Sprognørd, SEO-specialist og content-specialist.
13.01.2019Efter sigende benytter 30 % af alle hjemmesider i verden content management systemet WordPress. Personligt er WordPress da også det CMS, som jeg bruger til min voksende fold af hjemmesider. I denne artikel fremhæver jeg tre plugins, som jeg bruger med stor nytte – måske kan disse plugins også gøre nytte hos dig?
En af de største fordele ved WordPress er muligheden for at hente plugins, der kan klare opgaver, man ikke selv har kompetencerne til.
Personligt har jeg ingen udviklerfærdigheder, men alligevel kan jeg klare adskillige opgaver, der kræver tekniske færdigheder, fordi jeg benytter WordPress, hvor jeg kan finde et plugin, der klarer ærterne for mig.
Der er ekstremt mange plugins, og man bør aldrig helt ukritisk installere løs af disse. Et plugin sløver nemlig ens hjemmeside, og nogle af de knapt så veludviklede plugins kan sløve ens side i voldsom og skadelig grad.
Herunder blåstempler jeg tre plugins, som jeg evigt og altid installerer. Hvis du ikke allerede har installeret disse plugin til din side, er det bare om at komme i gang. Det vil gøre mange ting væsentligt lettere for dig.
SEO Yoast
Hvis du påtænker at arbejde med SEO-delen på din hjemmeside, er SEO Yoast uundværeligt. Med dette plugin kan du let redigere i dine meta-titler og -beskrivelser, og du får endda hjælp til at gøre disse så optimale som muligt.
Pluginnet sløver næsten ikke din hjemmeside, og det er hamrende brugervenligt.
Elementor
Elementor-pluginnet giver dig mulighed for at bygge dine landingssider via drag-and-drop-funktioner. Desto bedre man lærer Elementor at kende, jo mere begejstret bliver man.
Elementor vil give dig mulighed for at lave nogle fede visuelle ting rigtig, rigtig let. Man kan så meget via pluginnet, men jeg ønsker ikke at gå dybden med dets funktioner her.
I begyndelsen kan pluginnet måske virke lidt uoverskueligt. Derfor vil det sandsynligvis være en fordel for dig at se en række YouTube-tutorials.
Jeg bruger Elementor til samtlige af mine sider. For nyligt har jeg bygget en hæderlig forside til min side Fish 'N' Tips, hvor jeg blandt andet sælger fiskehjul, ved hjælp af pluginnet. Uden pluginnet var den øverste del af forsiden aldrig blevet så lækker, som den er nu.
Smush
Du er sikkert klar over, at loadhastighed er yderst vigtigt – både hvad angår SEO, konvertering og brugeroplevelse.
En hyppig synder, når det kommer til sløje loadtider, er tunge billeder. Med Smush kan du let komprimere samtlige billeder på din side, uden at det går ud over kvaliteten.
Det er forskelligt fra hjemmeside til hjemmeside, hvor meget der vil være at hente ved at installere Smush, men for nogle vil det være yderst effektivt. Du vil i pluginnet nøjagtig kunne se, hvor meget Smush evner at skære af dine billeder.