Influencers er ikke længere et nyt begreb, men en kæmpe industri og et helt medie for sig selv. Brands bruger i højere grad influencers på diverse sociale medier til at markedsføre deres produkter og services, og den enkelte forbruger følger godt med i hvert eneste post, lytter til hvert et ord og køber produkterne, der reklameres for - eller det er i hvert fald målet med influencer marketing.
For blot få år siden var dette influencer-utopia også tættere på realiteten, men efterhånden som flere brands har fået øjnene op for det nye, spændende medie, vi kalder influencer marketing, er konkurrencen også øget og troværdigheden sat på hård prøve. Forbrugerne bliver mere og mere skeptiske for hver dag, der går, de bliver bedre til at sortere reklamen fra og mindre modtagelige for budskaberne, når disse kommer fra brands og sponsoreret indhold.
Men hvordan får man så succes med influencer marketing i 2020? Hvordan finder man den rette influencer, der kan rykke ens brand i lige den retning, man ønsker at gå - og dét på en troværdig måde? Og hvordan tager man influencer marketing til et nyt niveau, og lader det bane vejen til nye markeder og nye muligheder på tværs af landegrænser? Det får du alt sammen svarene på i denne artikel, hvor jeg også giver dig et godt case-eksempel på et dansk brand, der har taget influencer marketing til helt nye højder!
Hvad er influencer marketing? Få styr på basics!Før vi dykker dybere ned i emnet, så lad os først lige få helt styr på basics inden for influencer marketing:
Hvad er en influencer egentligt? En influencer er en person, der gennem egne kanaler på de sociale medier når ud til et betydeligt publikum. De producerer for det meste selv indholdet til deres kanaler og konkurrerer med de etablerede medier om at nå ud til forbrugerne. Derfor er de også blevet meget attraktive kanaler for virksomheder, der gerne vil fange folks opmærksomhed med kommercielle budskaber.
Begrebet influencer marketing dækker altså over en type af reklame, hvor brands gør brug af disse digitale stjerners betydning og rækkevidde, for at nå ud til et bredere publikum med budskaber, der skal hjælpe dem med at positionere sig i forbrugerens bevidsthed.
Vi kender selv til hvor meget tid vi bruger på vores telefon, tablet eller laptop, og hvor meget af denne tid, der netop går med lige at smutte ind på Instagram, Snapchat, Facebook eller Youtube. For måske var der noget nyt, man ikke lige havde set, et inspirerende opslag med en influencer, man ikke skulle gå glip af, eller et skægt meme, der kunne sendes videre til vennerne eller til flirten, man skriver med i øjeblikket. Og når vi befinder os på f.eks. Instagram, scroller ned gennem vores feed, og tager os selv i at smile eller grine af diverse skøre opslag, så er vores hjerne tunet direkte ind på skærmen og ekstra modtagelig for diverse kommercielle budskaber. Og dén mulighed har brands virkelig gjort brug af i dag.
Ifølge en undersøgelse af Publicis Media og Verizon Media, der kortlægger influencer marketing i Danmark, scorer “social influence” ekstra højt, når det kommer til skønhedsprodukter, mode og fødevarer - både når forbrugeren søger inspiration og information, men også i selve beslutningsprocessen, og for brands i disse sektorer er influencer marketing altså ekstra effektivt. Undersøgelsen viste dog også at “social influence” i andre sektorer som møbler, indretning og forbrugerelektronik scorede højt, når forbrugerne søger inspiration, men mindre højt, når der skal søges information og i selve beslutningsprocessen, hvor mange andre faktorer pludselig spiller ind.
Hvor effektivt influencer marketing kan være for et brand i skønhedsbranchen kommer jeg nærmere ind på lidt senere, med danske HairLust som en lærerig case.
Hvad kan influencer marketing gøre for din virksomhed?Der er nærmest utallige måder at bruge influencer marketing som et led i ens marketing strategi. For nogle brands er influencers et uundværligt medie, mens de for andre blot er en god mulighed for at nå lidt bredere ud eller nå nye målgrupper, man ikke ellers ville have adgang til.
