Ifølge en undersøgelse fra 2015 om B2B videomarkedsføring er den største hindring for mindre virksomheder målingen af ROI (Return On Investment). Det er altid vigtigt at undersøge, om investeringen i en given indsats – i dette tilfælde videomarkedsføring – er pengene og tiden værd. Derfor vil jeg her komme med tre konkrete parametre, du kan måle effekten af din animationsvideo efter. Lad os først kigge lidt på lead-generering gennem video.
LEAD GENERERING
Lead generering gennem video vil ofte være en kombination af videoindhold + en CTA. Det kan være signup til nyhedsbrev, download af app, tilmelding til service eller andet. Det giver mening at placere call-to-actions tæt på videoen. Placer eksempelvis videoafspilleren på din landingsside med en signup formular nedenunder.
Hvis du ønsker at få overblik over hvor mange leads, der bliver sendt til bestemte sider via din video, så kan du med fordel track’e links, du lægger i forbindelse med videoen – brug eksempelvis Google’s URL shortener til at track’e dine links.
OMSÆTNING
Mål på din videos effekt på omsætningen ved at split-teste for forskellige produkter. Placér din video på én side og sammenlign sidens performance med en anden side uden video. Selvsagt skal det være sammenlignelige produkter med samme trafik og konverteringer – ellers kan man ikke registrere, om en ændring skyldes tilkomsten af video, eller om det er andre faktorer, der spiller ind. Hold alt andet end det testede konstant, så den udslagsgivende faktor kan identificeres.
ENGAGEMENT
En nem måde at måle ROI på animationsvideoer på er et kigge på seerens engagement med videoen. Sørg for en grundig og korrekt opsætning af din video, så du meningsfuldt kan bruge Facebook og Youtube’s Analytics-værktøjer.
- Rækkevidde
Rækkevidde opnås i høj grad som et resultat af handlinger. Når folk deler og kommenterer dit indhold, vil det automatisk få en større rækkevidde. Rækkevidde kan også influere kendskabsgrad – altså hvor mange mennesker, der kender til din virksomhed.
- Afspilningstid
Et udtryk for, hvor underholdende din video er, er afspilningstiden, og hvornår i videoen folk hopper fra. Brug denne viden strategisk, når videoindholdet tilrettelægges.
Udover de kvantitative og ‘hårde’ parametre er video en fantastisk måde at skabe forbindelse mellem afsender og modtager, og derfor bør video også bruges som en del af virksomhedens overordnede kommunikations- og brandingstrategi.
Husk også alle de ‘ghosts’, der ser dine ting, men aldrig rører ved dem. Når de intet rører, er de svære at måle på – udover trafikken i sig selv. Så hold for øje, at din animationsvideo også bidrager med en værdi, der er tilstedeværende uden at være direkte målbar.
Jeg håber, du kunne bruge denne korte guide til noget, og at du er blevet klogere på, hvordan du kan måle på din videos performance.
Læs mere om videomarkedsføring i tidligere indlæg her på bloggen:
Fem tips til at komme i gang med videomarkedsføring
Sådan laver du SEO på dine videoer
Stifter og direktør, Webly
Rued Caspar Riis er stifter og direktør i Webly, der laver forklarende animationsvideoer til virksomheder.
Rued har en kandidat i Organizational Innovation and Entrepreneurship, og har professionel erfaring med marketing og kommunikation. Denne viden er udgangspunktet for indlæg om videomarketing, content creation, salg, ledelse og konceptualisering her på bloggen.