Tags: Administration
Når jeg snakker med andre selvstændige, hører jeg ofte: ”Det virker jo ikke”. Og den forklaring kan snildt bruges. Uanset hvilken markedsføringsform vi taler om. Også omkring nyhedsbreve.
Der kan være mange forskellige grunde til at nyhedsbreve ikke virker – for nogen. Som du kan læse om andre steder med min byline. Men en af dem er manglende tålmodighed. Altså at afsenderne ikke skriver nok nyhedsbreve til, at de begynder at se resultaterne. Og derfor holder op. Måske lige før de ellers ville have oplevet resultater.
De tror enten, at nyhedsbreve ikke virker, eller at nyhedsbrevene ikke sælger noget, fordi de gør det dårligt. Og det er så ærgerligt.
Måske har de gjort det hele rigtigt men bare ikke skrevet og påvirket deres læsere længe nok til, at læserne gør det, de gerne vil have dem til at gøre.
Der kan være mange grunde til, at læseren ikke køber med det samme. Og tit er det tilfældigheder, der afgør, hvorfor kunderne køber enten hos virksomhed A eller hos virksomhed B. Og nogle gange er den udløsende faktor, at der lå et nyhedsbrev i indbakken den rigtige dag.
Let´s face it. De aller allerfleste dage er kunderne mest tilbøjelige til ikke at købe noget.
Fordi de – på en række punkter- allerede har en løsning, der virker på et eller andet niveau i dag, og fordi det kræver en del at skifte leverandør eller at uddelegere en opgave, vi plejer at løse selv.
Selv små køb kan kræve, at kunden tager stilling til noget, som kunden gerne vil slippe for at tage stilling til.
Og jo mere kompleks eller dyr en ydelse, vi kan hjælpe vores kunder med, og jo mere tid det kræver fra kunden, jo flere gange skal vi alt andet lige påvirke kunden for at få ham til at slå til.
Derfor skal du skrive mange nyhedsbreve – og påvirke dine læsere mange gange, for at få læserne til at gøre det, du gerne vil have dem til at gøre. Eventuelt at købe noget.
For det kræver noget af vores læsere at gøre det, vi beder dem om. Om det så bare er at læse en gratis e-bog, kræver det, at læseren tager sig tiden til at gøre det.
Og lader noget andet vigtigt ligge.
Derfor anbefaler jeg altid, at vi kører en kampagne, når vi vil sælge noget. Læserne skal påvirkes flere gange og på flere måder. Og mindes om at kampagnen snart slutter.
Jo længere tid du har skrevet nyhedsbreve, og jo hyppigere du sender ud, jo mere sælger du. Og ja, hver gang du sender nyhedsbrev ud, er der sikkert nogen, der melder sig af nyhedsbrevet igen.
Men frameldingsraten stiger IKKE i takt med hyppigheden af nyhedsbrevene, hvis dine nyhedsbreve bare er gode.
Her gennemgår jeg også, hvordan du kan planlægge en salgskampagne i dit nyhedsbrev
Selvstændig journalist,
uddannet på Danmarks Journalisthøjskole
Majbritt Lund har haft sin egen kommunikationsvirksomhed siden 2007.
Hun hjælper sine kunder med at plante deres gode historier i pressen og skriver deres markedsføringsteskter – især til hjemmesiden.
Holder kurser og giver individuel rådgivning om kommunikation i markedsføringen og har markedsført sig selv gennem sine gratis PR-kurser.
Udgav februar 2012 'God kommunikation for selvstændige – Vejen til flere kunder' på Forlaget Frydenlund.
Download et gratis uddrag af Majbritt Lunds nye bog 'Selvstændiges guide til flere penge', og bliv klogere.
Majbritt holder gratis IVÆKST kurser.