Mulighederne er altså nærmest uendelige, så det er bare op til dig at finde ud af, hvad du gerne vil have ud af din indsats med influencer marketing, så du kan lægge en strategi, der passer til din virksomhed.
Som inspiration får du her nogle af de muligheder, influencers kan åbne for dig og din virksomhed, hvis du udnytter potentialet ordentligt:
… Og jeg kunne blive ved!
Influencers har rigtigt meget at skulle have sagt i mediebilledet i dag, og de dygtige influencers har både utroligt loyale følgere og et personligt og tillidsfuldt forhold til dem. Folk følger altså influencers, fordi de er interesserede i de digitale stjerners meninger og finder inspiration i den livsstil, de leder, hvilket også inkluderer de produkter og brands, de bruger og reklamerer for. Derfor kan du som brand opnå en større påvirkning af dine målgrupper gennem en troværdig influencer, end du kan gennem traditionelle markedsføringskanaler, når I sammen skaber værdifuldt content, med stor relevans for følgerne.
Men der er også faldgruber i influencer marketing, og for at du kan undgå at falde i og få én over tuden, så får du her et overblik over hvad, du bør være opmærksom på, når du begiver dig ud i influencer minefeltet:
Sådan undgår du de vigtigste faldgruber i influencer marketing:Der er utallige ting, man skal være opmærksom på, når man skal markedsføre sine produkter over for sin målgruppe, og træder man bare lidt ved siden af, så kan det let få ærgerlige følger, enten for ens ry, for salget eller måske endda i form af bøder. Men for at du kan komme godt i gang med influencer marketing - og helst med succes i den anden ende, så får du her 4 tips til at undgå de vigtigste faldgruber i influencer marketing:
Kend markedsføringsloven og de juridiske regler, der er gældende for annoncering gennem influencers, og sørg for at de influencers, du samarbejder med overholder reglerne til punkt og prikke. Dette er nemlig dit ansvar som annoncør, hvis en influencer ikke overholder reglerne for skjult reklame eller reglerne for sammenlignende reklame, og overtrædelser kan resultere i ikke bare et dårligt image, klagesager og en eventuel shitstorm, men også i bøder. Lidt mere om dette får du lige her:
Forbuddet mod skjult reklame: I markedsføringsloven er der forbud mod skjult reklame, hvilket betyder at en erhvervsdrivende skal: “klart oplyse den kommercielle hensigt med enhver form for handelspraksis, herunder reklame”. Det skal altså være meget tydeligt angivet med enten REKLAME eller ANNONCE, når et post på Instagram eller en Youtube video er en reklame for dit brand, dine produkter eller dine services. Det anses som reklame, hvis influenceren bliver betalt i enten penge, produkter eller ydelser, hvis influenceren får en rabat eller andre fordele for at promovere din virksomhed, eller hvis du som erhvervsdrivende sender produkter til influenceren, som omtales på de sociale medier, også selvom I ikke har nogen hverken skriftlig eller mundtlig aftale om det.
Forbuddet om sammenlignende reklame: Dette begreb indebærer både direkte og indirekte sammenligninger af andre produkter eller brands. Man skal derfor passe meget på at en influencer ikke miskrediterer andre konkurrerende brands i en reklame for ens produkt, ved f.eks. at nævne, hvordan dit produkt er bedre end din konkurrents. I samme omgang er det også utroligt vigtigt, at der ikke loves ting om dit produkt og dets egenskaber, som ikke er korrekte, eller som man ikke må love ifølge loven. Der er f.eks. utroligt mange regler for hvad man må sige og “claime” om diverse ingredienser, og det er dit ansvar, at en influencer kun siger ting, som dit brand kan stå til regnskab for. Det er derfor vigtigt at sørge for, at de influencers, du har valgt, briefes omhyggeligt omkring dine produkter, dit brand og dine budskaber, så de ikke kommunikerer forkerte ting eller claimer ting, som ikke er sande, eller som måske endda er i strid med loven.
