Tags: Arbejdsliv & Tendenser
Mød Ase på Folkemødet og bland dig i debatten
At være iværksætter er tilsyneladende mere hip end nogensinde. Dagligt rapporterer medierne om succesfulde iværksættere. Iderigdom og innovation manifesteres i underholdningsprogrammer som Løvens Hule på DR, og iværksætterikoner får fremtrædende poster i regeringens rådgivende organer. Man kunne foranlediges til at tro, at iværksætteriet er på sit højeste.
Men reelt står iværksætteriet bomstille og har gjort det i 15 år. Danmark er Europas bundprop, når det gælder andelen af selvstændige blandt de beskæftigede. Trods myten om det modsatte er Danmark reelt kun et middelmådigt land at starte virksomhed i.
På Verdensbankens Doing Business ligger vi som nummer 24 på listen over start-up-vilkår. Og det ser endnu værre ud, når det handler om adgangen til kapital. Her er vi helt nede på en 32. plads. Det er bekymrende.
Særligt fordi lønmodtagerkulturen stortrives og har så godt fat i danskerne, at kun hver syvende overvejer at skippe den faste månedsløn og realisere iværksætterdrømmen. Trods fakta gør myten om Danmark som iværksætterland det samme, og fra politisk hold er indsatsen koncentreret om at få virksomhederne til at vokse fremfor fokus på, hvordan vi får flere i gang som iværksættere. Det er en farlig kurs.
Hvis Danmark skal holde pusten i den globale konkurrence, er vi nødt til at få skabt en langt stærkere iværksætterkultur, hvor flere tør afprøve deres ideer og starte egen virksomhed. Vi har brug for flere nye virksomheder, der kan sikre vækst og dermed mulighed for at skabe arbejdspladser og udbygge vores velstand og velfærd.
Derfor sætter Ase for andet år i træk fokus på iværksætteri på Folkemødet på Bornholm. I Iværksætterteltet på Kæmpestranden diskuterer vi, hvordan vi kan styrke iværksætterkulturen, fremme iværksætteri i uddannelsessystemet og skabe arbejdspladser over hele landet.
Kig forbi og giv dit besyv med.
Administrerende direktør, Ase
Som a-kasse har Ase et særligt stærkt fokus på Danmarks selvstændige. Det er derfor, at de sidste år indgik i et partnerskab med IVÆKST. Her deler Ase blandt andet ud af deres ekspertviden via deres iværksætter-hotline, hvor selvstændige kan ringe ind og blive vejledt i stort og småt. Godt halvdelen af Ases 150.000 medlemmer er selvstændige.
Karsten Mølgaard Jensen er uddannet jurist fra Københavns Universitet og MBA fra AVT Business School. Han tiltrådte sin nuværende stilling i 2015, efter at have været en del af Ases ledelse i adskillige år.