Hvad kan vi hjælpe med?

Bryd vækstbarriererne - fokuser på det vigtige

Der er forskel på, hvad mindre og større virksomheder oplever som væsentlige barrierer for vækst. For mange mindre virksomheder er egne mål og ambitioner en væsentlig barriere. For de større virksomheder er manglen på kvalificeret arbejdskraft derimod den største udfordring.

Set i et større perspektiv er det bekymrende, at der tilsyneladende er en stor gruppe iværksættere, der på trods af det gode erhvervsklima ikke har mod på at skabe vækst og udvikle deres virksomhed. Dansk erhvervsliv består af et betydeligt antal mindre virksomheder, og der er behov for flere vækstiværksættere, der kan udvikle nye muligheder.

Mange små og mellemstore virksomheder og mange ambitiøse virksomhedsejere og selvstændige ønsker vækst. Når man på den baggrund læser undersøgelsens konklusioner, er der et behov for nye løsninger og for at ændre vanetænkningen. For mange er det måske ikke i sig selv mål og ambitioner, der er barriererne? Det er to opfattelser, som ofte begrænser ambitionerne.

Flere ansatte øger risikoen og giver mere administrativt bøvl

Større lønomkostninger gør virksomheden mere sårbar, ikke mindst hvis der er store udsving i efterspørgslen. Og med flere ansatte følger også flere administrative opgaver. At gå fra at drive egen virksomhed alene til at have blot to-tre medarbejdere kan være tidskrævende. Der er dog andre muligheder.

Udnyt muligheden for samarbejdsaftaler og freelancere

Hvorfor ikke tilknytte medarbejdere på andre vilkår og udnytte, at der er andre selvstændige, konsulenter og freelancere, som søger nye opgaver? Derfor lyder rådet: Knyt flere kompetencer og ressourcer til virksomheden - medarbejdere, der bakker op om din ide, men som ikke mister alt, hvis det går galt.

I stedet for at ansætte f.eks. en dygtig salgschef, hvor lønomkostningen kan belaste, hvis vedkommende ikke får succes, er der mange selvstændige, kompetente sælgere, der på de rigtige vilkår vil være med til at udvikle forretningen.

Tænk over grænserne

Mange internationale virksomheder er startet med at vokse sig store på deres hjemmemarked, inden de har taget skridtet over grænsen. Det kan være en udmærket strategi, men for en del virksomheder er afsætningsmulighederne i Danmark begrænsede. Og på mange områder - både inden for produktion og service - er de geografiske grænser en unødig barriere.

Mange virksomheder har produkter og/eller services, der kunne afsættes på udenlandske markeder. Hvis det fungerer i Sønderborg, kunne det så ikke også virke i Flensborg? Undersøg mulighederne grundigt, og vær opmærksom på, at der er mange måder at sælge på. Det kan være gennem etablering af datterselskab eller måske via forhandlere, samarbejdsaftaler, franchise, kommission eller andet.

En chance eller en risiko?

Desværre overlever en stor del af alle nyetablerede virksomheder ikke de første år. Ovenstående råd giver ingen garantier, men peger på nogle af de muligheder, virksomhederne kan benytte for at sikre vækst og udvikling. Der er ingen vej uden om en vis risiko, men når mulighederne byder sig, gælder det om at gribe chancen.

x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.