Som influencer skal man have mange følgere og stort engagement på sin profil for at kunne få bedre aftaler med brands og tjene flere penge. Dette kan få nogle influencers til at snyde og købe sig til falske følgere og falske likes eller kommentarer. Hvis du som brand lader dig snyde af dette og indgår samarbejder med influencers, der ikke har helt rent mel i posen, så poster du både penge og tid i kanaler, som ikke vil give dig resultater, hverken i rækkevidde, omtale eller salg. Derfor er det vigtigt, at du gør et ordentligt forarbejde, inden du udvælger dine influencers, så du ikke ender med at “fyre for gråspurvene” og smide penge ud af vinduet. Sørg derfor altid for at tjekke følgerne igennem, enten vha. stikprøver (ser følgerne og kommentarerne ægte ud?), ved at bede om følger-statistikker fra den valgte influencer eller ved at bruge forskellige værktøjer som Socialblade.com eller Phlanx.com.
Noget, du kan være opmærksom på, når du undersøger om en influencer mon har mange falske følgere er ved at tage et kig på de geografiske data på følgerne. Er der f.eks. kun 50% følgere fra ens eget land, eller er der 80%? Og er der pludselig 10% fra Indien, Kina eller et mystisk land, som alligevel ikke ville forstå hvad influenceren poster om på dansk i sin feed? Så burde alarmklokkerne nemlig ringe, og man bør undersøge følgere og engagement lidt mere i dybden, inden man tager en beslutning.
Et samarbejde med en influencer skinner altid af på ens eget brand, så hvis man vælger den forkerte influencer, kan det også få konsekvenser for de associationer, folk vil gøre sig med dit brand. Sørg derfor for at vælge influencers ud fra de værdier, de kommunikerer, de mærkesager, de har, det ry og de interesser, de har, og hvordan alt dette stemmer overens med dit brand, dine værdier og dine budskaber. Er dit brand f.eks. helt økologisk og baseret på 100% naturlige værdier, så er en influencer, der er fortaler for plastikoperationer og unaturlig skønhed måske ikke det bedste match.
Der er et overtal af mode-influencers derude, og som regel har de en overvægt at følgere, der bruger dem som inspirationskilde og søger stiltips til deres egne outfits og udelukkende følger personen pga. dette. Hvis du derfor ikke selv er et decideret fashion-brand, så bør du altså være en smule forsigtig med at bruge denne type af influencers selvom deres feed ellers ser utroligt indbydende ud. Deres følgere er nemlig oftest meget gode til at sortere irrelevant information ud, når det ikke lige omhandler deres hoved interesseområder, som her er mode og stiltips, og det er altså ikke her, følgerne henter inspiration til deres kost, deres træning eller lignende. Det samme gør sig gældende for specielt fitness-influencers eller madbloggere, og det er dermed ikke umiddelbart her, du skal markedsføre high-end fashion eller skønhedsprodukter.
Et sidste eksempel, jeg lige vil give er de letpåklædte piger. Dem skal du gerne være ekstra varsom med at bruge i din influencer marketing, da kønsfordelingen af følgerne og årsagen til, at de følger netop denne influencer, let kan være i modstrid med den relevans, du kan skabe for dem. Altså, hvis kønsfordelingen viser at følgerne hovedsageligt er mænd, som følger denne pige pga. de letpåklædte billeder, hun poster, og ikke fordi de lytter til noget af det hun siger, så er det måske ikke her, du skal lægge dine hårdt indtjente influencer marketing kroner, hvis du f.eks. gerne vil sælge måltidskasser, hårplejeprodukter eller modetøj til kvinder.
Hvis troværdigheden skal være i top, skal matchet mellem brand og influencer også være i top. Relevans er nemlig alfa og omega for, at du kan fange følgerne og opnå de resultater, du gerne vil med din influencer indsats.
Man kan let blive forført af en influencer, det høje antal af følgere og det lækre content, han eller hun poster på sin profil. Men kigger man ikke på data, før man hopper ud i et samarbejde, kan man ende med at bruge for mange penge på et samarbejde, der ikke giver de resultater, man håbede på.
Sørg derfor for at kigge efter disse 4 ting inden du hopper hovedkulds ind i et samarbejde:
Det er en god idé at bede om disse tal og data i %, så man får en ordentlig fornemmelse for den reelle fordeling af ting som alder, geografi og køn. Så kan du nemlig tage stilling til om følgerskaren har nok relevans for netop dit brand, så du kan ramme lige præcis den målgruppe, du gerne vil nå med din influencer marketing.
