Af Bo Østerlunds, uddrag af bogen: ”Selvstændige – med vilje”

HAN ELSKER MORGENERNE. Elsker turen gennem den morgendovne by fra hjemmet på Nørrebro , når han har kysset kæresten Sarah farvel , og indtil han ankommer til den lille fabrik i Tåstrup ved 07-tiden. Og han elsker at være den første, som møder på jobbet en time før alle de andre. Og hvor han i selskab med sig selv, en kop kaffe og sin computer får lavet tre timers arbejde på én time, inden der begynder at komme folk.

At Johan Bülow er en meget lykkelig iværksætter, er ikke svært at se, når man hører ham fortælle om sit livsværk med energi i stemmen og ser hans glød i øjnene. Og at han også er succesfuld, fortæller de tørre tal. Omsætningen er steget fra en halv million kroner i sommeren 2008 til det mindst 60-dobbelte tre år senere, i 2011.

Johan Bülow (i hvid kittel) samme med to ansatte på lakridsfabrikken

Velkommen til det store danske lakrids-eventyr.

Og så er sandheden, at den ambitiøse og dygtige bornholmer kunne have solgt endnu mere lakrids, hvis han ville. Men det vil han ikke.

"Produktets eksklusivitet betyder alt. Alt! Allerede den første sommer kom der en chokolademand fra Kolding til min og min kærestes lille butik på Bornholm og sagde, at han gerne vil købe 100.000 lakridsstænger. det var dengang vi selv rullede dem mellem hænderne. Og nu er vi stort set blevet ringet op af alle supermarkeder i hele Skandinavien. De vil gerne sælge vores varer, men svaret er stadig nej.

Selvfølgelig er det fristende, for på kort sigt ville vi jo tjene en forfærdelig masse penge, men det harmonerer slet ikke med de tanker, som ligger bag produktet. Den slags gør man ikke efter to-tre år. Det ville udvande hele konceptet og ideen med et eksklusivt lakridsmærke som vores, og er man ikke tro mod sit koncept, kommer man jo aldrig videre. Jeg ville jo gå på kompromis med alt det, jeg har siddet og arbejdet med i fire år, hvis jeg ringede til ICA i Sverige, som ringede for nogle måneder siden og sagde: ’Ok, så kører vi. I tager 25.000 dåser om ugen. Vi har også sagt nej til Irma.

Nej, jeg ville blive dybt ulykkelig, hvis mit projekt døde efter to-tre år, fordi det blev multisolgt alle mulige steder ..."

Så Lakrids by John Bülow vil stadig skulle købes hos de 250 små specialbutikker landet over, som er nøje udvalgt og i øvrigt ligger i hver sin by, så de ikke er placeret for tæt på hinanden. Det er på steder som museerne Louisiana og Arken, Claus Meyers ’Deli’ samt i Magasins ’Mad & Vin’, de spændende og velsmagende lakridsprodukter kan købes. Mere end 300 andre specialhandlere er på venteliste til at kunne forhandle.

Forretningen i Tivoli i København kom til i 2009 midt i virksomhedens engros-ræs, da Skandinavisk Tobakskompagnis cigarrulle-kiosk over for Den Flyvende Kuffert pludselig stod tom.

"Jeg havde været derinde og køre et julemarked i et lille træskur. Vi stod med sorte nissehuer på og solgte skide godt. Så da den mest blærede butik i hele Tivoli stod tom, lagde jeg mig på knæ foran dem, og så gav de mig sgu lov. Vi har en bestyrer og to ansatte, som driver det, huslejen er omsætningsbestemt, og det går fuldstændig fantastisk. De sælger flere varer i Tivoli end de gør i butikken på Bornholm. Og selv om der ligger rigtig mange andre fristelser derinde, er Tivoli jo et utroligt godt udstillingsvindue rent brandingmæssigt", smiler Johan Bülow, som er en god medie-historie, og som derfor også pludselig kunne opleves i et længere indslag i selveste TV2 Nyhederne i primetime en varm sommerdag i 2011.

