Hvis det ikke findes på nettet – findes det ikke. Det slog kommunikationschef Henrik Theil fra FDIH, Foreningen for Distance- og Internethandel, fast, da han mandag talte på IVÆKSTseminar for detailbranchen tidligere på ugen i Ørestaden.
Seminaret: Få din butik på nettet - enkelt og billigtsatte fokus på, hvordan man som detailhandlende kan få en ny, effektiv og fremtidssikker salgskanal på nettet for meget få penge. Og hvordan dette kan ske uden mere administration.
Her følger nogle af hovedpointerne fra Henriks oplæg:
E-handel vokser eksplosivt i Danmark, så danskerne i 2010 købte for over 40 mia. kr. på nettet, og både unge som ældre tjekker priser, varer og butikker via nettet inden de handler. Da danskerne købte på nettet over 63 mio. gange i 2010, så mister man forretninger, hvis man ikke er synlig på nettet.
Processen mod at etablere en e-butik er den samme som enhver ny forretningsmæssig beslutning. Det er en strategisk beslutning, som ledelsen skal bakke helt og fuldt op. Der skal lægges en plan og sættes mål, ligesom de anderledes spilleregler for markedsføring, forbrugerbeskyttelse og informationskrav skal læres – og overholdes. Hele organisationen skal inddrages, fordi man fortsætter som en butik, men nu med to salgskanaler, der skal sikres det bedst mulige forløb. Kunder ser også butikken som et hele, så det er vigtigt at fremtræde ensartet.
Især bør logistik – lager, pakning og forsendelse – have høj opmærksomhed, ligesom man må erkende, at de gamle IT-systemer sikkert passede til den fysiske forretning, men det er sjældent muligt – og oftest meget dyrt – at få gamle IT-systemer til at fungerer sammen med en e-butik.
Heldigvis er kunderne loyale og interesserede, når e-butikker fungerer, kan levere de lovede varer, kontaktoplysningerne på e-butikken er tilgængelige og man åbent fortæller hvem der står bag virksomheden.
Ellers er budskabet ”lyt og lær” – især på sociale medier som Facebook – tænk anderledes, overvej vareudbud og kundegruppens ønsker – og kom så i gang – ”just do it”. Du vil begå fejl, men hvis du ved, hvad du vil, så er det også hurtigt at rette dem – og husk træk på al den hjælp du kan få.