Bloggen

Én markedsføringsfordel ingen andre har

Som ny iværksætter er en af de største udfordringer, at folk overhovedet bliver klar over din eksistens. At dine potentielle kunder og samarbejdspartnere får øje på, hvad du har at tilbyde verden. Du skal i gang med at brande og markedsføre dig selv og din virksomhed, og hvor kan det dog virke uoverskueligt. De fleste af os kæmper mod masser af allerede etablerede virksomheder.

Med fare for at lyde som en slem kliché har du dog en helt unik markedsføringsfordel, som ingen andre ligger inde med: dig selv og din egen historie. Det er fristende at lade sig inspirere lidt for meget af store succesfulde firmaer, men det når du altså ingen vegne med. Tværtimod bør du skabe din egen unikke historie om dig selv og dit firma og lade denne historie gå igen i hele din markedsføring.

Udnyt dine unikke fordele
Derfor bør du fra start af gøre dig klart, hvem du er i forretningssammenhæng. Hvad er specielt ved lige præcis dig, ved dine produkter og ved din virksomhed? Hvad har du, som dine konkurrenter ikke har? Hvor skiller du dig ud? Udnyt alt det unikke, der adskiller dig og dit produkt fra andre.

Jeg kender f.eks. en kvindelig iværksætter på Fyn, som importerer lækre vine fra Chiantiområdet. Hun er Italiener, er vokset op i området og er på fornavn med de lokale vinbønder. Der er ingen tvivl om, at når hun kommer ud til en restauratør i Danmark og præsenterer sine vine med den skønneste italienske accent, emmer det af en ærlighed, som hun ville skulle kæmpe for på en helt anden måde, hvis hun hed Bent og kom fra et stort vinfirma i Odense.

Hun er autentisk, og dermed er kundens vej til at tro på det, hun siger, kortere.

Vis din passion
Indrømmet, ovenstående ligger lige til højrebenet. Men du behøver heldigvis ikke have en eksotisk accent for at skille dig ud. Hvis vi forestiller os, at vinimportøren fra Fyn rent faktisk HED Bent og var pæredansk, var det måske i stedet hans store passion for vin, han skulle slå på. Han skulle måske fortælle historien om, hvordan han opgav det sikre job i banken for at udleve drømmen om at give os danskere mulighed for at købe lige præcis den type vin, vi mangler. Pointen er, at du skal tage udgangspunkt i dig selv og fortælle DIN historie.

Som selvstændige er vi heldigvis ofte drevet af en stor passion for det, vi laver. Du skal benytte enhver chance for at vise din målgruppe den passion. Hvis du er ”Bent”, kan du f.eks. lægge et billede på Facebook hjemme fra privaten, hvor du sidder med fødderne oppe og nyder din fredagsvin. Hvis du er nyåbnet frisør, kan du fortælle om det fantastiske kursus, du lige har været på i London. Hvis du er grafiker, kan du skrive blogindlæg om nye tendenser eller det, som inspirerer dig.

Vis hvem du er, og del ud af det, du brænder for – både på sociale medier og på din hjemmeside. Du virker autentisk, du opbygger relation til din målgruppe, og du skiller dig ud fra dine konkurrenter – et markedsføringsmæssigt Kinder-æg af fordele, som gør din salgsproces både nemmere og kortere.

Del indlægget med venner og kollegaer

Blog ekspert

EKSPERTENS BLOGINDLÆG

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.