Tags: Jura
Folketinget vedtog den 9. april 2019 som ventet et lovforslag om afskaffelse af iværksætterselskaber og nedsættelse af kapitalkravet for anpartsselskaber.
Ændringen af selskabsloven trådte i kraft den 15. april 2019, hvorefter det ikke længere er muligt at registrere nye iværksætterselskaber. Samtidig nedsættes kapitalkravet for anpartsselskaber fra 50.000 kr. til 40.000 kr.
Foran de ca. 45.000 eksisterende iværksætterselskaber venter nu en overgangsperiode til 15. april 2021, hvor iværksætterselskaberne skal sikre, at selskabet har en reserve, som sammen med selskabskapitalen er på 40.000 kr. Når selskabet opfylder kravet om 40.000 kr., skal iværksætterselskabet omregistreres til et anpartsselskab. Hvis iværksætterselskabet ikke omregistreres inden udløbet af overgangsperioden, vil selskabet risikere at blive taget under tvangsopløsning.
Generalforsamlingen i iværksætterselskabet skal inden udløbet af overgangsperioden beslutte, at iværksætterselskabet skal omregistreres til et anpartsselskab. Det er en betingelse for, at det kan lade sig gøre, at der udarbejdes en erklæring fra en vurderingsmand om, at iværksætterselskabet opfylder kapitalkravet på 40.000 kr. I stedet for en erklæring kan det seneste årsregnskab anvendes, såfremt det blandt andet er revideret og udviser en selskabskapital og reserve, som kan overføres til selskabskapitalen på samlet minimum 40.000 kr. Derudover stilles en række krav til indholdet af årsregnskabet og til balancedagen.
Det er derfor vigtigt at iværksætterselskaber forbereder sig på at være i stand til at gennemføre omregistreringen herunder sørge for afholdelsen og udarbejdelsen af
- generalforsamling hvor omregistreringen til et anpartsselskab besluttes med det stemmeflertal, der kræves til vedtægtsændring,
- generalforsamlingsprotokollat hvoraf beslutningen om omregistrering fremgår,
- ændrede vedtægter, der opfylder de sædvanlige krav til anpartsselskaber, særligt hvad angår kapital og selskabsbetegnelse og
- en erklæring fra en vurderingsmand om, at kapitalen er tilstede eller
- revideret årsregnskab, som skal opfylde en lang række krav, samt en ledelseserklæring om, at selskabskapitalen er tilstede på beslutningstidspunktet.
Hvis kapitalen på 40.000,00 kr. er til stede, skal man således blot sørge for at få udarbejdet de fornødne selskabsretlige dokumenter, gennemføre en evt. kapitalforhøjelse og få sin revisor til at udarbejde revisorerklæringen.
Hvis kapitalen derimod ikke er tilstede skal man for det først overveje, om man kan nå at oparbejde kapitalen ved selskabets egne overskud inden den 15. april 2021, idet man ellers skal overveje andre måder at opfylde kapitalkravet, f.eks. ved indskud af kontanter eller en investering fra en investor.
For at gennemføre omregistreringen er det nødvendigt at engagere selskabets revisor og evt. advokat, for at få udarbejdet de nødvendige dokumenter, så ovenstående krav kan opfyldes inden udløbet af overgangsperioden.
Advokat, cand.jur.
Partner i AGENDA advokater
Morten Einshøj Petersen beskæftiger sig med erhvervsret og retssager og har stor erfaring med forhandling og indgåelse af kontrakter.
Han underviser på Københavns Universitet i erstatnings- og kontraktret. Er selv aktiv iværksætter og har stor erfaring med rådgivning i forbindelse med valg af selskabsform og øvrige juridiske forhold.
Morten har udgivet bogen ”Start din egen virksomhed”. Med erfaring fra både en stor, børsnoteret virksomhed og fra et af landets større advokatkontorer yder Morten kvalificeret juridisk rådgivning med inddragelse af forretningsmæssige aspekter.