Hvad kan vi hjælpe med?

Den gode iværksætterhistorie: Hvad ved en studievært om cremer?

Andrea Elisabeth Rudolph

Midt i en medie-succeskarriere kastede Andrea sig ud på ukendt vand, da hun lancerede sin egen linje af cremer. IVÆKST har talt med studieværten og iværksætteren om den trang, der fik hende til at starte sit eget.

Mange iværksættere har en historie om den oplevelse, der satte gang i drømmen om egen virksomhed. For Andrea Elisabeth Rudolph starter den med Greenpeace, der kontakter hende i 2006. I forbindelse med en stor kampagne mod skadelige kemikalier lagde den dengang gravide Andrea sammen med syv andre kendte danskere krop til en test, der skulle afsløre, hvilke kemikalier vi danskere bærer rundt på. Resultatet var et chok: Andrea var næstyngst i gruppen, men havde det højeste indhold af kemikalier i kroppen.

Efter kemitesten måtte Andrea til bunds i, hvor alle de kemikalier var kommet fra. Hun opdagede til sin forskrækkelse, at en stor del af problemet var de lækre cremer og olier, hun i årevis havde nydt at bruge - men som viste sig at være smækfyldte med skadelig kemi. Valget stod nu mellem flere kemikalier eller supermarkedets lidt triste udvalg af allergivenlige produkter. Det var der, midt i frustrationen over at være tvunget til at vælge mellem luksus- eller kemifri produkter, at ideen om Rudolph Care opstod. I dag kan Andrea se tilbage på lang proces, der kulminerede sidste år med lanceringen af hendes egen linje af både Svanemærkede og Ecocert-certificerede kvalitetsplejeprodukter.

"Jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være"

Nu er det jo meget nemmere at være iværksætter, når man hedder Andrea Elisabeth Rudolph og er kendt fra Vild med Dans. Sådan en studievært ved jo ikke noget om cremer, men får alting forærende uden at skulle arbejde for det.

Der var i hvert fald det, mange tænkte, da Andrea lancerede Rudolph Care.

For Andrea selv er erfaringen snarere, at hun som "hende studieværten" har skullet løbe ekstra hurtigt for at bevise sin berettigelse i sin nye branche. Den gratis medieomtale, hun fik ved lanceringen af sine produkter, inkluderede nemlig ikke kun rosende artikler. Den har også betydet, at hun måtte forsvare sig overfor meget negative historier i formiddagsaviserne, der gik hårdt til angreb på hendes nyudviklede produkter.

Men dermed ikke sagt, at Andreas iværksætterhistorie ikke handler om en almindelig iværksætter, der prøver at få sin egen virksomhed op at stå. Selv om pressen har givet Andrea nogle særlige fordele og ulemper, har alt det praktiske omkring det at starte en virksomhed været det samme- for Andrea vidste jo netop ikke noget om cremer eller det at drive en virksomhed, da hun for fire år siden lagde kimen til det, der skulle blive Rudolph Care. Og den læreproces har til tider været hård, når Andrea ser tilbage i dag: "Jeg tror det er de færreste, der ville starte deres eget, hvis de vidste, hvor hårdt det er. Men jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne lade være".

Råd til kommende iværksættere og forældre:

  • Hold helt fri, når du har fri.
  • Læg dit kontor tæt på børnenes institution eller skole - så kan de hentes på et øjeblik
  • Indret kontoret børnevenligt, så der er plads og mulighed for både leg og lur.

Iværksætterlivet som alenemor

Andrea er alene med Isolde, der nu er tre år, så udfordringen for hende har især handlet om at finde det rette tempo, så der er plads til både familie- og iværksætterliv. Lige nu har hun på kontoret kun hjælp fra en medarbejder på deltid, så Andrea har ladet forretningen vente i perioder, hvor Isolde har krævet mere af hende, og måtte forlige sig med, at ikke alle planer kan lykkes på én gang. I løbet af det første år, efter Rudolph Care blev lanceret, måtte Andrea blandt andet måtte lære, at man godt må holde ferie, selv om man har sin egen virksomhed - i dag sørger hun også for at koble helt af med Isolde i weekenden uden bærbar eller telefon tændt.

Men livet som iværksættermor giver også mulighed for at indrette sig mere fleksibelt. Andrea har flyttet sit kontor, så hun nu arbejder lige ved siden af Isoldes institution, og kan hente hende på et øjeblik. Kontoret er også indrettet hjemligt med sofa og puder, der giver Isolde mulighed for at sove lur, mens mor arbejder. Hermed er de gode ideer givet videre til kommende iværksættere og forældre, der er i tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at kombinere en travl hverdag med masser af tid til børn.

Bevar gejsten og læn dig op ad erfaring

Spørger man Andrea, hvordan hun har klaret finanskrisen, får man det enkle svar, at hun jo aldrig har prøvet andet. Med lancering i krisens start har Rudolph Care alligevel kun oplevet stigende salgskurver og begynder at opleve efterspørgsel fra udlandet, hvor de miljøcertificerede luksuscremer i det gennemførte design vækker interesse. Rudolph Care har også for kort tid siden også lanceret de første produkter i Norge, et marked Andrea har store forventninger til.

Andreas bedste råd til andre iværksættere, der ligesom hende har haft en oplevelse eller erfaring, de ikke kan lade være med at handle på, er at alliere sig med erfarne folk. Andrea har stiftet en lønnet professionel bestyrelse bestående af tre personer, der kan rådgive hende om alt fra forretningsplaner til budgetter. Men selv om man ikke kan klare sig på gejsten alene, har det været en vigtig ingrediens i de perioder, hvor Rudolph Care har krævet alt overskud. Det har derfor været afgørende for Andrea, at hun stadig har det brændende drive, der opstod for fire år siden, som motiverer til at blive ved med at arbejde for at skabe bedre produkter - uden skadelig kemi.

Hvem er Andrea Elisabeth Rudolph?

Andrea er uddannet journalist og har arbejdet indenfor mediebranchen  i over 11 år.

Hun startede sin karriere på DR i programmer som Højtryk på P3 og Boogie.

Senere har vi oplevet hende i Radio 100 FMs program Morgenhyrderne som medvært til Lars Hjortshøj og Lasse Rimmer og også som vært i TV2s Vild med Dans.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.