Hvad kan vi hjælpe med?

Den gode iværksætterhistorie: En kronisk patient blev coach

En kronisk patient blev coach

Lone Garnum

En fyring er ofte en nedtur, men Lone Garnum gjorde sin fyring til starten på et nyt og bedre liv som selvstændig - et liv, hvor hun kunne vende sine dårlige erfaringer som kronisk smertepatient til hjælp for andre i samme situation.

Jeg hedder Lone Garnum og startede PatientCoaching i 2008. Mine sidste år som "ansat" var vanskelige - jeg havde flere sygeperioder, og jobbet hang til sidst i en tynd tråd. En fyring sendte mig ud i en dyb krise, men da jeg fik arbejdet mig igennem den, endte jeg med at blive glad for den fyring, for uden den ved jeg ikke, om jeg havde turdet tage springet og blive selvstændig.

Mangel på hjælp til mennesker med kronisk sygdom

Som kronisk smertepatient har jeg lært behandlingssystemet rigtig godt at kende på - godt og ondt. Til trods for overvejende god behandling på min vej igennem systemet opdagede jeg, at der mangler noget vigtigt - nemlig en målrettet indsats overfor mennesker, som har fået en kronisk sygdom, er færdigbehandlede og nu skal lære at leve på de nye livsbetingelser.

Denne indsats manglede jeg selv - så når jeg i dag kan sige, at jeg lever et godt liv med min kroniske sygdom, er det med en masse erfaring og viden i bagagen, som jeg gerne vil lade andre få glæde af. Og det er den oplevelse, der via en coachuddannelse og uddannelse til mindfulness-instruktør førte til starten på PatientCoaching.

Coaching på langdistance

Lone Garnum

At være selvstændig var en gammel drøm for mig, og mit liv som selvstændig i dag passer perfekt til mit helbred. PatientCoaching er nemlig en internetbaseret virksomhed - uden nettet havde jeg ikke kunnet opbygge et netværk og arbejde som patientcoach. Mange af mine kunder finder mig også via nettet - og mange af dem ville ikke være i stand til at møde op på mit kontor/ kursussted, som ligger i København.

Hos nogle oplever jeg i starten en modstand mod coaching og undervisning via telefon/ nettet. Denne skepsis har jeg selv delt - men siden hen har jeg erfaret, at man kan have den samme - hvis ikke større - intense kontakt over nettet, som hvis man sidder overfor hinanden. Og fordelen er jo blandt andet, at man kan deltage, uanset hvor i landet man bor.

I dag har PatientCoaching en hel række af tilbud, lige fra et ganske billigt e-kursus, til telekurser for små grupper og et personligt forløb over et halvt år. Alle kurser er tilrettelagt ud fra den grundtanke, at det er muligt at leve et godt liv trods sygdom - hvis man selv vil det og er villig til at gøre en indsats.

Selvstændig ildsjæl trods sygdom

Som noget nyt tilbyder PatientCoaching nu også kurser til sygemeldte. Det kan være meget svært at vende tilbage til arbejdet efter en længere sygemelding på grund af for eksempel stress eller depression. Indtil nu har indsatsen overfor de langtidssygemeldte ofte begrænset sig til kurser, der kan opdatere deres viden og kompetencer. Men min erfaring er, at det er en anden slags kurser, der er brug for. Derfor satser PatientCoachings kurser på at give sygemeldte MOD PÅ at komme i arbejde igen - og TRO PÅ, at de kan!

Min vision er, at patientcoaching på et tidspunkt bliver et gratis tilbud til alle, der har brug for det. Set fra et samfundssynspunkt er jeg også sikker på, at pengene vil være godt givet ud!
Helt i tråd med filosofien bag PatientCoaching arbejder jeg for gennem mit eget eksempel at vise, at der er muligheder - både for at arbejde og beskæftige sig med det, man brænder for - selv om man har en kronisk sygdom!

Har historien vakt din interesse, er du velkommen til at kontakte Lone Garnum på lonegarnum@patientcoaching.dk.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.