Tags: IT, Kommunikation & Markedsføring, Salg
Vi vil allesammen gerne vide, hvilke skruer vi skal dreje på for at få en bedre plads i Googles SERP. Du kan selvfølgelig skrue på den kontante knap. Hvor meget du vælger at skrue på den, siger noget om størrelsen på din tegnedreng. Men man kan sagtens være SEO-analfabet trods AdWords-annoncer på førstepladsen.
Hvis du vil gå den lange, seje men sikre vej til toppen, behøver du ikke gøre det i blinde. Du har faktisk noget at gå efter – nemlig det allervigtigste for en god Google-placering.
Dine ord.
Med tekstindholdet på en delt førsteplads over de mest betydningsfulde faktorer for websiders rank kan du skrive dig til tops i Google.
Ja, det er rigtigt. Du skal bare tænke lidt kreativt.
Aflur dine konkurrenters alternative søgeord
Når man udvælger søgeord at optimere til, vælger man dem, der kan føre til salg. Og så får den fuld gas med landingssider og linkbuilding. Der er ofte meget konkurrence på sådanne søgeord, for dine konkurrenter går også benhårdt efter den gode udsigt i Google.
Men når du nu alligevel har gang i værktøjerne til søgeordsanalysen, kan du lade dig inspirere af de ord, du ikke forbinder med direkte salg, men som får mange månedlige søgninger.
Jeg arbejder selv med SEO hver dag, både for andre og for mig selv. En del af arbejdet består i at kigge mine konkurrenter i kortene. Af og til falder jeg over et søgeord med en stor søgevolumen, som min konkurrent ranker godt på, selvom søgeordet ikke umiddelbart har noget med hans eller hendes produkt at gøre. Men alle dem, der søger på ordet hver måned, vil alligevel med stor sandsynlighed havne på hans eller hendes webside, fordi en lang, velskrevet blogartikel om emnet giver den en god placering i Google.
Det handler om at variere tekstindholdet, så du fanger så bred en målgruppe som muligt. Ja, du er naturligvis mest interesseret i at fange dem, der med kreditkortet halvt oppe af lommen går målrettet efter dit produkt. Men du er også interesseret i generelt at tiltrække mange besøgende, for det tæller også. Og du ved aldrig, hvem der husker dig, anbefaler dig og linker til dig, fordi de kender nogen, der skal bruge det, du tilbyder.
Solgte døre med zombiehistorie
Hvis du ikke er ferm med søgeordsværktøjerne, kan du bruge Google Trends. Google Trends er Googles oversigt over populære søgeord og -emner. Der er ord, som altid ligger højt. Så er der sæsonbetonede emner. Og så er der de aktuelle emner som eksempelvis nyhedshistorier, personer eller sundhedstrends.
Jeg faldt engang over en amerikansk webside, der solgte nye, solide døre og remedier til at forstærke eksisterende døre. Ikke specielt ophidsende. Og som udgangspunkt får sådan en webside sikkert heller ikke ret meget trafik. Men så fik ejeren eller dennes svært geniale tekstforfatter den ide at skrive en lang artikel om de modstandsdygtige døres mange fordele i tilfælde af en zombieinvasion. Tilfældigvis på det tidspunkt, hvor den amerikanske serie 'The Walking Dead' stadig havde en pæn portion nyhedsværdi.
Vi kan ikke allesammen være så heldige, at vores emne får tusindvis af hits i Google hver måned. Men øvelse gør SEO-mester, og ved kreativt at kombinere dit jordnære emne med varme trends kan du også øge trafikken til din hjemmeside.
Freelance SEO-tekstforfatter
Charlotte er cand.mag. fra Syddansk Universitet med sidefag i kommunikation. Som kreativ sprognørd og SEO-entusiast skrev hun webtekster for forskellige websider, mens hun færdiggjorde sin uddannelse. I dag er Charlotte selvstændig freelance tekstforfatter med egen virksomhed, hvor hun blogger om og hjælper webside-ejere med SEO, tekstforfatning og content marketing.
Hun ejer desuden plakatvirksomheden UnikPlakat.dk, hvor hun designer alle shoppens plakater.