- Ophavsretlig beskyttelse forudsætter, at værket er »originalt«, dvs. er resultat af ophavsmandens individuelle, skabende indsats. Hertil kommer, hvad angår brugskunst, »værkshøjdekravet«, dvs. et krav om, at den pågældende genstand adskiller sig fra det tidligere kendte på en vis kvalificeret måde og ikke udelukkende bygger på almindeligt kendte ideer og principper
- Mht. computerprogrammer, databaser og fotografiske værker udelukker direktiverne, som ligger til grund for den danske regulering, udtrykkeligt, at der stilles andre krav end »originalitet«
- Ophavsloven tillægger ophavsmanden en eneret til at udnytte værket kommercielt og værner mod efterligning og uberettiget offentliggørelse af beskyttede værker, jf. OHL § 2. Eneretten omfatter for det første »eksemplarretten«, dvs. retten til at fremstille eksemplarer af værket (reproduktion)
-
Eneretten omfatter endvidere retten til at gøre værket »tilgængeligt for almenheden«. Herunder gælder
- a) at eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden (»spredningsretten«)
- b) at eksemplarer vises offentligt (»visningsretten«)
- c) at værket frem¬føres offentligt (»fremførelsesretten«)
- Den økonomiske eneret varer i ophavsmandens levetid, og indtil der er forløbet 70 år efter hans eller hendes dødsår
- Beskyttelsesperioden beregnes altid i hele år
- Selv om rettighederne kan overdrages helt eller delvist, ser man normalt med megen skepsis på uklare og generelle overdragelsesaftaler af alle økonomiske rettigheder. Navnlig vil formodningen være imod en fuldstændig overdragelse, hvis aftalen ikke sikrer en rimelig honorering for alle de udnyttelsesformer, som måtte blive aktuelle. Dette er også indholdet af den såkaldte »specialitetsgrundsætning«
- Det er derfor af største vigtighed, at man i aftaler om ophavsrettigheder præcist specificerer, hvilke rettigheder overdragelsen omfatter, f.eks. i form af en konkretiseret beskrivelse af den råden, som erhververen skal kunne foretage
- Ophavsretligt beskyttede værker frembringes i dag ofte af ansatte ophavsmænd - journalister, fotografer, industrielle designere, programmører osv.
- Ophavsloven indeholder ingen almindelig regel om retten til værker frembragt i ansættelsesforhold, og spørgsmålet vil meget ofte være reguleret i ansættelsesaftalen
- De ophavsretlige bestemmelser fører til, at (ophavs)retten til værker, der frembringes i ansættelsesforhold, som udgangspunkt tilkommer arbejdstageren, i dennes egenskab af »ophavsmand«. Af retspraksis kan imidlertid udledes, at retten i mangel af nærmere aftale anses for overgået til arbejdsgiveren, i det omfang dette er »nødvendigt« for arbejdsgiverens »sædvanlige virksomhed«
Hvad kan vi hjælpe med?
