Adskillige faktorer spiller ind, når du vælger at outsource, og nogle kan udgøre en potentiel trussel mod virksomheden, hvis ikke man er opmærksom på de risici, der forbundet med dem.
Derfor kan det være fornuftigt at overveje følgende forhold, før man outsourcer, særligt hvis man vil outsource til udlandet.
Øget konkurrence
Jo flere, der dygtiggør sig på et forretningsområde, jo større konkurrence skabes der. Hvis du outsourcer en del af dit kerneområde, bør du vurdere, om det kan være med til at forøge konkurrencen i din branche, hvilket på sigt vil kunne skade din forretning.
Hvis du f.eks. vælger offshoring (outsourcing til udlandet), kan du være med til at flytte et produktionsområde fra ét land til et andet.
Kinas bilindustri, der i dag er en af verdens førende, er opstået, efter USA gradvist har outsourcet store dele af landets produktion af autodele til Kina, der nu er konkurrencedygtige på det amerikanske marked.
Idetyveri
Tyveri af din forretningside eller dit produkt er en mere alvorlig konsekvens, du risikerer ved at outsource din produktion. Kopivarer, som er dygtigt udført og til forveksling ligner originalerne, er kun et alt for velkendt fænomen, der florerer i de fleste lande verden over.
Bedrageri
Når du lægger din forretning i hænderne på andre produktionsenheder, får de indflydelse på din økonomi. Det kan i værste fald skabe grundlag for bedrageri eller korruption fra partnerens side. Især i udviklingslande har det vist sig at udgøre et reelt problem.
Arbejdsforhold
Hvis du vælger at outsource til udlandet, bør du sætte dig grundigt ind i hvilke juridiske, sundhedsmæssige, økonomiske og sikkerhedsmæssige vilkår, der bliver arbejdet under i den pågældende virksomhed.
Selvom det i første omgang betyder besparelser for dig, kan det være både juridisk risikabelt og direkte skadeligt for din forretning, hvis du involverer dig med outsourcingpartnere, hvis hensyn til menneskerettighederne ikke nødvendigvis er i top.
Politisk modstand
Offshoring betyder nedskæring på arbejdspladser i en virksomheds hjemland. Derfor kan der opstå både politisk og samarbejdsmæssig modstand mod, at din produktion bliver flyttet til udlandet.
Hvis du møder denne modstand, kan outsourcing betyde, at din virksomheds omdømme lider skade, hvilket vil påvirke din konkurrenceevne i dit hjemland.
Sprogfærdigheder
Et problem af mere praktisk karakter, som ligeledes kan skade din forretning, er dårlige sprogfærdigheder ved offshoring af callcenterpraksis.
Hvis din kundekreds er engelsksproget, kan der være besparelser i at outsource din kundeservice eller direct sales-afdeling, men vær opmærksom på sprogfærdighederne hos outsourcingpartnerens medarbejdere. Det kan ødelægge din anseelse hos kunderne, hvis de får en medarbejder i røret, som de ikke er i stand til at kommunikere med.
Undgå faldgruberne
Det vigtigste er at blive opmærksom på risikofaktorerne, så er du allerede bedre rustet til at vælge en outsourcingpartner. Når du har udset dig en potentiel partner, er det essentielt at udføre en due diligence-undersøgelse af virksomheden.
Du kan vurdere følgende:
- Kulturforskelle
- Sprog
- Prisniveau
- Uddannelsesniveau
- Landets politiske system
- Afstand til din virksomheds hovedsæde
Hos outsourcingpartneren kan du vurdere:
- Omdømme
- Kapacitet
- Kompetencer
- Økonomi
- Interesser
- Øvrige samarbejdspartnere
- Standarder
Nå du har set landet og virksomheden efter i sømmene og vurderet resultaterne i forhold til din virksomheds behov og forventninger, har du et godt udgangspunkt for at vurdere, om du kan indgå en aftale.