En af de udbredte myter om tekster online er, at de skal være korte. At de max. må fylde et skærmbillede. Det er noget sludder. Tekster online må gerne være lange. Hvis du leverer værdi.
Såkaldte eye-track-undersøgelser af, hvordan folk læser og hvor meget de læser viser nemlig, at tekster online bliver læst i højere grad end tekster i eksempelvis avisen.
Men - helt usandt er det heller ikke, at tekster helst skal være korte. Jo kortere de er, desto større er sandsynligheden i hvert fald for, at de bliver læst til ende.
Men lad mig forklare det på en anden måde. Kort eller lang handler ikke kun om centimeter. Det handler mere om at skrive stramt. Om at komme til sagen. Om at undgå overflødige ord.
For salgstekster, der skal sælge en ydelse, en service eller et produkt gælder særlige forhold. De SKAL til tider være lange. Så ja, det ER størrelsen, det kommer an på.
Lange salgssider sælger nogle gange bedre end korte tekster. Og der er eksempler på virksomheder, der har gjort deres salgsside 6-10 gange længere - og øget deres salg betydeligt ved at gøre det.
Forklaringen er enkel. Hvis du er usikker på, om produktet er noget for dig, køber du det ikke. Og det kræver som regel mere end tre linjers tekst at vurdere det.
Vil du købe ny bil, studerer du sandsynligvis en hel salgsbrochure før du beslutter dig. Du beslutter dig næppe ved bare at læse en lille annonce?
Kunsten er derfor at skrive salgsteksten, så den er engagerende, interessant, væsentlig og spækket med de informationer, som køberen har brug for. Men heller ikke mere.
Tekster længde kan på det nærmeste sættes på formel, når det drejer sig om salgstekster:
Lav pris + kunden klar til at købe + kunden kender varen = Meget kort
Lav pris + kunden klar til at købe + kunden kender ikke varen = Kort
Lav pris + kunden er ikke klar til at købe + kunden kender varen = Kort
Lav pris + kunden er ikke klar til at købe + kunden kender ikke varen = Medium
Høj pris + kunden klar til at købe + kunden kender varen = Medium – lang
Høj pris + kunden klar til at købe + kunden kender ikke varen = Lang
Høj pris + kunden er ikke klar til at købe + kunden kender varen = Lang
Høj pris + kunden er langt fra at købe + kunden kender ikke varen = Meget lang
Der er med andre ord ingen mål på, hvad "langt" er.
Det afhænger nemlig af prisen, produktet og målgruppen.
Og i alle tilfælde gælder følgende:
ALT du skriver, skal være relevant for tilbuddet og køberen
ALT du skriver, skal øge kundens lyst til at købe eller øge din troværdighed
Webcoach, underviser, rådgiver, journalist
Indehaver af WEBwoman KOMMUNIKATION
Hjælper iværksættere, eksperter, personligheder og virksomheder med webkommunikation og online markedsføring - via website, blog og sociale medier.
Specialuddannet i pædagogisk IT-undervisning med næsten 10.000 undervisningstimer som erfaring.
Har produceret over 200 WordPress websites og blogs.
Forfatter til flere ebøger om WordPress, Facebook, blogging, markedsføring.
Drev i 1995-2001 WildWebWoman - Danmarks første online magasin for kvinder.
Har arbejdet som IT- og webjournalist på jp.dk.