Tags: Administration, Tryghed
”Jeg skal også have meldt mig ind i et netværk og blive lidt mere målrettet med at netværke i min virksomhed”
Denne kommentar hører jeg ofte når jeg taler med folk om at arbejde mere strategisk med at få opbygget et forretningsnetværk ... og det får mig til at tænke, hvordan og hvornår er netværk blevet noget man går til?
Netværke gør vi jo alle, hele tiden, hver gang vi møder nogen, hver gang der skabes en relation.
Alt hvad du behøver for at være en mere strategisk netværker, er at være bevidst om, at du netværker hele tiden og du hele tiden har mulighed for at sætte positive spor efter dig….det er dit valg!
Gode kontakter kan man få alle vegne … men slet ikke altid der hvor man logisk ræsonnerer sig frem til!
Så at være åben, imødekommende, hjælpsom og venlig er en sikker strategi for at snuble over spændende muligheder og kontakter!
Netværk er ikke noget man går til, det er en del af livet.
Spørgsmålet er jo så bare, hvor stor bid vi tager af ”netværkslivet”.
To måder at netværke på
Selvfølgelig kan der være masser af ræson i at melde sig ind i et professionelt netværk, fx et forretningsnetværk, et ledernetværk eller et erfanetværk, det findes der tonsvis af gode eksempler på.
Om man vælger at arbejde med formaliserede netværk eller arbejder mere individuelt og intuitivt er jo også et temperamentsspørgsmål ... eller det burde det være!
Er du i tvivl om hvilken måde der vil være mest velegnet til dig, så tænk på at netværksstrategien skal passe til dig som person og der er som sagt muligheder for at netværke alle vegne.
Her kommer en kort beskrivelse af de to måder at netværke på … og der er selvfølgelig ingen hindring for at kombinere dem, hvis det passer bedst til dit temperament.
Professionelt forretningsnetværk
I et professionelt forretningsnetværk mødes en gruppe erhvervsdrivende typisk ret ofte fx én gang om ugen eller hver 14 dag.
Her har du mulighed for at få udvidet et netværk, som måske er meget atypisk fra resten af dit netværk og det kan være en stor hjælp, hvis du søger at udvide dit forretningsnetværk i nye retninger.
Til møderne vil du typisk have mulighed for at udveksle netværkskontakter med andre i netværket.
Hvis du har svært ved at være opsøgende i dit netværksarbejde, kan denne type netværk være en fordel for dig, at en netværksfacilitator har samlet en gruppe mennesker og sørger for at alle får mulighed for at tale med hinanden.
TIP!
Mødedisciplin: Hvis du skal have det fulde udbytte af sådan en type netværk, skal du helst have en vis mødedisciplin.
Høj Etik: Du skal være meget opmærksom på at have en høj etik, når du deler ud af dine netværkskontakter og sender nogen videre i dit netværk. Send kun nogen videre som du kan stå inde for fagligt og/eller menneskeligt. Tænk på hvilket bagslag i dine relationer det ellers kan få!
Individualiseret netværk
Er du parat til at investere penge i mere strategisk netværksarbejde, men føler du ikke lige formen på et forretningsnetværk er noget for dig, så tænk på om pengene måske kunne investeres klogere i at deltage i spændende og relevante arrangementer, uddannelser, kurser, konferencer osv.
Alle steder der er masser af muligheder for at netværke med interessante mennesker. Gå efter arrangementer hvor der er workshops og gode lange pauser, det er der du har mulighed for at skabe relationer.
TIP!
Rent strategisk, så tænk på at deltage de steder hvor dine kunder sandsynligvis vil færdes, i stedet for at vælge arrangementer, hvor dine kollegaer/konkurrenter ofte findes.
Stærke relationer: At deltage i kurser eller uddannelser, hvor man skal arbejde sammen om konkrete ting er en meget effektiv måde at få skabt stærke relationer og så har du samtidig den bonus at du opkvalificerer dig.
Få et stærkere netværk - Kom til IVÆKST og Danas arrangement for detailbranchen:
Netværksekspert, foredragsholder og konsulent
Marina Hjørdie har arbejdet med netværk i mere end et årti og har stor erfaring med at hjælpe folk med at finde og udvikle deres egen individuelle netværksstil og strategi og i facilitering og organisering af netværk og klynger.
Marina er forfatter til to bøger om netværk; ”Netværkskogebogen, 2006” og ”Løven og Margueritruten – find din netværksstil, 2008”.
Hun er unik indenfor netværksarbejde bl.a. på grund af nytænkende kursusforløb baseret på hendes bøger, specialudviklede visuelle værktøjer, arketypearbejde og bevidst arbejde med netværksenergi.
Marina Hjørdie har haft adskillige selvstændige virksomheder og også arbejdet hos bl.a. LEGO, Oracle Danmark, Erhvervs- og Videncenter Vestsjælland og Væksthus Hovedstadsregionen.
Marina Hjørdie tilbyder korte intensive netværksuddannelser, foredrag, facilitering af netværk, opstartsproces af netværk og tilstandsanalyse og revitalisering af eksisterende netværk.