Bloggen

Bestyrelse eller direktion?

Hvordan skal dit selskab ledes? Skal der alene være en direktion eller også en bestyrelse? Måske noget helt tredje? I denne artikel kan du læse om, hvad forskellen på ledelsesorganerne er, og hvad du bør overveje, når du skal vælge en ledelsesstruktur i dit selskab, hvis du har et iværksætterselskab eller et anpartsselskab.

Introduktion
Som ejer eller medejer af et iværksætterselskab (IVS) eller et anpartsselskab (ApS) skal du vælge, hvilken ledelsesform du ønsker i selskabet - skal der være både direktion og bestyrelse eller kun direktion? Et aktieselskab (A/S) skal altid have både bestyrelse og direktion og denne artikel har derfor primært relevans for iværksætterselskaber og anpartsselskaber.

Hvad er forskellen på direktion og bestyrelse?
Bestyrelsen, der vælges på en generalforsamling, er ansvarlig for den overordnede og strategiske ledelse af selskabet. Det betyder, at det er bestyrelsen, der udstikker strategien for selskabet, fører tilsyn med direktionen og sikrer, at regnskabsaflæggelsen er korrekt. Direktionens rolle er derimod at være ansvarlig for den daglige drift i selskabet efter instruks fra bestyrelsen.

Hvis der udelukkende er en direktion i selskabet, er direktionen ansvarlig for alle ledelsesopgaver i selskabet, herunder både den overordnede og strategiske ledelse såvel som den daglige ledelse.

Hvad er det rigtige for mit selskab?
Direktionen er som nævnt et krav for alle selskabstyper, hvorfor der ikke er behov for at overveje, om dit selskab skal have en direktion. Det er derimod værd at overveje, om du skal have en bestyrelse i dit selskab eller ej.

En bestyrelse kan give meget værdi til et selskab, hvis der sidder personer, som gennem erfaring og eventuelt netværk kan udgøre en værdifuld ressource for selskabet og bruge deres indsigt til at udstikke en hensigtsmæssig strategi for selskabet. Et bestyrelsesmedlem kan både være en af ejerne eller være en udefrakommende, der ikke deltager i den daglige ledelse.

Hvis en bestyrelse udelukkende består af personer, der deltager i den daglige drift, bør det overvejes, om en sådan bestyrelseskonstruktion giver nogen værdi til selskabet eller alene medfører en øget administration, der ofte vil stjæle tid, der kunne være brugt mere hensigtsmæssigt.

Man skal være opmærksom på, at bestyrelsesmedlemmer har et juridisk ansvar for selskabets økonomiske og finansielle situation, og at de i værste fald kan blive gjort erstatningsansvarlige for deres arbejde i bestyrelsen. Det forekommer derfor også ofte, at udefrakommende bestyrelsesmedlemmer stiller krav om, at der tegnes en bestyrelsesansvarsforsikring.

En bestyrelse vil medføre yderligere omkostninger for selskabet i form af eventuelle honorarer, ansvarsforsikringer og lignende. Et alternativ, der ofte kan give rigtig meget værdi til selskabet, er at oprette et såkaldt advisory board. Et advisory board er en gruppe personer, der rådgiver ledelsen, men som ikke har nogen reelle beføjelser eller magt og dermed heller ikke noget bestyrelsesansvar. Et advisory board kan give samme store værdi som en bestyrelse, men da de ikke har noget magt og ansvar, vil omkostningerne til et advisory board være langt lavere i forhold til både forsikring og lønning – hvis de da overhovedet skal have det.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.