiske kriser som en helhed, er der altid en risiko for, at det vækstlag, der allerede eksisterer, vil blive udryddet eller reduceret til en anden type virksomhed. Under dot.com-krisen så vi virksomheder som Just-Eat, Sitecore, Zendesk og Unity, der dukkede op under krisen, og som siden hen har haft eksplosiv vækst. Under kriser er der altid mulighed for at udnytte markedet. Nogle døre lukker, andre åbner, og der vil altid være nogen, der innoverer, og skaber nye virksomheder – også under den nuværende krise. Alt er ikke tabt endnu, men vi bliver nødt til at give iværksætterne mulighed for at innovere.
Hvis vi taber det potentielle vækstlag på gulvet, skal vi sørge for, at vi kan tvinge folk ud af arbejdsløshed ved at skabe nye virksomheder, og dermed også nye arbejdspladser. Og blandt de nyt virksomheder, vil der være virksomheder, der kommer til at opleve enorm vækst. Og de virksomheder kan potentielt rejse mange penge, og kan derved blive nye danske flagskibe – både nationalt og internationalt.
Helt grundlæggende handler det om at give fremtidens iværksættere muligheden for at være en del af et unikt netværk, give dem de redskaber, som de har brug for, og give dem adgang til at få den nødvendige knowhow.
Det kan vi, og det skal vi, men vi skal også gøre brug af det fantastiske iværksætterøkosystem, som vi har i Danmark.
Det vigtigste er, at staten skal fremme de muligheder, der findes for iværksættere. Vi har det letteste og det bedste land at starte en virksomhed i, men vi er nødt til at gøre det endnu mere attraktivt, så vi kan fremprovokere lysten til at gøre det. Det skal vi og det må vi for uden virksomheder, er der ingen arbejdspladser, uden arbejdspladser er der ingen der betaler til staten, og derved vil vi miste vores velfærdsstat, som vi jo uanset hvad, er utroligt stolte af og glade for.
Hvis vi skal sørge for at tiltrække den fornødne arbejdskraft, og tiltrække de talenter, der kan skabe virksomheder på dansk jord, så skal vi gøre det ved at give dem de nødvendige redskaber, og opildne vores ungdom til at kunne gøre det samme. Vi skal have iværksætteri på skoleskemaet, og vi skal have det tidligt. For nogle er det måske vigtigere at kunne lære algebra, for andre skal det være vigtigt at lære at lægge budget for en virksomhed.
Krisen sætter Danmark i en ny mulighed for at skabe en ny tidsalder, og jeg tror, at rigtig mange af de virksomheder, der overlever den nuværende krise, bliver det som vi kalder impact virksomheder – altså virksomheder, der har et højere formål end blot at fokusere på bundlinjen.
Og vi skal skabe virksomheder der har et større formål. Vi har en ungdom, der er utrolig bevidste og involverede i klimaet og klodens fremtid. Med deres mindset og modighed til at gøre noget ekstraordinært, er det vores ansvar som befolkning og regering at give dem mulighederne for at skabe noget, der netop er ekstraordinært.
Krisen er langt fra slut endnu, så giv os nu det råderum og de muligheder, vi har brug for, for at redde os selv ud af krisen.
CEO og founder af Startup Central
Iværksætter med stort I. Jeg brænder for at hjælpe iværksættere fra idéfasen og godt i gang med deres virksomhed. Privat er jeg gift med Nanna og far til fire.
LinkedIn