Nyhed d. 18. okt. 2012
En stor tak til alle dem, der har indstillet iværksættere til IVÆKSTprisen
Vi har fået tæt på 200 indstillinger og der nomineres 36. De nominerede offentliggøres d. 1. november, når afstemningen åbner, men allerede nu tør vi godt spå, at det bliver det stærkeste felt i IVÆKSTprisens historie!
På IVÆKSTsekretariatet har vi i disse dage travlt med at behandle jeres indstillinger, kontakte kandidaterne og gøre klar til afstemningen. Husk at stemme på din iværksætterhelt og at du kan stemme i alle seks kategorier. Afstemningen løber til og med d. 25/11.
Prisuddelingen løber af stablen til en stor fest d. 4. december i Deloittes domicil i København.
Følg IVÆKSTprisen og kandidaterne på google+ eller facebook
Nyhed d. 9. okt. 2012
Vismas vinderhold - et bud på årets IVÆKSTpris-vindere
Brug for inspiration til at indstille kandidater? IVÆKST partneren Visma giver her deres bud på et vinderhold til årets IVÆKSTpris. Måske finder du selv inspiration i disse virksomheder, måske synes du, andre har gjort sig mere fortjent til priserne. Husk at hvem, der ender på sejrsskamlen d. 4. december til prisshowet, afhænger af dine indstillinger og din stemme!
![]() |
Årets væksteventyrer: Tommy Andersen, Libratone
Libratone har formået en omsætning i sit andet leveår på 32 mio. kr. og en produktserie med afsæt i dansk designtradition, der får B&O til at ligne Bella Radio. Omsætningen forventes tredoblet i 2012. Virksomheden så tidligt markedet for trådløse højttalere, der underbygger den accelererende brug af smartphones og tablets som musikafspillere. |
![]() |
Årets kriseknuser: Henrik Akselbo, Bloggers Delight
Henrik Akselbo har startet Bloggers Delight midt i finanskrisen og skabt en innovativ forretningsmodel. I dag er Bloggers Delight Danmarks største blognetværk med 120 blogs indenfor forskellige segmenter som bl.a. mode, skønhed, mad, entertainment, indretning, satire og livsstil. |
![]() |
Årets kvindelige iværksætter: Christiane Vejlø, Elektronista.dk
Christiane Vejlø er trendanalytiker og new media-rådgiver. Visionen om at flytte fokus fra hardware til mennesker indenfor teknologi og digitale tjenester afspejles i hendes anerkendte foretagender. Hun er idékvinden og redaktøren bag bloggen Elektronista.dk og værtinde på det digitale kulturprogram Elektronista på Radio24syv. Derudover er Christiane maskinen bag en konsulent- og en foredragsvirksomhed. |
![]() |
Årets vovehals: Andreas Bang og Klaus Vesti, CrossFit Copenhagen
I april 2010 åbnede Klubben på Østerbro, i januar 2011 åbnede Apoteket på Amager, i august 2011 slog Trykkeriet i Nordvest dørene op, i januar 2012 åbnede Fabrikken i Hellerup og i april 2012 åbnede Centralen på Vesterbro. Med andre ord er Crossfit Copenhagen i dag verdens suverænt største CrossFit affiliate med over 4.500 medlemmer. |
![]() |
Årets Idealist: Jens Jørgen Kollerup, Fan Milk
Fra en ydmyg begyndelse i Ghana i 1960’erne har det danskejede Fan Milk udviklet sig til et førende brand indenfor friske mælkeprodukter, is og frossen yoghurt i Vestafrika. Fan Milk beskæftiger mere end 25.000 personer. ”Fan Milks fremgang skyldes ydmyghed overfor de lokale kulturer. Vi ved, at vi ikke kan det hele, og derfor har vi overlevet,” siger direktøren, Jens Jørgen Kollerup. Det gav i 2010 en omsætning på 772 mio. kroner |
![]() |
Årets unge håb: Niklas Stephenson, Firmafon
At kaste sig ud som mobiludbyder på erhvervsmarkedet kræver tro på, at man som humlebi kan flyve. Og det gør den 24-årige stifter Niklas Stephenson. Kombineret med et simpelt og innovativt produkt har Firmafon trodset alle røde lamper og etableret sig som David mod Goliat. Visionen er at simplificere virksomheders mobiltelefoni i hele Europa med et rent webbaseret koncept. Med fødderne solidt plantet i Danmark peger kompasset allerede ud over landets grænser med venturefonden SEED Capital om bord. |
Pressemeddelelse d. 14. sep. 2012
IVÆKSTprisen finder fyrtårne andre virksomheder kan pejle efter
IVÆKSTprisen fokuserer på de gode historier, og det kan der være godt brug for. Medierne er fyldt med historier, der trækker mørke skyer op over fremtiden for dansk erhvervsliv, men at fortælle de gode historier kan være endnu mere vigtigt – de kan inspirere andre til at tænke stort.
