Tags: Arbejdsliv & Tendenser
I Danmark ser jeg ofte, at iværksættere er færdige med deres uddannelse, aldrig er startet på en, eller måske endda er droppet ud, før de starter egen virksomhed. Man ser dog også flere og flere studerende, særligt på Copenhagen Business School, der forsøger sig som iværksættere under selve studiet, men det er mit indtryk, at få af disse studerende lykkes.
Dette skyldes muligvis de studerendes ringe evne til at balancere arbejde og studie. Det kan dog lade sig gøre – et af de bedre eksempler er stifteren af tøjmærket Les Deux, Andreas Von Der Heide, som har formået at tage hele sin Jura-grad, alt imens Les Deux er vokset derudaf!
Mit eget lille firma, YoungConsult, drives udelukkende af bachelor- og kandidatstuderende, hvorfor vi konstant må tilpasse os til hinandens studie. Dette giver selvfølgelig et periodevis tungt pres, da vores kunde-opgaver trods alt ikke drosles ned i perioden, men det er en forudsætning, vi må leve med og derfor tilpasse os. Vi har derfor indført nogle værktøjer og principper, så vi lettest kan nå igennem eksamensperioderne uanset arbejdspres.
Med udgangspunkt i dette giver jeg her mine fire bedste tips til, hvordan man bedst kan jonglere mellem arbejde og studie.
1. Kapitaliser og prioriter dit skema
Det er et faktum, at nogle forelæsninger er spild af tid. Måske er det tidspunktet af dagen, underviseren, faget eller noget helt fjerde. Når jeg siger, at du skal kapitalisere dit skema, mener jeg ikke, at du skal droppe hele skoleskemaet – jeg mener blot, at du skal være opmærksom på, hvornår du reelt får noget ud af at være til forelæsning, og særligt hvornår du ikke gør. Vælg med omhu, og spejl dig ikke i dine medstuderende, for ingen af jer er ens.
2. Udvikl en ‘Plan of Action’, og del den med dit team
Når du har fået kapitaliseret dit skema og klargjort, hvad der rent faktisk skaber værdi for dig, er det tid til at lave en Plan of Action. I YoungConsult har vi en fælles eksamenskalender, hvor alle eksamener og de tilhørende forberedelse-uger er planlagt. I kalenderen får perioderne enten et label med “Fleksibel” eller “Blokeret”, så vi alle ved, hvornår man kan tillade sig at trække på hinanden. Planlæg og kommunikér din plan i god tid – så kommer eksamenerne meget nemmere til dig.
3. Work smart, not hard
Den klassiske frase for enhver bruger af “Hack”-begrebet. Læs, hvad der er nødvendigt, og ikke, hvad du bliver bedt om. Det giver ingen mening at slide dig selv, når du ender op med absolut den samme viden, som du kunne have fået af en lettere vej. Kan du lave en aftale om notedeling med studiekammeraterne, ligger der referater på nettet, eller findes der måske endda Youtube-videoer om emnet? Måske gør der! I så fald – udnyt det!
4. Kan du trække på dit arbejde i studiesammenhænge (og omvendt)?
For mange CBS’ere, som også arbejder med iværksætteri, ligger det lige til højrebenet at skrive sine eksamensopgaver om sit startup/det startup, man arbejder i. Ja, dette kan faktisk muligvis lade sig gøre, ligegyldigt hvilken type virksomhed du arbejder i. Har du mulighed for at skrive om din arbejdsplads, har du muligheden for at opnå virkelig unik indsigt virksomheden, som du ikke havde opnået uden den strenge teoretiske og metodemæssige tilgang. Har du ikke eksamen, hvor dette kan lade sig gøre, ligger der, hvis du vender den om, en fin øvelse i at tænke din teoretiske viden ind i det arbejde, du laver. Skal du pitche for en investor eller tage det næste store strategiske skridt? Måske sidder du med en teoretisk viden fra studiet, der kan hjælpe dig.
CEO & Founding Partner, YoungConsult
Patrick Walther Thomsen er CEO og medstifter af juniorkonsulenthuset YoungConsult. Med en særlig ekspertise i employer branding og forbrugeradfærd hjælper YoungConsult virksomheder med at forstå Generation Y ved hjælp af Generation Y. Til dagligt læser han en bachelor i Erhvervsøkonomi og Psykologi på Copenhagen Business School med et særligt fokus på Organisation og Ledelse.
Patrick er desuden næstformand i foreningen Iværksætter Ungdom.