Tags: Online eksport
Om du skal betale moms, når du køber eller sælger ydelser over landegrænserne, afhænger bl.a. af:
- Hvilken ydelse der er tale om
- Hvor køber er etableret
- Hvor ydelsen bruges
- Om modtager er en virksomhed eller en privatperson
Når du køber ydelser i udlandet, skal du i mange tilfælde selv beregne og betale moms af fakturaværdien. Til gengæld slipper du for at opkræve moms, når du sælger ydelser til udlandet.
Køb og Salg af ydelser
Der er sket ændring af reglerne fra 1. januar 2010.
- Ændring af reglerne om tjenesteydelser, der leveres B2B (business to business)
- Visse ændringer af regler om tjenesteydelser, der leveres B2C (business to Consumers)
B2B Salg af ydelser
Hovedreglen er, at momsen af en tjenesteydelse skal betales i det land, hvor køber er etableret.
De nye regler betyder, at sælgeren skal udstede en faktura uden moms. Ved salg til EU-kunder skal fakturaen indeholde oplysninger om:
- Kundens momsnummer
- Oplysning om reverse charge/omvendt betalingspligt.
Ved salg af ydelser til EU-kunder skal der angives listeoplysninger, og rubrik B for ydelser skal udfyldes.
Ved salg til 3. lande kan ydelsen også sælges uden moms. Salget skal angives i rubrik C. Vær dog opmærksom på at det også kan være nødvendigt at se på, hvor ydelsen faktisk benyttes.
B2B Køb af ydelser
Når du køber ydelser fra andre EU-lande med anvendelse af Reverse Charge reglerne, skal du beregne en erhvervelsesmoms for ydelserne. Momsen kan fradrages efter momslovens almindelige regler. Købet skal angives i rubrik A for køb af ydelser.
Momsfrie virksomheder, som køber ydelser i EU, skal lade sig momsregistrere for at kunne gennemføre handlen.
Bemærk at der er visse undtagelser til hovedreglen når der er tale om:
- Fast ejendom
- Personbefordring
- Kultur, kunst, underholdning, o.l.
- Restaurations- og cateringydelser
- Korttidsudlejning af transportmidler
B2C
Ved salg af ydelser til private, skal momsen betales i det land, sælger er etableret.
Det er nemt at lave fejl, da der er mange undtagelser på dette område. Hvis du stadig er i tvivl om reglerne, bør du kontakte din sædvanlige moms- og afgiftsrådgiver.