IVÆKSTPRISEN VINDERE 2013

Årets Væksteventyrer 2013 er: Henrik Teisbæk - Billetto

B40% af alle billetter bliver aldrig solgt, og stort set alle mennesker mangler inspiration til flere oplevelser. Dette inspirerede i 2010 Henrik Teisbæk og stifterne af Billetto til at bygge en markedsplads for events, hvor arrangører nemt kan komme i kontakt med folk, der gerne vil have oplevelser. Med en enkel billetplatform gør Billetto det muligt for arrangører selv at oprette events og administrere billetsalg – og med en social eventkalender inspirerer Billetto hundredetusindevis af mennesker til at få flere oplevelser. På rekordtid er Billetto blevet Nordens største markedsplads for events, og med frisk vækstkapital i ryggen har Billetto i år åbnet kontor i London og ekspanderer kraftigt ud over det europæiske marked.

Årets Born Global 2013 er: Michael Rude Moncur, Martin Tychsen & Anders Rasmussen - Zerved

Over hele verden skal man spilde sin tid ved at stå i kø på stadions, til koncerter, festivaler, barer - ja alle vegne. Men Michael Rude Moncur, Martin Tychsen og Anders Rasmussen er kommet os utålmodige til undsætning. De er founderne bag app’en Zerved, der gør det nemmere at bestille mad og drikke på steder som Parken, Brøndby stadion, Koncerthuset etc. Både bestilling, betaling og info om hvornår din ordre er klar til at blive hentet uden om køen, foregår fra ens smartphone. På blot et år er det lykkedes at etablere datterselskaber i England, Spanien og Sydafrika. Zerved modtog i februar 2013 deres første investering og kører i stilling til at starte op i USA i starten af 2014.

Årets Vovehals 2013 er: Niels Henrik Ove - Ditlevsdal Bison Farm

Kan man drive en farm med en truet dyreart? Niels Henrik Ove kan. Han har skabt Europas største bisonfarm på Fyn med 350 dyr. Ditlevsdal Bison Farm har eksporteret avlsdyr for ca. 6,6 mio kr. til 8 forskellige lande siden 2008. Løbende er forretningen udvidet med restaurant og gårdbutik, der sælger det sunde kød med stor succes. Det er resulteret i, at virksomheden er gået fra 2 til 12 fuldtidsstillinger. Niels Henrik har formået at skabe en arbejdsplads, hvor alle føler sig værdsatte og dyrenes ve og vel danner rammerne for nytænkning og inspiration. Og så er han medvirkende til, at bisonoksen ikke længere er en truet dyreart.

Årets Idealist 2013 er: Charline Charli Skovgaard - Fairstyles

Charli arbejder benhårdt på at sprede det gode budskab om fairtrade og bæredygtighed. Det gør hun blandt andet igennem kommunikationsbureauet Fairstyles, der udelukkende arbejder med bæredygtige livsstils produkter. Charlis mission er, at forbrugerne skal se de bæredygtige alternativer til alle deres forbrugskøb, alt hvad vi klæder os i, vasker/smører os ind i og alle de møbler vi omgiver os med. Charli har i over 20 år arbejdet som selvstændig stylist med medier, shows og kommunikation og FairStyles opstod efter hendes egne behov for at tænke på miljøet, mennesker der fabrikerer og tilvejebringelsen af alle de livsstils produkter vi bl.a. ser i magasinerne. Charlis styrke ligger i hendes overbevisning: At få synliggjort logikken i, at der kun er én vej frem - den bæredygtige.

Årets Unge Håb 2013 er: Mads Lønnberg - Nøddebazaren

En rejse til Sydamerika efter gymnasiet gav Mads Lønnberg ideen til noddebazaren.dk og i marts 2013 blev webshoppen sat i søen. Markedet er vanskeligt, men Mads har med sit simple koncept - kvalitetsnødder fra hele verden - fået vind i sejlene. I dag rejser Mads rundt til fjerne egne af verdenen for at finde de bedste nødder og leverandører. Mads Lønnberg viser på egen hånd en stærk forståelse for konceptuelle sammenhænge, forretning og markedsføringskanaler.