”Jeg har arbejdet med små og mellemstore virksomheder i mange år. Der har altid været et behov for at have gode forbilleder, og historier, som man kan læne sig op af. Virksomhedsejerne kender alt til krisehistorierne - lad os få de positive historier frem i lyset og lære af branchens bedste” siger Peter Kofler, der er sekretariatsleder på IVÆKST.
Man kan spørge sig selv, hvor mange væksteventyr vi går glip af, fordi man på direktionskontoret ikke tør at sætte gang i eksporten investering, når man gang på gang hører om krise i Europa. Hvor mange iværksættere der går rundt og venter med at søsætte deres ideer, fordi de venter på bedre tider. Hvis man for alvor skal skabe vækst i Danmark, er et af de første steder at sætte ind vel at tro på, at vækst kan lykkes. Det gøres bedst ved at se på de virksomheder, der har formået at navigere gennem stormvejret og bruge dem som pejlemærker. Det er præcist hvad IVÆKSTprisen sigter efter.
IVÆKSTprisen er en publikumspris, hvor alle kan indstille og stemme på deres favoritter, fordi inspirationskraft ikke kan måles på bundlinjen alene. Ved at indstille og stemme i IVÆKSTprisen giver du ikke blot et skub fremad til de specifikke kandidater, men du er med til at sætte fokus på de gode historier i dansk erhvervsliv og bidrage til en styrket virksomhedskulturat styrke vækstlaget i Danmark.
Nyhed d. 14. sep. 2012
CLC Bio, Årets Erobrer 2011:
”At vinde IVÆKSTprisen har betydet meget”
CLC Bio vandt i 2011 IVÆKSTprisen for Årets Erobrer. På spørgsmålet om hvordan IVÆKSTprisen har hjulpet CLC bio svarer Lasse Görlitz, at overraskende nok har den allermest positive effekt været i forhold til rekruttering. Selvom der i mange brancher er arbejdsløshed, er biotekbranchen notorisk svær at rekruttere kvalificeret arbejdskraft i.
”Det har betydet enormt meget for både ledere og medarbejdere at få den anerkendelse IVÆKSTprisen giver. Det giver en stolthed over virksomheden og arbejdet , og det gør det nemmere at rekruttere. For en virksomhed i så stor vækst som os er rekrutering af kvalificerede medarbejdere altafgørende.” udtaler Lasse Görlitz, der er Vice President of Communications i CLC Bio.
CLC bio er i dag markedsleder i kommercielt software til analyse af DNA sekvensdata. Blandt kunderne er de 10 største farmaceutiske virksomheder i verden, biotekfirmaer og ledende forskningsinstitutioner over hele kloden. CLC bio startede i 2005 relativt småt, med de to brødre Bjarne og Thomas Knudsen, der havde en idé til at udvikle brugervenligt software til analyse af biologiske data. Men som Lasse Görlitz fortæller, så har firmaet altid været tænkt globalt, og haft klare ambitioner om at vokse sig stort også udover de danske grænser. I dag har CLC bio 100 medarbejdere, hvoraf 55 sidder i Aarhus og resten er fordelt på 9 kontorer i andre lande bl.a. USA, Tyskland, Japan, Indien og Brasilien.
