Tags: Arbejdsliv & Tendenser
Det som jeg finder mest tiltalende ved at starte virksomhed mens man studerer er, at der ikke er nogen spildtid. Dvs. at selvom et iværksætterprojekt ikke går som forventet, har du stadig været tilknyttet et fuldtidsstudie og har således ikke givet afkald på tid som potentielt kunne være lagt i et fuldtidsjob. Når det så er sagt, kan det at starte egen virksomhed, for nogle tage utrolig meget tid og skabe den konsekvens, at studiet bliver nedprioriteret i en sådan grad, at man dumper eksaminer og i sidste ende er nødt til at droppe ud. Du bør således gøre klart for dig selv, hvorvidt du som person er i stand til at kunne balancere det at være iværksætter med et fuldtidsstudie.
Mit vigtigste råd for at skabe en god work-life balance som iværksætter med fuldtidsstudie er at fokusere på dine kernekompetencer. Med det menes, at du ikke skal være bange for at outsource opgaver og udelukkende sørge for at varetage de vigtigste arbejdsopgaver selv. På den måde får du mest muligt ud af den tid som du investerer i virksomheden og kan samtidig formå at skabe den tid der skal til for at følge med i studierne.
Min egen metode til at håndtere studielivet har været at fokusere intensivt på min virksomhed i løbet af semestret og herefter kun tage de mest nødvendige arbejdsopgaver under de 2 måneder om året, hvor jeg læser til eksamen. Det har fungeret rigtig godt for mig og jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have opnået meget bedre resultater, hvis jeg havde fulgt studiet på normal vis. Jeg erkender selvfølgelig, at denne tilgang til studiet ikke er den rigtige for alle, men jeg vil helt klart anbefale, at man tester, hvorvidt det kan fungere for netop dig.
På Aarhus Universitet får iværksættere del i nogle af de samme privilegier som elitesportsudøvere. Dette dækker blandt andet over hjælp til at få taget noter og få dispensation til at gennemføre studiet på forlænget tid. Universiteterne hjælper således aktivt studerende med at forfølge deres iværksætterdrømme og arbejder på at skabe de bedste vilkår, så dette kan lade sig gøre. AU har blandt andet også startet Studentervæksthus Aarhus, hvor iværksættere tilknyttet universitet kan få gratis rådgivning og kontorfaciliteter.
Ejer af MLD GROUP ApS - Digitalt Marketing Bureau, Stud. BScB
Martin Lassen Dam driver til daglig MLD GROUP APS og herigennem en række af websites om emner som gratis lydbøger, ljudböcker, aktier og investering, regnskab, grammatik og streaming. Han har stor erfaring inden for online marketing med fokus på SEO gennem flere år som både konsulent og e-Business Manager. Sideløbende med sine aktiviteter studerer Martin BSc in Economics and Business Administration på AU. Seneste projekt: Lydboggratis.dk.
Connect med Martin på LinkedIn.