Tags: Administration, Økonomi
Har du en virksomhed, er det vigtigt at komme godt fra start med sin bogføring.
Som udgangspunkt er alle erhvervsdrivende bogføringspligtige, jf. bogføringsloven. Det betyder at du skal bogføre samtlige af de transaktioner - daglige bevægelser - der er i forbindelse med din virksomheds drift.
Når din virksomhed har købt en vare eller ydelse og efterfølgende modtager en faktura, skal denne registreres og bogføres ud på de rigtige konti. Fakturaen skal bogføres med korrekt beløb samt med rigtig fakturadato.
I lovgivningen er der krav om, at bogføringen skal underlægges visse kontroller. Det betyder, at du skal kunne dokumentere, at de transaktioner der er bogført, er reelle. Det gælder salg, levering af varer, køb til virksomheden m.m.
Nogle virksomheder har mange transaktioner andre har få, det kommer helt an på hvordan virksomheden er bygget op. Grundprincipperne i bogføringen er de samme. Du skal dog være opmærksom på, at nogle transaktioner skal behandles forskelligt.
Ens for alle: Du skal have styr på alle dine bilag, og alle bilag skal gemmes i 5 år.
Tip: Få fat i et ringbind med faneblade - en fane pr. måned. Alle bilag du registrerer i økonomisystemet får tilkendt et bilagsnr. Dette nummer skriver du på bilagene. Hvis du evt. får besøg af skat, kan du hurtigt finde de bilag de ønsker at se/kontrollere.
Tip: Er du et rodehoved? Så læg dine bilag i skyen med et økonomistyringsprogram.
Ud over bogføringsloven, er erhvervsdrivende virksomheder også underlagt Årsregnskabsloven. Årsregnskabsloven er den overordnede rammelov for regnskabsområdet her i landet. Loven består af et fælles regelsæt der gør det nemmere, at læse andres regnskaber og lave sammenligninger. Der er dog forskellige krav afhængig af virksomhedernes type og størrelse. Kravene til mindre virksomheder er mindre end kravene til større virksomheder.
Regnskabet er først og fremmest til gavn for ejeren. Regnskabet er et styringsværktøj, der angiver, hvad der skyldes og til hvem (leverandører, offentlige myndigheder, bank m.m.) det giver overblik over omsætningen og om kunderne betaler til tiden.
Den daglige bogføring af dine transaktioner, er selve grundstenen i alle de informationer du og andre har brug for. Bogføringen danner de data der skal bruges til budgetter, regnskabsaflæggelse, likviditetsstyring, analyser m.m.
Regnskabet giver dig overblik over virksomhedens indtægter - udgifter ligesom det fortæller om virksomheden har over - eller underskud.
Tips: Det kan være en god ide, at få hel eller delvis hjælp til udfærdigelse af bogholderi og regnskab af bogholdere. Fordelen er, at de kender reglerne, da de ikke laver andet end dette. At få professionelle til at føre dit bogholderi kan ofte spare dig for meget tid og ikke mindst penge. Brug en bogholder du har tillid til og som kan hjælpe dig med at forstå dit regnskab, så du bliver skarp på din business og kan sætte ind og justere på de rigtige tidspunkter.
Merkonom i regnskab
Jette Martine Beck er merkonom i regnskab og har mere end 25 års erfaring med regnskab og økonomi.
I sit regnskabsfirma Beck Regnskab, bliver iværksættere, små og mellemstore virksomheder hjulpet til at få styr på cashflowet. Holder styr på bogholderiet, lønningerne, momsen og kontakt til off. Myndigheder. Giver vejledning omkring optimering af økonomien.
Du kan gratis få e-bogen ”Vejen til bedre cashflow” på www.beckregnskab.dk, ved at tilmelde dig nyhedsbrevet
Følg Beck Regnskab på Google+
Følg på Facebook