Et lille ekstra tip er at gå efter de influencers, der poster på deres lokale sprog. Dette har nemlig en tendens til at øge engagement rate helt enormt, da influenceren ofte har et tættere og mere personligt forhold til sine følgere. Hvis han eller hun for det meste laver captions og stories på engelsk og dermed ikke taler direkte til sine (forhåbentligt mange lokale) følgere, så er det som regel et tegn på, at influenceren ikke er særligt tæt med sine følgere, og at engagementet ikke er så højt.
Sidst men ikke mindst er det selvfølgelig også vigtigt, at se på selve prisen af samarbejdet og analysere om man tror, man kan få sin investering tilbage. Dette kan være svært at spå om, hvis man er helt ny på influencer marketing fronten, men opsæt altid nogle mål for hvor meget rækkevidde/omtale/salg et samarbejde skal kunne afgive, for at investeringen er givet godt ud. Og husk: Øvelse gør mester!
Hvilke influencers skal man gå efter? Mikro-influencers vs. makro-influencers vs. mega-influencers:Der er stor forskel på influencers, både når det handler om deres profiler, interesseområder og måder at kommunikere på, men specielt også på deres størrelse.
Hvad end en influencer har 5.000 eller flere 100 tusinde følgere, så kan der stadig være utroligt gode fordele ved at samarbejde med dem, når bare de er det rette match. Ofte kan det også være en rigtig god idé at samarbejde med influencers af forskellig størrelse på samme tid, så man tilrettelægger sin indsats og både benytter store profiler og en række mindre profiler som ambassadører for ens brand. Men lad os lige gå lidt mere i dybden med de forskellige former for influencers, der findes:
Mikro-influencers er karakteriseret ved at de har mellem 1.000-10.000 følgere. De er særligt interessante, da de oftest er meget autentiske og tilbøjelige til at dele langt mere om dine produkter eller ydelser. Det er også ofte muligt at samarbejde med mikro-influencers blot gennem seedings, hvor betalingen består af produkter eller mindre beløb.
Makro-influencers har oftest op til omkring 100.000 følgere. Disse større profiler skal oftest have betaling for et samarbejde, så her er matchet meget vigtigt, men man vil til gengæld også kunne nå ud til en bredere skare, og hvis målgruppen er lige i øjet, kan et samarbejde med en makro-influencer være en god investering.
Mega-influencers er de helt store, der har mere end 100.000 følgere. Disse kan være en hel marketing kampagne i sig selv, og her er det ultra vigtigt, at matchet er lige i skabet, mens kampagnen skal være vel tilrettelagt, så man kan få mest muligt ud af sin investering.
Vær dog altid opmærksom på, at mange influencers kan have falske følgere, specielt de mindre profiler. Dette er altså altid en god idé at undersøge, så du ikke ender med at bruge penge eller produkter, på profiler, hvis følgere i stor grad hverken vil se eller tage stilling til det budskab, du sender ud.
Hvad er vigtigt, når du samarbejder med influencers? Her er 5 gode tips:Når du har fundet den influencer, du gerne vil samarbejde med, er det tid til at tage et kig på de sociale mediekanaler, der er mulige at samarbejde på. Nogle influencers er hovedsagelig på Instagram, andre blogger eller er store på YouTube eller Snapchat. Udover at det selvfølgelig er en god idé at samarbejde på kanaler, hvor dit brand og hovedparten af din målgruppe er til stede, så er der også tre tendenser, som er værd at have med i overvejelserne:
Ifølge den førnævnte undersøgelse af Publicis Media og Verizon Media, så udråbes Instagram som den bedste platform til inspirerende og relevant indhold i form af influencer marketing, og scorer høje point, når det handler om netop den relevans brugerne mener, indholdet har og hvor opmærksomme brugerne er på det indhold, der lægges op. Instagram er et medie, hvor folk i stor stil søger inspiration, både fra venner, influencers og brands. Herefter kommer YouTube, og i bunden ligger Snapchat. Facebook er sjældent et medie, der bruges til influencer marketing, på trods af, at det er det sociale medie, danskerne bruger mest tid på hver eneste dag.
