En personligt drevet virksomhed er en virksomhed, som du driver, uden at du har oprettet et selskab (aktie- eller anpartsselskab). Det betyder, at din virksomhed drives inden for rammerne af din private økonomi, dog sådan at du har en klar opdeling af din virksomheds økonomi og din private økonomi.
Det samlede resultat af din virksomhed (indtægter fratrukket udgifter) skal stå i din personlige selvangivelse. Din ægtefælle kan modtage løn som medhjælpende ægtefælle.
Du hæfter personligt for alle forpligtelser i virksomheden, både økonomisk og juridisk. Hvis du sørger for at holde din private økonomi adskilt fra din virksomheds økonomi, kan du vælge at anvende virksomhedsordningen. Fordelen er, at du kan opspare overskud og af dette overskud kun betaler en foreløbig virksomhedsskat på 25%. Først når du vælger at hæve et beløb af det opsparede overskud, betaler du den resterende del af skatten op til din sædvanlige skatteprocent for personlig indkomst.
Krav til regnskabet
Hvis du sørger for at holde din private økonomi adskilt fra din virksomheds økonomi, kan du vælge at anvende virksomhedsordningen. Fordelen er, at du kan opspare overskud og af dette overskud kun betaler en foreløbig virksomhedsskat på 25%. Først når du vælger at hæve et beløb af det opsparede overskud, betaler du den resterende del af skatten op til din sædvanlige skatteprocent for personlig indkomst.
Når du vælger at anvende virksomhedsordningen, har du også mulighed for at udligne dine indkomster over årene, så du ikke i nogle år har en meget høj personlig indkomst og i andre år en meget lav indkomst.
En erhvervsmæssig virksomhed
Det er vigtigt, at du er sikker på, at skattemyndighederne vil anerkende virksomheden som erhvervsmæssig og ikke en hobby. Myndighederne kan kræve, at du fremlægger budgetter eller på anden måde viser, at din virksomhed på sigt vil være rentabel, og at du driver den for at få overskud. Hvis du ikke kan dokumentere det, vil du som udgangspunkt ikke kunne få fradrag for dine udgifter. Får du overskud i en hobby-virksomhed, kan du modregne udgifterne. Dog vil du aldrig kunne få fradrag for et tab. Har du efter fradrag af udgifter fortsat overskud, bliver det beskattet som personlig indkomst.
Bogføring
Det er et krav, at du opbygger bogføringen sådan, at skattemyndighederne kan følge alle posteringer til regnskabet, de skattemæssige opgørelser og selvangivelsen. Køber du f.eks. en printerpatron, kan den posteres i din kassekladde under f.eks. kontorartikler, som igen kan være en post i årsregnskabet.
Hvis du eller skattemyndighederne ændrer et godkendt regnskab pga. nye posteringer, skal regnskabet og kassekladden opdateres med disse nye posteringer. Det skal altså altid være muligt at spore en postering gennem bogføringen.
Følger du ikke kravene, kan myndighederne afvise dit regnskab og din personlige selvangivelse. Sker det, kan det i yderste konsekvens betyde en skønsmæssig forhøjelse af den skattepligtige indkomst.
Krav til årsregnskabet
Du har pligt til at udarbejde et regnskab, der viser alle de økonomiske aktiviteter i dit firma i løbet af året. SKAT skal kunne se, hvordan overskuddet i dit firma er blevet beregnet, og du skal løbende føre regnskab over alle indtægter og udgifter i din virksomhed.
Årsregnskabet skal bestå af en resultatopgørelse, en balance og noter. I resultatopgørelsen viser du virksomhedens indtægter og udgifter og et eventuelt over- eller underskud. Din løn er dit overskud, hvis du har en enkeltmandsvirksomhed, og det er lønnen, du så skal betale skat af.
Balancen viser værdien af det, som virksomheden ejer, og det den skylder væk på det tidspunkt, hvor opgørelsen finder sted. Egenkapitalen er forskellen på det, virksomheden ejer (aktiver) og virksomhedens gæld (passiver).
Når du laver årsregnskabet, skal du skrive en liste over tilgodehavender, gæld, varelager og igangværende arbejde, og du skal redegøre for bevægelser i egenkapitalen og for omfanget af pantsætninger.
