Tags: Arbejdsliv & Tendenser
Står du på kanten til at flyve ud på dit livs første iværksættereventyr, og savner du det sidste skub, den sidste motivation og ja, det sidste reality-check? Så kan jeg kun anbefale dig at læse med her, hvor jeg har samlet de fem råd - der for mig har virket - til succes.
1) Skab ikke din drøm for lånte penge
De fleste drømme udleves bedst, når de understøttes af dine egne hårdt og til tider surt optjente penge. For: What comes easy - goes easy!
Derfor vil jeg i 99% af alle tilfælde anbefale at man som kommende iværksætter selv smøger ærmerne op og kommer i gang med at spare op. Hvis det er svært for dig at spare op så kan jeg allerede her advare dig lidt med, at det vil føles mindst dobbelt så hårdt - på de gode dage - når dit iværksættereventyr starter og hverdagen for alvor sætter ind.
2) Prioriter din drøm
Du har allerede din drøm. Den står 100% klar. Nu er der kun en ting at gøre: Prioritér din drøm - selv når alle dine venner inviterer dig med i byen, til stranden, på skiferie, i biffen osv. Du vil opleve, at du svigter din familie, dine venner og din kæreste. Det er desværre en del af gamet. Græsset er bare grønnest, der hvor det bliver vandet.
3) Kæmp hårdt, også når det gør ondt
Når du er kommet godt i gang med din hverdag som iværksætter, vil du opleve, at nogle perioder er ekstremt krævende. Det er lige præcis her, at det er allermest vigtigt, at du hænger i og ikke kaster håndklædet i ringen. Husk at dine konkurrenter oftest oplever de samme udfordringer som dig. Hvis du vil vinde, så må du være den der kæmper hårdest.
4) Skab det vildeste drømmehold
Hvis du skulle bestige Mount Everest, hvem ville du så tage med?
De første mennesker du tænker på, vil oftest også være en super fed business makker, medarbejder eller kollega. Tænk dig grundigt om inden du ansætter folk til dit drømmehold. De bedste medarbejdere kan være guld værd for din forretning, og de forkerte kan koste dig mange flere ressourcer end du kan forestille dig.
5) TRO på din drøm, HVER DAG!
De fleste iværksættere oplever på et tidspunkt, at de mister troen på sit projekt og sin drøm. Men hvis du vil til tops, så er du nødt til at tro på din drøm, hver eneste dag. Din tro er stærkere end du aner!
Co-founder og talskvinde
Mathilde Mackowski er co-founder og talskvinde for Sinful, der er Skandinaviens største online shop inden for sexlegetøj. Sinful blev bygget på en drøm om at inspirere mennesker til et mere lystfyldt og legende sexliv. Virksomheden har oplevet massiv vækst og modtog Børsens prestigefyldte Gazellepris i både 2015 og 2016.
Mathilde er ekspert i at fortælle “den gode historie” og hun er meget synlig i den danske presse – både inden for iværksætteri, PR og branding, sex og samliv.
Hun har her for nyligt været taler ved FDIHs og Postnords e-handels konferencer i hhv. Aarhus og København og er også med i e-handelsbogen "Onlineevangelisterne", hvor hun bidrager med pointers til PR-strategi.