Årets Kvindelige Iværksætter 2013 er: Sara Naseri - BUCKY'o'ZUN

Sara vil beskytte verdenen fra UV-stråler. Synes du det lyder ambitiøst? Som 17-årig stiftede hun virksomheden BUCKY’o’ZUN, der har fundet en metode, hvorpå man kan binde gasarten ozon til f.eks. solcreme. Siden har Sara skaffet kapital fra en stor dansk investor, fået 2 verdensomspændende patenter, opnået Proof of Principle ved Yale University og sat en produktionsudvikling op i Japan. I dag studerer hun medicin om dagen, og bygger sin virksomhed om natten. Sara Naseri er en kvinde med en ambition, der inspirerer alle til at tro og turde mere.

Årets Jurypris 2013 er: Anders Holch Povlsen

IVÆKST-prisen er en publikumspris. Det er jer - iværksættere, der indstiller kandidaterne og udpeger vinderne. I er alle sammen forbilleder - kandidater og vindere – og jeres rolle for næste generation af iværksættere må I ikke undervurdere. Det er en anerkendelse at være kandidat til IVÆKST-prisen, men på mange måder også en pligt.

I er forbilleder - en bølge der er med til at starte den næste.

Men I møder også udfordringer og modstand på jeres færd. Tidspunkter hvor I har behov for at søge inspiration, retning og styrke for at finde ny tro og energi. Selvom I som iværksættere per definition går forrest, er det måske også netop derfor, at det indgyder tro og mod at se, at det faktisk kan lade sig gøre.

Det er det IVÆKSTprisens jurypris handler om.

Nogle bølger er så store, at de sætter deres præg på hele erhvervslivet - og samfundet for den sags skyld. En bølge vi alle kan ride på, om man så må sige. Vi hædrer én persons livslange bidrag til iværksætteri, vækst i Danmark og vores selvopfattelse som nation.

I dag skal vi møde – og kåre – en af de helt store. Også selvom han nok ikke betragter sig selv sådan.

I sig selv et lærerigt eksempel på at vores danske værdier – ja kald det bare jantelov – faktisk også kan være et forretningsmæssigt aktiv. Man kan i hvert fald ikke bebrejde vores person for, at successen er steget til hovedet. Derfor er det endnu vigtigere, at vi i dag stopper op og får sat en stjerne på himlen, der kan lyse, når vi andre mister orienteringen.

Vi taler om en person, som indgyder os alle stolthed, inspiration og virkelyst – når vi ser et af hans flag plantet på et hovedstrøg -  et tilfældigt sted på planeten.

Vi fryder os. Det gælder danskere i almindelighed og iværksættere i særdeleshed.

I en tid hvor alle er bekymrede for økonomi og arbejdspladser, og hvor flere virksomheder end nogensinde skal generationsskiftes, har vi her historien, der rummer det hele. En kun 28-årig, der fik ansvaret for at føre en virksomhed videre, står i dag - 13 år efter - som måske et af de mest succesfulde generationsskifter overhovedet. Med en vækst, som ingen havde set komme.

Vores person hedder Anders.  Ja det hedder han faktisk bare, også for de tusindvis af ansatte i virksomheden.

Men i dag er han også en inspirator. Ikke bare for hele sin branche, men for alle virksomheder. Virksomheder der drømmer om at gøre deres marked større end den lokale by, eller Danmark – ja eller Europa for den sags skyld. Eller, som måske bare har modet til at tro på et marked, før alle andre.

Anders er det rendyrkede eksempel på alt det, som Danmark står for og skal leve af. Omstillingsevne, flid og ydmyghed. Dyder som har hjulpet til at manøvrere virksomheden igennem globalisering og teknologiske landvindinger – og positioneret virksomheden stærkere end nogensinde. Vi håber, at Danmark også kan lade sig inspirere. 

Samtidig forsætter vores ydmyge hovedperson med at involvere sig i nye aktiviteter, skabe nye virksomheder og hjælpe andre med at forfølge deres drømme.

Det ville stemme godt med vores persons beskedenhed, at juryens pris tilfaldt virksomheden måske mere end personen bag virksomheden, da han ikke ynder at bringe sig selv i fokus.

Men vi er imponerede og vi er taknemmelige for dette forbillede, og derfor er det fuldstændig berettiget, at:

Juryens pris i år går til Bestseller, ved Anders Holch Povlsen.
 


Codan PwC Ase Google IVÆKST
Mediepartnere:
Ase Codan PwC Google IVÆKST
Mediepartnere:
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.