Bloggen

Scrum - mere end et buzzword

Man behøver blot at kaste et blik på statens store IT-projekter gennem de sidste 10 år for at se, hvor meget der kan gå galt i et projekt, der har til formål at udvikle et moderne softwareprodukt.

Så hvordan etablerer man fundamentet for et vellykket projektforløb?

Scrum er en relativ ny indgangsvinkel til projektstyring, men den innovative tilgang er hurtig blevet populær i forbindelse med udvikling af software. Scrum er dog efterhånden blevet lidt af et buzzword, og jeg oplever, at mange virksomhedsledere gerne vil være med på den nyeste trend, men at en stor del kun benytter en tredjedel af tilgangen.

Jeg har erfaret, at man godt kan skære hjørner af selve projektrammen og stadig få et brugbart resultat, men spørgsmålet er, om man da får de mest optimale resultater?

 

Gennemsigtighed, kontrol og tilpasning

Navnet Scrum stammer fra sportsgrenen rugby, hvor en gruppe personer med hver deres individuelle kvaliteter kæmper for at nå et fælles mål. Alt efter hvordan spillet udarter sig, ændrer holdet kurs for at nå det bedste resultat.

Hos den innovative udlejningsportal Lokalebasen.dk, hvor jeg arbejder som CEO, arbejder vores stærke interne team af programmører kontinuerligt på at udvikle og optimere vores site. Og jeg er sikker på, at vi får udviklet de bedste softwareprodukter ved at benytte Scrum som projektramme.

Vores Scrum-team består af en Product Owner, fire udviklere og to designere. Alle ved, hvad hver enkelt person på holdet laver, og der er en høj grad af vidensdeling, hvilket gør processerne transparente og lette for alle at sætte sig ind i.

Hjertet i Scrum er et ”Sprint”. Udtrykket dækker over en kort tidsperiode, hvori Scrum-teamet arbejder på at løse de aftalte opgaver. Hos Lokalebasen.dk kører vi Sprint med en varighed på to uger, hvorefter vi evaluerer grundigt. Er der for eksempel opstået nye forhindringer, der gør, at vi er nødt til at afvige fra den oprindelige plan?

Der er andre tilgange til projektstyring, hvor hver enkelt medarbejder sidder med en delopgave uden at vide, hvad de andre involverede har af opgaver i processen. I sådan et projekt er det svært at rette til og ændre undervejs.

Scrum er ikke en maskine, der løser opgaver – det gør de innovative programmører, men tilgangen skaber en særdeles velfungerende ramme til at få løst projektopgaver.

 

Fleksibilitet, evaluering og arbejdsglæde

Scrum er en anderledes og mere fleksibel ramme til projektstyring og udvikling af IT-systemer. Et af grundprincipperne er, at der ikke er en fastlåst strategi eller et kompromisløst system i udviklingsprocessen. Man har i høj grad mulighed for at håndtere uforudsete situationer og tilpasse ændringer undervejs.

Og det er fordelagtigt, når det drejer sig om softwareprojekter, hvor det typisk er svært at projektstyre ud fra en lineær, veltilrettelagt proces. Hvis man fx bygger en bil, kan man i højere grad lægge en fast strategi og en mere udførlig plan, der for eksempel omfatter et budget og en nogenlunde fast tidshorisont.

Planlægning af et udviklingsforløb, der har med IT-systemer at gøre, adskiller sig også fra de fleste andre forretningsområder ved, at kravene til produktet, og hvad det skal kunne, ændrer sig i løbet af projektet.

En af de store fordele, jeg ser ved Scrum, er netop, at det er en feedbackdrevet, empirisk tilgang til projekter, hvor der er stor mulighed for at korrigere undervejs.

Det tager dog tid at komme rigtig ind i Scrum-tankegangen og efter en længere tillæringsperiode hos Lokalebasen.dk, holder udviklingsteamet nu et højt niveau og en kadence, som jeg ikke har set i samme omfang med andre tilgange til projektstyring.

Derudover har jeg observeret en øget arbejdsglæde og en forbedret kommunikation blandt udviklerne. Der sker simpelthen færre fejl, og ved de årlige MUS-samtaler er der en udbredt tilfredshed med måden at arbejde på.

Så i sidste ende kan det muligvis betale sig at gå all-in på Scrum?

 

Fakta om Scrum

Et Scrum-team består som udgangspunkt af en Scrum Master, en Product Owner og et udviklerteam. Masteren er leder af teamet og ansvarlig for, at alt går i den rigtige retning. En Product Owner står for at bryde opgaver ned i mindre dele og definere så præcist som muligt, hvad forretningen ønsker, så det bliver tydeligt for udviklerne. Derefter er det op til udviklergruppen selv at finde ud af, hvordan de vil løse opgaven.

Scrum er kendetegnet ved tre grundstøtter (Pillars): gennemsigtighed (transparency), kontrol (inspection) og tilpasning (adaptation).

Et ”Sprint” er selve kernen i Scrum. Et sprint betegner en tidsramme på højst en måned, hvori Scrum-teamet arbejder på at finde en brugbar løsning på den stillede opgave. Efter hvert sprint evaluerer man og tilpasser projektet. Hver morgen evaluerer teamet yderligere ganske kort, hvordan projektet skrider fremad i en ”Daily Scrum”, der varer højst 15 minutter.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.