Jeg vil anbefale, at du går efter en kanal som Instagram, hvis du gerne vil opnå salg med din kampagne, og kanaler som YouTube, hvis du søger at udvide brand awareness. På Instagram er man nemlig som bruger tættere på at kunne konvertere og enten lave et køb, downloade en app eller udfylde en formel, ved noget så simpelt som at “swipe op” i en story, hvor der linkes direkte til din side. Husk derfor altid at kombinere både Instagram posts og Instagram stories i en kampagne med en influencer, så du sørger for, at kanalen udnyttes ordentligt, og du når bredere ud til følgerne.
Sørg for at de influencers, du bruger, kender dit produkt rigtig godt, at de ved, hvordan man bruger det, og hvad de må sige om det. Hvis ikke dine influencers er introduceret ordentligt til dine produkter, hvad de kan, og hvilke “claims” der må nævnes om dem, så kan det ende med at bide dig i halen i sidste ende.
Send derfor produkt-prøver til din influencer i god tid, så han eller hun har mulighed for at prøve produkterne og danne sig et indtryk af dem. Sørg også for at lave et detaljeret brief til den influencer, du samarbejder med, så han eller hun har al den information, der er nødvendigt for at kunne promovere dit brand og dit produkt ordentligt.
Når du indgår et samarbejde med en influencer, som du ikke før har samarbejdet med, er det alfa og omega, at du opbygger et kendskab til dine produkter og noget troværdighed omkring brandet og influencerens brug af dine produkter. Man er nemlig nødt til først at uddanne følgerne, før man smider rabatkoder og tilbud i nakken på dem. De skal lære, hvorfor de skal kende dit brand og bruge dit produkt, og de skal vide, hvad de vil kunne få ud af det. De skal med andre ord overbevises, før de vil overveje at prøve dit produkt. Det er altså en god idé at være lidt smart omkring, hvordan du vil opbygge kampagnen med din influencer, hvordan du vil introducere følgerne til dit brand og dit produkt, for i sidste ende at kunne overtale dem til selv at prøve produktet.
Når kampagnen eller opslagene er live, så sørg for at støtte op om influenceren og vis din tilstedeværelse i kommentarfelterne. Svar på spørgsmål, der er rettet til din virksomhed (både når de er positive, og når de er knap så positive) og giv evt. et like her og der ved gode kommentarer.
Det er vigtigt at pleje det gode forhold til sine influencers, for troværdigheden øges jo mere en influencer bruger og annoncerer for dine produkter, og gentagelse er altid godt, når det kommer til uddannelse af målgruppen. Ofte vil en influencer også performe bedre 2., 3., eller 4. gang, de reklamerer for dit brand, end de gjorde første gang, hvor følgerne endnu ikke kendte til dine produkter. Jo længere du samarbejder med en bestemt influencer, jo mere loyale er de også i forhold til dine produkter, og des større troværdighed har dine budskaber i sidste ende over for målgruppen.
Dette gælder selvfølgelig både for de større, betalte samarbejder, men også når du samarbejder med mikro-influencers. Et godt og professionelt forhold til sine samarbejdspartnere er altid yderst vigtigt, men specielt ved brug af mikro-influencers kan man ofte glemme denne pleje af det gode forhold.
Her er det ikke altid nødvendigt at gennemgå alle de trin og overvejelser, jeg lige har gennemgået, tid er jo penge, men hvis du sender produkter ud til mikro-influencers, er det en rigtig god idé nøje at overvåge, hvordan de perfomer, hvad de lægger op på de sociale medier, om de overholder aftalerne, der er lavet osv. Sørg for at opretholde et godt samarbejde med dine mikro-influencers, hold kontakten kørende med dem, der gør det godt, og bliv ved med at kontakte dem omkring nye samarbejder.
Så kan du nemt og billigt få nogle rigtig gode ambassadører rundt omkring i landet (eller på dine markeder), ambassadører som kender og elsker dine produkter, har prøvet størstedelen af dit sortiment, og som gerne vil deltage i dine andre indsatser og marketingkampagner, hvis bare du spørger.
