Tags: Administration
Jonathan Løw er iværksætter og direktør for innovationsvirksomheden Listen Louder
14.08.2014Der findes et utal af hjemmesider på nettet, hvor der gives gode råd til iværksættere.
De fleste har dog en tendens til enten at blive meget generelle eller helt negligere de mange følelser, der også er forbundet med at starte noget op.
Vigtigheden i virkelig at brænde for det samt evnen til at kombinere sit privatliv med det travle liv som iværksætter.
Jeg har selv startet adskillige virksomheder. Både danske start-ups og internationale.
Jeg har prøvet at gå på røven, og jeg har prøvet at lykkes og modtage priser som e-handelsprisen og Computerworld’s Edison Award for mit arbejde.
Det har været fantastisk og meningsfyldt og på samme tid benhårdt, frustrerende og usikkert.
Det at være iværksætter er ofte et liv præget af en evig søgen efter balance i en verden, hvor netop ubalance og usikkerhed samtidig kan være dine væsentligste innovations- og vækstmotorer.
Det vigtigste er imidlertid at holde et skarpt fokus på, HVORFOR man starter noget op.
Jeg tror ikke på en motivation, der hedder at blive rig eller tjene mange penge.
Det er en mulig sidegevinst for nogle få, mens det aldrig bliver virkeligheden for langt de fleste. I stedet bør drivet være at skabe en hverdag og en livsstil, der gør én selv og omgivelserne mere lykkelige.
Med det udgangspunkt følger her mine 5 råd til, hvordan du bliver både succesfuld OG lykkelig som iværksætter:
1. Start noget der giver mening for dig
Du kommer til at arbejde rigtigt mange timer på din virksomhed, så du er nødt til at finde noget, du brænder for.
2. Tænk i kombinationer frem for idéer
Forretningsidéer og innovation handler om at kunne se innovative kombinationer frem for nye idéer.
3. Hæng dit sind til tørre
Husk pauserne. Mange iværksættere går ned med stress, og du skal ikke være én af dem!
Ligesom et håndklæde kan dit sind kun rumme en vis mængde fylde. Hæng det derfor til tørre med jævnlige mellemrum.
4. Lyt højere og bed om hjælp
Alle mennesker har brug for hjælp. Som iværksætter er det ekstra vigtigt. Vær aldrig for stolt til at bede andre om hjælp.
5. Vær kærlig
Iværksætteri handler også om at være kærlig – overfor sig selv og sine nærmeste.
Som iværksætter vil du være endnu mere afhængig af dine nærmeste, fordi deres opbakning og forståelse er altafgørende.
Husk derfor også at vise dem kærlighed og opmærksomhed på samme måde, som det er vigtigt hele tiden at lytte til dig selv – og mærke efter, om iværksætter-livsstilen stadig er lykken for dig.
Jonathan Løw er iværksætter og direktør for innovationsvirksomheden Listen Louder
Jonathan Løw har en baggrund som iværksætter, online chef hos Bog & idé, marketingchef hos KaosPiloterne samt investor og rådgiver for startupfonden Accelerace.
Løw blev tilbage i 2007 udnævnt som ét af Danmarks 100 største ledertalenter af Berlingske Nyhedsmagasin. I 2008 vandt hans daværende virksomhed engodsag.dk prisen som Årets IT-virksomhed.
Jonathan Løw tror på, at fremtiden tilhører de nysgerrige. Han har i 18 år været iværksætter og været med i opstarten af 4 virksomheder – senest Listen Louder, hvor han hjælper iværksættere og virksomheder med en kombination af PR, forretningsudvikling og nytænkning.
Løw var i 2012 og 13 involveret i opstarten af virksomheden Sprout, der i dag er i 60 lande og omsætter for et større 2-cifret millionbeløb. Sprout står bag verdens første blyant, der kan plantes og blive til krydderurter.
Jonathan Løw er forfatter til bøgerne ”Listen Louder” og ”GURUBOGEN”, der begge har ligget #1 på de danske bestsellerlister. Senest udgav han i efteråret 2017 ”Disruptionbogen”, mens foråret 2018 byder på udgivelsen af ”The GuruBook” – udgivet på ét af verdens største forlag – Taylor & Francis.
Jonathan Løw har brugt de 3 seneste år på at rejse rundt i 13 forskellige lande og interviewe flere end 150 førende iværksættere og ledere. Idéen er at kunne inspirere danske iværksættere ved at give dem en forståelse af, hvordan internationale virksomheder bliver startet og får succes. Jonathan Løw bruger også rejserne til selv at gøre sig klogere på området – en viden Løw siden forsøger at omsætte til foredrag og workshops til både startups og etablerede virksomheder.
Jonathan Løw er født og opvokset i Aarhus-forstaden Højbjerg. Han bor sammen med hunden Esther – en livsglad labrador med snuden i jorden. Præcis denne jordnærhed er også noget, Jonathan Løw selv forsøger
at holde fast i som afgørende for iværksætteri. Nemlig at man, ifølge Jonathan Løw, opnår succes igennem hårdt dagligt arbejde og nørdethed frem for kun store og abstrakte idéer.
Jonathan Løw kalder sig selv en idealist med interesse for business. Han arbejder ud fra filosofien ’at lytte højere’, hvilket vil sige, at man skal lytte ligeså meget, som man taler. Det gælder ifølge Jonathan Løw
ikke kun inden for iværksætteri, men er også en brugbar tilgang i forholdt til salg, ledelse, markedsføring og innovation.