Tags: Administration
Over de sidste tre uger har jeg beskrevet de mest anvendte kontrakttyper i konsultenbranchen inden for medgået tid og fast pris. Jeg var først inde på afregningstyperne Medgået tid - Løbende afregning og Klippekort, herefter på Acontofakturering med slutafstemning og Acontofakturering med periodevis afstemning og i sidste uge handlede det så om fordele og ulemper ved kontrakttyperne Fakturering efter betalingsplan med hhv. indtægtsføring per projekt og med indtægtsføring per opgave.
I dette sidste indlæg kommer kontrakttyperne Driftskontrakt (løbende aftale) og Volumenfakturering (løbende aftale) under luppen.
Driftskontrakt (løbende aftale)
Mange IT-service virksomheder, bogholdere og produktvirksomheder leverer ydelser på faste månedlige, kvartalsvise eller årlige aftaler (abonnementer). Kunden faktureres her et fast beløb per måned uanset hvor mange timer, der bruges på opgaven. Faktureringen af disse aftaler er i sig selv ikke krævende og kan løses i mange økonomisystemer, som understøtter abonnementsfakturering.
Ulemperne ved driftskontrakten ligger på indtægtssiden, hvor en virksomhed, der måler omsætning per afdeling, team eller medarbejder, gerne vil sikre at forecasting og indtægtsføring tager højde for det faktum, at hver periode i aftalen maksimalt kan modtage periodens fakturerede værdi som indtægt.
I praksis må mange virksomheder manuelt foretage indtægtsføring af det udførte arbejde manuelt, hvilket er tidskrævende og medfører risiko for fejl. Dertil er samme nøgletal meget upræcis i indeværende regnskabsperiode, da tilpasningen til periodebudgetterne først sker ved bogføring.
Det er derfor vigtigt at finde et system, som tager udgangspunkt i både faktureringen og indtægtsføringen, så du får det rigtige billede af værdiskabelsen.
Volumenfakturering
Som en avanceret afart af driftsaftalerne på fastpris finder man fastpriskontrakter med volumenafregning.
Det er kontrakter, hvor der på fakturaen afregnes varer, ikke timer, selvom varerne reelt er konsulentydelser.
Eksempler på kontrakttyper, hvor konsulentydelser faktureres som varer, er:
• Antal behandlede lønsedler
• Antal overvågede servere
• Antal bogføringstransaktioner
I mere komplekse tilfælde kan der være bundet en direkte ekstern omkostning på varen i form af softwarelicenser eller andet, som skal håndteres.
Ulempen ved kontrakttypen er, at den er udfordrende at administrere for et konsulenthus, da antallet af varer typisk varierer måned for måned (eks. antal lønsedler). Dermed varierer det månedlige budget på det bagvedliggende arbejde og direkte omkostninger også måned for måned.
Fordelen er, at den understøtter et mere og mere udbredt salg af omkringlæggende services end kun timer hos konsulenthuse for at være mindre afhængig af kun at sælge timer.
Jeg håber, at min gennemgang af kontrakttyperne har gjort dig klogere eller givet dig inspiration til at udbygge din kontraktafregning i din virksomhed alt efter hvilke services, du udbyder.
Hvis du gerne vil dykke mere ned i kontrakttyperne i konsulentbranchen, vil jeg anbefale TimeLog’s whitepaper om emnet.
Online Marketing Coordinator hos TimeLog A/S
Melanie S. Nielsen er uddannet cand.ling.merc ved CBS og arbejder til daglig med online markedsføring i it-virksomheden TimeLog A/S, der i 2001 selv startede op som iværksættervirksomhed.
Melanie optimerer både på SEO og SEM og har erfaring inden for blogging, kundeservice og kommunikation.
Melanies opgave er bl.a. at gøre det tekniske it-sprog forståeligt for alle samt at udbrede tips og tricks omkring, hvordan man selv og virksomheden kan blive mere effektiv.