Årets Væksteventyrer 2012 er: Søren Halskov Nissen, Nikolaj Køster, Michael Vivet, Peter Theill - Click A Taxi
Bare ét år forinden de løb med titlen som Årets Væksteventyrer, startede to mand Click A Taxi. I år 2012 var de vokset til 21 medarbejdere og havde allerede overhalet de største internationale konkurrenter med deres gratis taxi app. Click A Taxi kunne i slutningen af år 2012 bruges i 5.000 byer rundt i verden. Set med danske øjne er det bemærkelsesværdigt, at alt funding kommer fra danske business angels, hvilket kan tilskrives forretningsmodellen og strategiens globale potentiale.
At vækste i en klasse som den Click A Taxi er trådt ind i, medfører, at Søren Halskov Nissen, Nikolaj Køster, Michael Vivet og Peter Theill fortjener kåringen som Årets Væksteventyrer 2012
Årets Kriseknuser 2012 er: Henrik Akselbo - Bloggers Delight
Nye fænomener kan knuse kriser. Trods at det stadig synes nyt for mange danskere, er danske internetblogs under rivende udvikling. Henrik Akselbo har startet Bloggers Delight midt i finanskrisen, som nu er Danmarks største blognetværk med over 140 premium blogs, mere end 11 mio. sidevisninger og tæt på 500.000 unikke besøgende pr. måned. Med en innovativ forretningsmodel har Henrik Akselbo sparket dørene ind til firmaer og revolutioneret marketingsbudgetter i en krisetid.
Derfor fortjener Henrik Akselbo prisen som Årets Kriseknuser 2012
Årets Vovehals 2012 er: Brian Halling Köster og Martin Aleth - Earlybird.dk
Brian Köster og Martin Aleth er gået ind i kampen på markedet for dealsites. Med Earlybird.dk, der startede op i efteråret 2011, har drengene præsenteret københavnerne for et helt nyt koncept. Her bliver man dagligt tilbudt gourmetmad fra udvalgte københavnske restauranter af særlig høj kvalitet, heriblandt Michelinstjernede restauranter. Tilbuddene er altid til samme aften og altid med 1/3 skåret af prisen. Denne satsning med et stramt koncept har medført, at Earlybird.dk har sendt tusinder af københavnske feinschmeckere på gode spiseoplevelser og været med til at skabe mere liv i bybilledet.
Når man melder sig ind i kampen mod giganterne, og gør det godt som EarlyBird.dk, så fortjener man prisen som Årets Vovehals 2012
Årets Idealist 2012 er: Johanne Helger Lund - Ecouture by Lund
Ecouture by Lund er dansk design med holdning. Designer Johanne Helger Lund har været kostumier på teater, film og tv. Med Ecouture har hun hentet inspiration i teatret og skabt et forførende feminint designunivers: "Vores tøj er let på tå med sus i skørterne, men miljø og socialt ansvar tager vi ikke let på". Tøjet produceres med omtanke for både miljø og arbejdsforhold. Ecouture by Lund benytter naturlige tekstilfibre som økologisk bomuld, hør, hamp, silke og uld, hvilke er fibre, som kan dyrkes miljøvenligt og efter reglerne for økologisk jordbrug.
Johanne er en dygtig iværksætter med hjertet på rette sted. Derfor er Johanne Årets Idealist 2012.
Årets Unge Håb 2012 er: Casper Blom - BilligeGolfbolde.dk ApS
Casper Blom har i en alder af 20 år allerede mange succesfulde iværksætterbolde i luften. Med webshoppen Billigegolfbolde.dk nåede han som 18 årig i 2010, sit mål om en millionomsætning. Siden har han startet og investeret i fem webshops. Trods den store erfaring fra onlinebranchen, har Casper vovet at udvide sine aktiviteter med to fysiske butikker. I Caspers projekter er der over 10 mennesker fuldtidsbeskæftiget. Omsætningen er nu snart en million om måneden. Casper fortsætter med at hæve barren for sine projekter og er et eksempel på, at viljestyrke betaler sig, selvom man er uden for sin komfortzone.
Derfor løb Casper med titlen som Årets Unge Håb 2012.
Årets Kvindelige Iværksætter 2012 er: Camilla Ley Valentin - Queue-it
Camilla Ley Valentin er medstifter af software-virksomheden Queue-it. I år 2012 vandt hun sammen med Queue-it Dansk Erhvervs innovationspris, Videnstafetten, for deres radikalt anderledes og succesfulde idé. Men Camilla har også rettet sin opmærksomhed mod, at få flere kvinder og unge til at tage springet til at blive IT-iværksættere. Derfor bidrager hun med hele sit hjerte i netværksgrupper og på iværksætterkurser og som mentor for yngre iværksætterkvinder.
Camilla er en mønsterbryder i alt hvad hun gør og derfor fortjener hun titlen som Årets Kvindelige Iværksætter 2012.
IVÆKSTprisens Jurypris 2012 er: Asger Aamund
IVÆKSTprisen er en publikumspris. Det er iværksætterne selv, der indstiller kandidaterne og udpeger vinderne. Både kandidater og vindere er udtryk for store og eneste bedrifter hvert eneste år.
Men bagved de store bedrifter findes også personer, der formår at sætte sit præg år efter år. Personer der igennem sit virke ikke bare skaber resultater for sig selv, men som forbillede og fortaler trækker hele iværksætterskaren fremad.
IVÆKSTprisens Jurypris er en pris, der hædrer en persons livslange bidrag til iværksætteri og vækst i Danmark. Det er en person, der igennem sit virke har præget samfundets, dets rammebetingelser og ofte selv vist vejen. En person som man ikke kan fjerne fra historien uden at handlingen havde udviklet sig helt anderledes. Altså med andre ord en hovedperson.
I år er valget faldet på en person, der har været iværksætter, rollemodel og talsmand for iværksætteri i fire årtier. Da han i firserne byttede sit prestigefyldte direktørjob ud med på det tidspunkt helt nye ord som iværksætter og biotek, var der ikke mange, der forstod hvad det hele drejede sig om. Men de ”nålestribede næsehorn” som vores person selv kalder alle de konforme erhvervsfolk, kunne ikke stå i vejen for stålsatte visioner og ambitioner.
Nu skriver vi 2012. Og vi kan se tilbage på en erhvervsmand, som ikke kun har været skelsættende for hele den danske biotekbranche, men for alle iværksættere i almindelighed. Det er sådan en person, vi alle gerne vil være. At iværksætteri har ændret sig fra at være et mistænkeligt fy-ord til at være den sejeste vej man kan vælge, er også i lang udstrækning vores persons fortjeneste. Men først og fremmest har vi at gøre med en person, der altid har talt sagen og vist vejen for danske iværksættere. Der er mange, der taler, men få der bliver lyttet. Vores vinder har som en af de få bevaret sin troværdighed og gennemslagskraft i gennem alle årene og forhåbentlig vil forsætte med at præge iværksætterkulturen mange år frem.
Mine damer og herrer det er en stor ære at overrække årets jurypris til. Asger Aamund.