Indslaget handlede om den unge lakridskonges 11.000 personer store dedikerede Facebook-testpanel, som hjælper med at finde nye produkter til fabrikken.

Uvurderlig og gratis reklame, naturligvis – og blot endnu et bevis på, at storytelling er en livsvigtig ingrediens, når der i vore dage skal sælges produkter.

Og den slags historier er der masser af, når det handler om Johan Bülow. Først og fremmest naturligvis Den grimme Ælling-fortællingen om den unge bornholmer, der sammen med kæresten begyndte at eksperimentere med sin mors største kartoffelgryde på komfuret i Bornholm, inden han i den lokale bank lånte til en otte kilos lakridsgryde.

Fortællingen om, hvordan det hele gik galt og hvordan han i mange omgange var ved at kaste håndklædet i ringen, inden det hele endte lykkeligt, om Johan Bülow som Onkel Joakim tjente sin første 25-øre og så sin drøm vokse.

Men dertil kommer også hele beretningen om lakrids, som jo er en rod. Og tygger man på den rod, så smager den af lakrids.

Og der er historierne om det glutenfri lakrids, om den utraditionelle dåse, om den mobile hjemmeside, hvor man kan skanne dåsen, om den manglende dåse i serien med nummer tre ...

"Storytellingen, som bygges op omkring produktet, underbygger jo hele oplevelsesøkonomien og alle de ting, man arbejder meget med økonomisk i dag. Og det vil også være alle disse historier, som vi kan bruge og genfortælle den dag, vi indtager USA eller andre nye markeder. Vores største hemmelighed er måske i virkeligheden, at vi leverer en totaloplevelse, og at vi den meget konservative slikbranche er lysår foran alle de andre konkurrenter", lyder det fra Johan Bülow, som blev født med en iværksættersutteflaske i munden.

"Min mor Pernille er glaspuster, og hun har flere butikker på Bornholm. Den ene tæt på min egen i Svaneke. Min far Henrik er gammel bankmand og uddannet merkonom. Jeg tror, at de blandede gener fra en meget kreativ mor og en far med begge ben på jorden og styr på tingene har været rigtig gode for mig.

Jeg har altid haft hovedet fyldt med ideer, og jeg har 10 andre lige så spændende og helt anderledes projekter liggende i skrivebordsskuffen. Så den dag, jeg er 40, tror jeg faktisk også at jeg har gang i en hel masse andre ting", siger Johan, som altid har besiddet drømmen om at få sit eget.

Allerede som 15-årig forpagtede han en lille strandkiosk på Hullehavnen i Svaneke, hvorfra han solgte is, sodavand, slik, toast og andre gode sager.

"Jeg betalte 10.000 kroner for forpagtningen. Pengene lånte jeg af min mor, og så fik vi lavet en lille kassekredit, så jeg kunne købe nogle sodavand og is. Og så sad jeg ellers dernede 12 timer hver dag hele sommerferien, og jeg passede meget på og sparede også på strømmen. Det værste var dog, at jeg også sparede forsikringen væk, og så havde vi to indbrud i løbet af sommeren, så jeg tjente ikke en krone. Jeg tror, det var min mor, der skubbede meget på. Jeg havde selv enormt meget lyst, men som 15 årig er det ikke en selv, der sørger for, at man betaler 10.000 i en forpagtning. Så hun skubbede mig i den rigtige retning, hvilket jeg bestemt også vil gøre for mine egne børn en skønne dag.

Og det var da utroligt fedt selv at kunne pege og tage beslutningerne, når Frisko-manden kom ned og spurgte, om han måtte hænge skilte op. Det er jo i virkeligheden det, det hele handler om, og som også driver værket i dag. At jeg selv får lov til selv at vælge som iværksætter, som entreprenør."

Læs mere om Johan Bülow og andre succesfulde selvstændiges historier i ”Selvstændige – med vilje” af Bo Østerlunds.

Bogen kan købes for kr. 199,- på www.dana.dk fra d. 18.11.2011.