Hvordan kan du se om en influencer performer og du skal fortsætte samarbejdet?For at finde ud af om din influencer har performet i en kampagne og derfor er værd at samarbejde med igen, så er det vigtigt, specielt når man samarbejder med makro- og mega-influencers, altid at sætte nogle specifikke mål for kampagnen. Skal man have pengene igen i branding og omtale eller i salg? Hvad er acceptabelt, og hvad er rigtig godt?
Sørg for at tracke trafikken fra din kampagne, evt. ved at give din influencer links med inkorporeret tracking (vha. UTM tracking eller link management f.eks. bit.ly) eller rabatkoder, så du kan se den trafik og det salg kampagnen direkte genererer. Og så sæt tid af til at nørde data, så du kan analysere dig frem til, hvad der virker, og hvad man kan gøre bedre næste gang.
Når du efter kampagnen sætter regnestykket op, for at finde ud af om det har kunnet betale sig på salgsfronten, så husk at fratrække alle produkt-, pakke- og forsendelsesomkostninger mm. du har haft i forbindelse med kampagnen. Og så glem ikke at analysere på tal som rækkevidde, engagement og den direkte feedback, du har fået fra målgruppen gennem den valgte influencers kanaler.
Husk på, at en influencer ofte performer bedre, efter personens følgere er blevet godt uddannet og eksponeret for produktet og brandet nogle gange. Folk skal overbevises om at dit brand er noget, de har brug for i deres hverdag. Du vil derfor ikke altid se de gode resultater efter første post, men måske efter 2., 3. eller 4. post. Tålmodighed er altså også en dyd, når det kommer til influencer marketing.
Brug influencer marketing som en del af din ekspansionsstrategi - Sådan kommer du ind på nye markeder gennem influencersInfluencer marketing kan dog ikke kun bruges til at få en bredere rækkevidde og nå nye målgrupper indenfor Danmarks grænser. Hvis man gør det ordentligt, så kan influencer marketing være et super effektivt middel til at ekspandere på tværs af landegrænser, noget danske hårpleje brand HairLust har haft enorm success med - mere om det lige straks.
Hvis du vil benytte dig af influencer marketing som en del af din ekspansionsstrategi, så kan disse råd måske hjælpe dig i processen:
Vær opmærksom på de regler og love, der er gældende på det marked, du skal ind i, både når det kommer til markedsføring gennem influencers, men selvfølgelig også når det handler om dit produkt og din produktkategori. Som eksempel er reglerne for hvad influencers må sige og reklamere for blevet betydeligt skærpede i løbet af 2019, og i Norge er reglerne endnu skrappere end i Danmark. Dette har betydet, at mange norske influencers er ekstra forsigtige og vælger mange brands og produkter fra, da de simpelthen er nervøse for at sige noget, de ikke må.
Det gode eksempel: Hvilken betydning har influencer marketing haft for det danske hårpleje brand HairLust?Influencer marketing har været altafgørende for den danske skønhedsvirksomhed HairLust lige siden begyndelsen i 2017, og nogle af de ambassadører, HairLust har i dag, har været med lige siden den spæde start.
HairLust er et dansk brand dedikeret til at forbedre og bevare naturlig skønhed ved at levere naturlige, men effektive produkter til både indre og ydre hårpleje. De tager aktivt kampen op mod tabubelagte emner som tyndt hår og hårtab, og har gennem influencer marketing gjort disse emner til noget, man ikke længere tier omkring, men i stedet deler i stor stil på de sociale medier. HairLust er specielt kendt for deres velsmagende, men yderst effektive vingummivitaminer til håret, men har efterhånden en bred portefølje af veganske og økologiske hårprodukter.
I starten var influencers en både lønsom og effektiv måde for HairLust at nå ud til målgruppen på. Målgruppen, som hovedsageligt er kvinder, befinder sig i udbredt grad på instagram og tilbage i begyndelsen af 2017 var de ikke så skeptiske overfor influencer marketing, som de er i dag. HairLusts produkter appellerer i høj grad til at blive boostet gennem de sociale medier, med deres fine, pastel-farvede palette, de velsmagende vingummivitaminer og ikke at forglemme, de utrolige resultater, der rapporteres om fra både influencers og almindelige brugere. Derfor fik HairLust hurtigt et fodfæste gennem influencer marketing på Instagram i Danmark, og mange af de influencers, både store og små, som der blev taget kontakt til dengang, har været med hele vejen og er i dag loyale ambassadører og passionerede talsmænd for brandet.