Du skal kunne dokumentere dine indtægter og udgifter med bilag, og du skal løbende føre regnskab. Bilagene skal du gemme i fem år.
Virksomhedens årsrapport med årsregnskab skal du sende til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Forskudsregistrering
Når du driver en personligt ejet virksomhed, skal du indbetale B-skat hver måned. Hertil kommer arbejdsmarkedsbidrag.
Loven kræver, at du udarbejder en korrekt forskudsregistrering. Hvis din indkomst viser sig at afvige fra de oplysninger, du har givet skattemyndighederne, har du pligt til at meddele det. Du kan selv rette tallene via TastSelv på SKATs hjemmeside eller per telefon. Hvis du har ret¬telser i sidste kvartal i indkomståret, skal du dog kontakte dine lokale skattemyndigheder per brev eller telefon.
Når du retter, så husk at skrive hele beløbet i rubrikken (altså ikke kun ændringen af beløbet). Beløbet skal være i hele kroner. Ørebeløb rundes af. De tal, du ikke retter, overføres automatisk til den nye forskudsopgørelse. Husk derfor at rette de tal, der skal slettes, til nul.
I nogle tilfælde har du allerede betalt skat af en række beløb, f.eks. indeholdt skat til folk, du har modtaget honorar fra. Husk derfor at opgive det samlede skattebeløb, når du anmoder om at få ændret forskudsregistreringen. Hvis du ikke gør det, kan resultatet blive, at du får en for høj trækprocent. Du vil selvfølgelig få dine penge igen, men først som overskydende skat.
Den nye (rettede) forskudsopgørelse er ikke nødvendigvis udtryk for, at skattemyndighederne har godkendt dine oplysninger. Det sker først, når du modtager årsopgørelsen.
Hvis skattemyndighederne ikke umiddelbart kan godkende dine rettelser, får du et brev om, at du skal indsende yderligere dokumentation.
Frist for indsendelse af selvangivelse
Når din virksomhed er personligt drevet, skal du udfylde den udvidede selvangivelse. Den skal indleveres senest den 1. juli i indkomståret. Udløber fristen på en fredag eller lørdag, er den rettidigt afleveret, når skattemyndighederne har den senest om mandagen med morgenposten.
Hvis skattemyndighederne sender dig en almindelig selvangivelse ("printselvangivelse" med fortrykte tal), som skal afleveres den 1. maj, kan du vælge en udvidet selvangivelse.Det kræver, at du:
- Inden den 1. maj har fortalt skattemyndighederne, at du vil være omfattet af den udvidede selvangivelse
- Er samlevende ægtefælle med en person, der har selvangivelsesfrist den 1. juli
- I indkomståret har fået anparter, der er omfattet af de særlige anpartsregler
Frivillig indbetaling af restskat
Du kan indbetale ubegrænset restskat inden den 31. december i indkomståret. Du skal ikke betale tillæg af beløbet.
Hvis du indbetaler restskat efter indkomstårets udløb, sker det efter følgende regler:
I perioden 1. januar - 1. juli skal du betale et tillæg på 2 %, når de samlede indbetalinger i perioden overstiger 40.000 kr. Det er kun det beløb, der ligger ud over de 40.000 kr., der bliver pålagt tillægget.
Indtil 15. marts kan du indbetale et ubegrænset beløb i restskat. Efter 15. marts kan du maksimalt indbetale 40.000 kr. Betaler du mere, skal du betale et tillæg på 7 % på den del af beløbet, der er ud over 40.000 kr.
Restskat efter 1. juli får et tillæg på 7 %. Normalt skal det samlede beløb betales i tre rater i september, oktober og november.
Årsopgørelsen
Hvis du modtager årsopgørelsen sammen med selvangivelsen, har skattemyndighederne udarbejdet den ud fra tallene på selvangivelsen. Som selvstændig erhvervsdrivende sker det dog sjældent, fordi myndighederne ikke har alle oplysninger om indkomst og fradrag.
Du kan indberette de manglende eller ændrede oplysninger via TastSelv eller den udvidede selvangivelse, som du får med posten. Du skal også indsende virksomhedens regnskab.
