Salg af varer til andre EU-lande
Salg til virksomheder
EU omfatter Danmark, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Irland, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Når du sælger varer til en momsregistreret virksomhed i et andet EU-land, kan du sælge varen uden dansk moms, hvis to betingelser er opfyldt:
- Du har fået din udenlandske kundes momsnummer og tjekket, at momsnummeret er gyldigt på www.skat.dk
- Dine varer forsendes eller transporteres rent faktisk til et andet EU-land
Det er vigtigt, at du tjekker disse to ting. Du hæfter nemlig for momsen, hvis det viser sig, at din udenlandske kunde ikke er momsregistreret, eller hvis varerne ikke er forsendt/transporteret til udlandet.
Din udenlandske kundes momsnummer skal fremgå af fakturaen. På fakturaen skal der påføres, at leverancen er momsfritaget f.eks. "Free of VAT". I momsangivelsens rubrik B-varer skriver du, hvor meget du i alt har solgt for til dine EU-kunder i perioden. Du skal også huske at indberette salget på en såkaldt Listeangivelse til SKAT, som sikrer, at dine kunder i udlandet beregner moms i deres eget land. Fra 1. januar 2011 skal listeindberetninger angives elektronisk.
Salg til private
Hvis du sælger varer til en privat kunde i et andet EU-land, skal du opkræve dansk moms ligesom ved salg til en dansk kunde.
Køb af varer i andre EU-lande
Hvis du køber varer fra en momsregistreret leverandør i et andet EU-land, og du har oplyst den udenlandske leverandør dit danske momsnummer (DK + det 8-cifrede SE/CVR-nummer), så er der ikke moms på fakturaen.
Når du bogfører købet, skal du selv beregne en såkaldt dansk erhvervelsesmoms på 25% af fakturaværdien. Det giver dig samtidig lov til at fradrage det samme beløb på din konto for købsmoms, hvis købet vedrører dine momspligtige aktiviteter. Dit momsregnskab går altså i 0.
Sælger du varen videre, skal du opkræve 25% moms af din salgspris.
Betaling af punktafgifter
I nogle tilfælde skal du betale punktafgift af de varer, du køber i andre EU-lande. I afsnittet "Skal min virksomhed betale punktafgifter?" kan du læse, om du eventuelt skal registreres og betale punktafgift.
Virksomheder skal fremover søge momsrefusion via TastSelv Erhverv
Tilbagebetaling af udenlandsk moms
Danske virksomheder, der køber varer og ydelser i udlandet, kan søge den betalte moms refunderet i det land, hvor varerne og ydelserne er købt.
Fra 1. januar 2010 skal ansøgning om momsrefusion til de øvrige EU-lande indgives elektronisk via TastSelv Erhverv. Det betyder, at danske virksomheder og repræsentanter fremover skal være tilmeldt Momsrefusion på TastSelv Erhverv.
Danske virksomheder og repræsentanter kan tilmelde sig "Momsrefusion" i TastSelv Erhverv på www.skat.dk
Anmodningen om tilbagesøgning indgives elektronisk til SKAT i Danmark.
- Anmodningen rettes mod det EU-land, hvor de momsbelagte omkostninger er afholdt
- SKAT i Danmark videresender anmodningen til dette EU-land (tilbagebetalingslandet)
- De enkelte lande har forskellige krav til dokumentation af tilbagesøgningsbeløbet.
- Tilbagebetalingslandet kan kræve dokumentation for ansøgers fradragsret i hjemlandet.
Der skal i ansøgningen angives flere generelle oplysninger om din virksomhed. Ved tilbagesøgningen af momsen kræves der flere specifikke fakturaoplysninger og oplysninger om varens art.
Ansøgningsfristen er den 30. september i kalenderåret efter tilbagebetalingsåret.