I meget modne virksomheder hænder det, at indehaveren vælger at fortsætte driften, selv om overskuddet måske ikke længere står mål med anstrengelserne. Måske fordi virksomheden er lig med livsstil, livskvalitet og personlig identitet.
Men du skal sørge for at få lukket eller solgt, mens du stadig kan dokumentere såvel aktivitet som overskud, når man ser tre år tilbage.
En af grundbetingelserne for at kunne få dagpenge er nemlig, at du kan dokumentere, at du har drevet virksomheden "i væsentligt omfang", dvs. på fuld tid i mindst 52 uger inden for de seneste tre år.
Visse fordele ved at lade sig ansætte
Hvis du som et salgsvilkår i forbindelse med overdragelse af din virksomhed kan aftale med køber, at han ansætter dig i fx tre måneder til sædvanlig månedsløn, så skal dine dagpenge eller din efterløn beregnes på grundlag af lønindtægten fra denne ansættelse, hvis du melder dig ledig efter ansættelsen eller går på efterløn.
Det sparer revisoren for arbejde og dig for honorar. Og i de fleste tilfælde giver det dig maksimumssats. Bruttolønnen skal blot være på mindst 21.650 kr./md (2015).
Hvis du ikke får en sådan ansættelse hos køber, skal dine dagpenge eller efterløn regnes ud efter dit overskud fra virksomheden.
Pas på med at drosle ned for tidligt
Hvis golfbanen, udlandsrejser eller børnebørnene kalder, kan det være fristende at drosle lidt ned de sidste år inden et salg af virksomheden.
MEN! Pas på ikke at køre for længe på nedsat blus. Det kan reducere dine dagpenge og i yderste konsekvens helt forhindre dig i din ret til dagpenge og efterløn. Det hænger sammen med, at du skal have haft mindst 52 ugers fuldtidsarbejde i virksomheden inden for de seneste tre år.
Det er vigtigt at tage a-kassen med på råd så tidligt som muligt. Ring til din a-kasse og få råd, inden du er tvunget til at sælge eller lukke virksomheden.
Ases jurister er altid klar med gode råd om endeligt ophør med selvstændig virksomhed på 7013 7013.