”En kritisk komponent i forhold til vækst og eksport er at tænke stort – THINK BIG. Efterhånden er det ved at vinde lidt frem i Danmark, og vi hører om nogle af de her succeser, hvor man har tænkt stort fra starten og så solgt med succes.” siger Lasse Görlitz.
IVÆKSTprisen uddeles hvert år i seks kategorier. Hvert år skiftes en af kategorierne ud for at sætte fokus på et emne, der er oppe i tiden. I 2011 var fokus med kategorien Årets Erobrer på eksport . I år sætter IVÆKST med prisen Årets Kriseknuser fokus på virksomheder, der har formået at vende krisen til en fordel for sig selv. Selvom CLC Bio blev udnævnt til Erobrer, er Kriseknuseren også en fortælling, de kan nikke genkendende til. Lasse Görlitz fortæller at CLC Bio i 2007 fuldstændigt omlagde sin strategi og valgte at lave en massiv satning på Next Generation Sequencing, der på det tidspunkt var en helt ny måde at arbejde med DNA-sekventering på. Lasse Görlitz fortæller:
”Vores produkt blev lanceret i sommeren 2008 og var det første produkt på markedet i sin klasse. Vores konkurrenter, der ikke havde været så hurtigt ude med udvikling af produkter på området, fik på grund af finanskrisen sværere ved at rejse finansiering og kom endnu mere bagud. I dag er vi markedsførende på området, og får 95% af vores omsætning fra produktet. At vi fik et uundværligt forspring på grund af vores udviklingshastighed og finanskrisen, bliver vi selvfølgelig ved med at udnytte ved at lade overskud finansiere ny udvikling. Vi nød godt af en god portion held i forhold til finanskrisen, men vi havde også modet til at satse på et relativt nyt område.”
CLC Bios væksteventyr er formegentlig langt fra slut, men deres historie er vigtig inspiration for andre vækstvirksomheder og det er netop det, der er meningen med IVÆKSTprisen. Med prisen skal der skabes fokus på succeshistorierne og på de mange dygtige iværksættere, der trodser de vanskelige tider og får succes med deres virksomheder.
Nyhed d. 14. sep. 2012
Indstil din iværksætterhelt
For femte år i træk går IVÆKSTprisen d. 14. september i luften. Du kan indstille bemærkelsesværdige iværksættere, der trods krisetider har formået at få deres virksomheder ud over rampen i 2012. Med uddelingen af IVÆKSTprisen støtter vi virkelyst og vovemod i de danske virksomheder. Det sker ved at sætte fokus på de mange inspirerende succeshistorier, der findes blandt erhvervslivets vækstvirksomheder og ildsjæle.
Vi uddeler IVÆKSTprisen i seks forskellige kategorier:
- Årets Væksteventyrer
- Årets Kriseknuser
- Årets Idealist
- Årets Kvindelige Iværksætter
- Årets Vovehals
- Årets Unge Håb
Hjælp os med at udpege de bedste iværksættere og spændende virksomheder i dit netværk eller din landsdel. Sammen kan vi sætte nye stjerner på iværksætterhimlen!
Du kan indstille kandidater fra d. 14/9 kl. 8.00 - 15/10 kl. 23.59
Nyhed d. 1. sep. 2012
IVÆKSTprisen er i luften igen for 5. år i træk
Nu er vi klar til endnu en runde af Danmarks eneste iværksætterpris, hvor du bestemmer, hvem der skal vinde. Vi åbner allerede indstillingsrunden fredag d. 14. september og du kan indstille dine iværksætterhelte i de 6 kategorier.