Jeg mener ikke, at den gode statusopdatering handler om at få flere visninger end dit forrige opslag. Jeg mener, at det handler om relevante visninger. Denne påstand vil jeg uddybe med to eksempler, som er taget fra min kollega Leif Carlsens LinkedIn-profil.
Det første eksempel er en LinkedIn artikel, som kan sidestilles med et menings- og/eller ekspertindlæg, der bliver forbundet til din LinkedIn-profil. Artiklen er på ca. 450 ord og beskriver, hvordan en af F.C. Københavns sælgere i praksis bruger social selling i sine salgsindsatser. Artiklen har indtil videre fået 278 visninger, 55 likes og 2 kommentarer.
I det andet eksempel spørger Leif sit netværk i et indlæg, om de har fået adgang til den nye videofunktion, og om de bruger IOS eller Android app’en. Dette har givet intet mindre end 88.558 visninger, 50 likes og 404 kommentarer.
Det kan ligne, at andet eksempel er det mest succesfulde – hvert fald målt på antallet af visninger. Indlægget har trods alt fået 320 gange så mange visninger som artiklen om FCK.
Men hvis vi begynder at måle på andre parametre end antallet af visninger, så vil du måske ændre opfattelse af, hvilket eksempel der er mest succesfuldt.
LinkedIn artiklen med ”kun” 278 visninger har skabt et kundemøde, som førte til en ordre.
Indlægget har givet 88.558 visninger men ingen kundemøder eller ordre.
Det kan dermed være farlig ensidigt at fokusere på visninger og forsøge altid at gå efter indlæg, der kan få 10.000, 50.000 eller 100.000 visninger. I ovenstående eksempler var det opslaget med mindst antal visninger, der medførte forretning.
Men det betyder ikke, at indlægget med de 88.558 visninger er dårligt. Det gav bare noget andet. Det skabte synlighed omkring den nye videofunktion, og Leif fik en masse brugbar viden omkring den nye funktions spredning i Danmark.
Det vigtige fra disse to eksempler er, at det ikke udelukkende handler om at lave indlæg, der har som mål at få så mange visninger som muligt. For det vil skade kvaliteten af dit indhold. Hvis vi kun fokuserer på visninger, så kan det ende med populistiske og risikofrie opslag, som forsøger at tale til alle.
Hvis vi skal skabe kvalitetsindhold, så skal vi turde at tale til et mindre udsnit af mennesker frem for alle. Derfor kan det være vigtigere at fokusere på relevante visninger frem for antallet. Det vil sige, at der skal fokuseres på, om budskaberne kommer ud til de rigtige folk. Nogle gange er det et par hundrede visninger, og andre gange er det tusindvis.
Det kræver, at du har et klart formål med dit indhold, så du måler på de rette parametre frem for antal visninger. Synlighed er ikke altid det vigtigste.
Du skal i stedet turde at fokusere på de langsigtede mål og ikke jage den kortsigtede succes med fokus på antallet af visninger. Et fokus på de relevante visninger vil give mere succes, da det ikke altid er det mest sete opslag, der giver salg og forretning.
Du skal i stedet lave en strategi for dine indsatser. Her skal der være fokus på kundernes adfærd. Det vil give dig mulighed for at lave kvalitetsindhold, der vil få dig til at indfri til dine langsigtede mål.
Jeg vil meget gerne høre, om du er enig eller uenig i min påstand? Du kan altid skrive til på cp@socialsellingcompany.dk
Partner, Content Marketing Company & Social Selling Company
Casper Pedersen er til daglig partner i Content Marketing Company og Social Selling Company, der har fokus på at konvertere indhold til forretning.
Han er digitalt indfødt og frygter derfor ikke den digitale udvikling. Han ved altid, hvad der rør sig på den digitale front. Han prioriterer at indsamle ny viden, så han kan hjælpe virksomheder med at skabe en bedre forretning.
Casper har hjulpet alle slags organisationer store som små, private, frivillige og offentlige. Hans enorme digitale viden bruges dagligt, når han rådgiver og hjælper virksomheder til at øge deres vækst gennem godt og værdifuldt indhold.
Det bedste for Casper er, når hans viden kan gøre en forskel for andre. Derfor deler han meget gerne ud af sin viden til IVÆKST brugerne og på sin LinkedIn-profil.