Efter at have udviklet brandet og de første produkter, og positioneret sig gennem influencer marketing på det danske marked, kom tiden så for HairLust til i 2018 at rykke videre ud på nye nordiske markeder, heriblandt Sverige, Norge og Finland. Disse markeder ligner i udbredt grad det danske, men man må aldrig lade sig snyde! Alt fra markedsføringsregler til forbrugeradfærd kan variere enormt. Skepsissen mod udenlandske produkter er f.eks. virkelig at mærke i Norge, hvor forbrugerne ikke er meget for at bruge produkter, der ikke kommer fra norske brands, specielt når det handler om skønhedsprodukter, hud- og hårpleje eller dagligvarer. Her skal målgruppen virkelig uddannes, og dette tager tid, penge og ekstrem tålmodighed. Derudover er Norge generelt et svært marked og reglerne for influencer marketing er skrappe. Til gengæld, når man først bryder igennem, er de norske forbrugere utroligt loyale, og anstrengelserne kan i sidste ende betale sig.
I dag er HairLust i fuld gang med at ekspandere yderligere til nye europæiske markeder, produkterne forbedres hele tiden, og sortimentet udvides. Der er fart på, og influencer marketing har haft en stor finger med i spillet her. HairLust har dog ikke kun benyttet sig af influencer marketing til at bryde igennem til de nye europæiske markeder. Social Paid Ads har også været en stor del af HairLusts strategi, og er det kontinuerligt på alle markeder både til varme og kolde målgrupper, altså folk, som kender til brandet og folk, der aldrig før har hørt om det. Markedsføring på de sociale medier begrænser sig nemlig ikke til influencer marketing eller annoncering på Facebook mm. Det er vigtigt at være til stede på alle de kanaler, hvor målgruppen befinder sig, hvis man skal have en chance for at bryde igennem barrieren og opnå fodfæste på et marked, specielt hvis man er en ny spiller på et nyt marked.
HairLust er dog også et eksempel på, at man som helt nyt brand på markedet kan skyde mere med spredehagl i forhold til hvilke influencers, man samarbejder med, og efterhånden som man får opbygget sig et fodfæste, kan man tillade sig at blive mere kræsen og fokusere mere på hvilke værdier, man gerne vil kommunikere gennem sit brand. Al begyndelse er svær, og efterhånden som brandet udvikles og forbedres, ændrer værdierne sig også og tilgangen til influencer marketing finpudses. Man skal lære af sine fejl og analysere sine samarbejder, så man kan gøre det bedre næste gang.
Uden de tætte relationer til influencers, som HairLust har opbygget gennem et intenst fokus på influencer marketing, ville HairLust ikke være dér, hvor de er i dag.
Kort sagt: Hvordan får man success med influencer marketing?For at samle de mange tråde får du her mine bedste anbefalinger til, hvordan du får succes med influencer marketing:
Jeg håber, denne artikel kunne give dig modet til at springe ud i brugen af influencer marketing, både lokalt og på tværs af landegrænser, og at du nu kan se nogle muligheder, du ikke før har set. Og husk nu, det er okay at lave fejl, når bare du husker at analysere fejlene og sørger for at lære fra dem.
Content creator, PR & marketing manager, HairLust
Jeg er en kreativ tekstnørd med en passion for at kommunikere værdier og bæredygtighed på alle mulige måder, og helst med et farverigt islæt. Hos HairLust får jeg udløb for alt dette og mere til som ansvarlig for alle marketing og PR initiativer på det danske marked, herunder bl.a. content creation, influencer marketing, SEO, linkbuilding, PR, andre online marketing initiativer. Det kommer der selvfølgelig en masse god læring ud af, som jeg vil dele med jer her på Ivækst bloggen. Jeg håber, I vil læse med.