Alt for ofte ser jeg, at virksomheder spiller deres salgskort helt forkert på de sociale medier. De har så travlt med at spame brugerne med salgsbudskaber og salgsannoncer. Sandheden er bare, at brugerne ikke er på de sociale medier for at blive solgt. Det virker derfor på mig som om, at virksomhederne slet ikke forstår spillereglerne.
Jeg vil derfor i dette blogindlæg forklare, hvilke spilleregler som virksomheder skal være opmærksomme på, når de begynder at begå sig på de sociale medier. Det nytter jo ikke noget at spille et helt andet spil end brugerne. Du er nødt til at forstå spillereglerne, hvis du vil være med, ikke Mulle?
Spillereglerne er egentlig meget simple
Hvis vi går lidt historisk til værk, så er spillereglerne egentlig meget simple. Facebook var udtænkt som et netværkssted for Harvard studerende, hvor de kunne være sociale med hinanden. Sidenhen er Facebook blevet et sted for hele verden, hvor folk på tværs af landegrænser og tidszoner kan vedligeholde gamle bekendtskaber og etablere nye via fælles interesser.
De sociale medier er altså til, fordi vi mennesker ELSKER at være sociale og bruge tid med andre. Vi kan kommunikere med hele verden på en gang og derved undgå at gå glip af noget som helst.
På intet tidspunkt er det nævnt, at de sociale medier er blevet lavet, fordi vi mennesker mangler en annonceplatform eller en ny salgskanal, hvor virksomheder kan spame os med salgsbudskaber. Sociale medier er først og fremmest udviklet til mennesker og ikke virksomheder. Det er en meget vigtig spilleregel!
Når du har forstået denne vigtige spilleregel, så er du faktisk klar til at indtræde på de sociale medier. Det kan jeg sige med ro i maven, fordi vi i Social Selling Company og Content Marketing Company har afholdt ca. 500 foredrag og workshops, og vi har endnu ikke mødt nogle, der har sagt, at de er ikke på de sociale medier for at blive solgt.
Hvordan opnår du en fordel af spillereglerne?
Det gør du ved at spille med. Det handler ikke om at sælge, men derimod om at skabe relationer. Vi spørger ofte vores deltagere om, hvad de laver på de sociale medier. Vi hører mange af de samme svar, og dem har jeg samlet her:
• Hold sig opdateret på deres netværk
• Søge ny viden
• Blive underholdt
• Få inspiration og idéer
Som du kan se, så er folk på de sociale medier af andre grunde end, hvad salgsbudskaberne signalerer. Og når folk er på de sociale medier af de grunde, så er det også disse præmisser, som din virksomhed skal spille med på.
Partner, Content Marketing Company & Social Selling Company
Casper Pedersen er til daglig partner i Content Marketing Company og Social Selling Company, der har fokus på at konvertere indhold til forretning.
Han er digitalt indfødt og frygter derfor ikke den digitale udvikling. Han ved altid, hvad der rør sig på den digitale front. Han prioriterer at indsamle ny viden, så han kan hjælpe virksomheder med at skabe en bedre forretning.
Casper har hjulpet alle slags organisationer store som små, private, frivillige og offentlige. Hans enorme digitale viden bruges dagligt, når han rådgiver og hjælper virksomheder til at øge deres vækst gennem godt og værdifuldt indhold.
Det bedste for Casper er, når hans viden kan gøre en forskel for andre. Derfor deler han meget gerne ud af sin viden til IVÆKST brugerne og på sin LinkedIn-profil.