At skrive er et håndværk. Det kan læres. Når du har det rigtige værktøj.
Her får du lidt guf til værktøjskassen, som hjælper dig med at skrive bedre tekster.
Når du skriver tekster, kan du bruge Aristoteles’ tre appelformer til at sikre, at dine kunder forstår dig, tror på dig og bliver overbevist.
Logos appellerer til din kundes fornuft. Det er her, du med fordel kan bruge tal og fakta til at underbygge dit budskab.
Patos er følelsernes sprog. Brug storytelling og skriv levende, så din kunde får et tydeligt indre billede af den situation, du beskriver.
Etos vækker tillid. Vi oplever tillid/tryghed, når vi ser, at der er et ægte menneske bag, som ved hvad han/hun snakker om (uden at prale).
De bedste tekster har lidt af hver appelform i sig. Men blandingsforholdet kan se meget forskelligt ud. Nogle tekster skal have mere logos og mindre patos – eller omvendt.
Det afhænger af, om du skriver til husmødre eller præster. Om du sælger børnetøj eller værktøj. Om du er ny iværksætter eller Fortune 500 company.
Når du kender din identitet og din målgruppe, kan du bruge Aristoteles’ appelformer til at skabe handling gennem dine tekster.
Beslut dig for, om du vil bruge erfaringssprog eller videnssprog, når du skriver tekster.
Erfaringssproget er det meget konkrete sprog, vi lærte, da vi var små. De ord, vi brugte til at beskrive den verden, vi så. En hest er en hest (og ikke et avlsdyr). Det konkrete sprog vækker følelser, genkendelse og er hurtigt at afkode.
Det er erfaringssproget, der får os til at handle = ændre adfærd, trykke på knappen osv.
Videnssproget er det sprog, vi lærer senere hen. På uddannelsesinstitutioner, arbejdspladser osv. Du ved, du bruger videnssprog, når du skal forklare det, du lige har sagt – og responsen er: Nåh, hvorfor sagde du ikke bare det, til at begynde med?
Videnssproget får os til at føle os kloge og dygtige, men det bliver også nemt en lukket klub. Fordi videnssprog ser så forskelligt ud fra branche til branche.
Hvis der er en risiko for, at dine kunder ikke forstår dit videnssprog, så lad være med at bruge det. Det er ikke det værd, at lyde klog, hvis det betyder, at dine kunder bliver mindre tilbøjelige til at handle på det, du præsenterer dem for.
Gør det let. Brug ord, som giver konkrete billeder i hovedet med det samme. Er du i tvivl om hvilke ord, du skal vælge?
Test dine primære søgeord med Google Trends. Her kan du se, hvad de fleste almindelige mennesker kalder tingene, når de laver en hurtig Google-søgning.
Hedder det fx kædesav eller motorsav? Hos Green Frog kalder de det en kædesav i oversigten på kategorisiden. Kommer man ind på produktsiden, hedder det en motorsav.
Ifølge Google Trends vinder motorsaven (den røde linje).
Det ser i øvrigt ud til, at der er større efterspørgsel på motorsave i foråret samt i efterårsferien og når der skal fældes juletræer. Relevant bonusinfo om dine søgeord, som hjælper dig med at sætte dine markedsføringskampagner i kalenderen på de helt rigtige tidspunkter.
Digital kommunikation fylder mere og mere. Men kroppen og hjernen husker bedst i det fysiske univers. Der sker noget med vores evne til at optage viden i det abstrakte digitale univers. Vi læser ca. 25% dårligere på nettet. Derfor skal det være lettere.
Hvis du kun skal huske 3 ting fra denne tekst, så skal det være:
Brug lettere ord.
Sæt flere punktummer.
Tryk på enter.
E-handelskonsulent og Search Marketing Specialist
Konsulent med fokus på nethandel og søgemaskiner. Har hjulpet virksomheder med SEO, konverteringer og salg siden 2008. Desuden erfaringer fra opstart og drift af egne webshops.
Founder af Search Company - i rollen som Search Marketing Specialist.