Sammen med årsopgørelsen modtager du girokort til frivillig indbetaling af restskat og evt. restbidrag. På årsopgørelsen kan du se, hvor meget din skat er, hvordan myndighederne er nået frem til tallet, og hvor meget du allerede har betalt.
Hvis du har indbetalt frivillig restskat inden den 1. juli på op til 40.000 kr., vil beløbet indgå i årsopgørelsen.
Hvis du har betalt for meget skat, indsættes beløbet på din bankkonto eller udbetales i specielle tilfælde ved en check. Har du betalt for lidt skat, får du et girokort til frivillig indbetaling af beløbet.
Raterne skal indbetales fordelt over de tre måneder, der kommer efter, at du har modtaget årsopgørelsen og girokortene.
Sammen med årsopgørelsen får du også en opgørelse over AM-bidrag og specifikation af ejendomsværdiskat på eventuelle ejerboliger.
Hvis du har overskydende skat og restbidrag eller overskydende bidrag og restskat, modregnes beløbene automatisk.
Ændringer til selvangivelsen
Du kan få ændret skatteansættelsen, selv om du har afleveret din selvangivelse. Det kan ske, hvis du har nye oplysninger, f.eks. et fradrag du har glemt.
Det kan også ske, hvis skattemyndighederne ændrer din indkomst til et højere beløb. Så kan du få ændret af- og nedskrivningsprocenter, så du f.eks. kan afskrive maksimalt på en bygning. Det kræver, at du sender en anmodning til myndighederne.
Når du fortryder et valg
Hvis du i indkomståret har foretaget nogle dispositioner i virksomheden, som du fortryder, kan du under særlige omstændigheder få ændret skatteansættelsen.
Kravet er, at du kan dokumentere, at dispositionerne har utilsigtede skattemæssige virkninger for dig. Samtidig må du ikke på det tidspunkt, hvor du afleverede selvangivelsen, have kunnet forudse konsekvenserne. Endvidere må den disposition, du har foretaget, ikke have haft virkning over for andre.
Et eksempel: Skattemyndighederne mener i modsætning til dig, at en bil placeret inden for virksomhedsordningen udelukkende er brugt privat. Det betyder, at du skal beskattes af værdien af fri bil. Det er økonomisk ikke smart for dig - det kan bedre betale sig at have bilen uden for og så få en eventuel skattefri godtgørelse for erhvervsmæssigt kørte kilometer.
I det tilfælde vil du kunne ændre dit oprindelige valg, så bilen bliver placeret uden for virksomhedsordningen.
Du skal anmode myndighederne om ændringer senest seks måneder efter, at du har modtaget årsopgørelsen. Du kan ikke både anmode om ændringer og klage over årsopgørelsen. Hvis din klage bliver afvist, kan du dog derefter anmode om ændringer.
Hvis du overskrider fristen
Hvis du ikke afleverer selvangivelsen til tiden, får du et tillæg på 200 kr. for hver dag, fristen overskrides, dog højst 5.000 kr. i alt.
Hvis din skattepligtige indkomst ikke overstiger bundfradraget for mellemskatten, er tillægget på 100 kr. pr. dag, dog højst 2.000 kr. i alt.
Sker der siden ændringer i din personlige indkomst, reguleres tillægget tilsvarende.
Hvis du overskrider fristen
Vælger du selskabsformen, betyder det, at du ejer aktier/anparter i et selskab, der driver virksomheden. Det er selskabet, der ejer alle aktiverne i virksomheden, ligesom det er selskabet, der hæfter over for kreditorer og andre samarbejdspartnere.
Din personlige økonomi skal være adskilt fra selskabets økonomi, så du ikke er personligt økonomisk ansvarlig for selskabets aktiviteter. Har du over for en långiver tegnet en selvskyldnerkaution, vil du alligevel kunne hæfte, afhængigt af aftalens ordlyd.
Du kan som direktør eller hovedaktionær/hovedanpartshaver modtage løn fra selskabet. Tilsvarende kan du i forbindelse med godkendelsen af regnskabet på generalforsamlingen modtage udbytte.