Helte er sindsyge

Af Peter Dinesen, Partner Mensch

Du har vidst det, siden du var seks. Siden KonTiki ekspeditionen. Siden Lene Køppen vandt All England. Siden din far skubbede dig ind foran en statue af Alexander den Store. Du er ikke en skid. Du er Middelsvensson.

Og selv om din far med sammenknebne øjne på vej hjem i bussen forsikrede dig, at også du skulle erobre verden, og at alle lige siden, på nær en motorsagkyndig og en studine i Ballerup, har klappet dig på håret og dunket dig i ryggen og sagt, at du var noget helt specielt, så ved du udmærket, at det er røv og nøgler. Du er ikke nogen helt.

Helte er nemlig fortabte. Til at begynde med overladt til sig selv. De er ikke med i nogen hule. De sidder ikke i nogen bestyrelse. De ping-pong'er ikke deres Linkedln-venner. Nu sidder du måske på ryggen af en mahogni-elefant og tænker, at jeg tager fejl, men tænk så over det her: Hvornår har du sidst set en bronzestatue af et udvalg?

Helte er alene. Virksomheder med eventyrlige muligheder er drevet af én person. Og han eller hun er sindssyg. For sådan fremstår helte, inden de er trådt i karakter. Inden byen er befriet og kontrakterne er underskrevet. Helte bryder med normalverdenen. Med dens indbyggere og deres fornuft. Heroiske bedrifter udgår ikke fra et fællesskab. Og hold nu på hat og briller: Heller ikke fra Facebook. Fordi den idé og den vilje, der er udgangspunktet, i første omgang synes åndssvag. Og fordi den sværm af kloge hoveder, der altid patruljere et fællesskab, øjeblikkeligt vil blive enige om, at den er dødfødt. Alle vil være berømte, men ingen vil være alene.

HELTE HAR en mission. Én ting, der fylder deres hoveder og ikke slipper dem, før alt er godt eller alt er for sent. Ikke tre ting. Ikke to ting og et bullet point. Én ting. Én ting, du enten må tilslutte dig eller gå af vejen for. Helte bliver nemlig hurtig utålmodige. Fordi de ligesom Newton ved, at der for hver bevægelse venter dem en tilsvarende modsatrettet. Helte er den smerte, de er i stand til at udholde, og den ensomhed, de tør gennemleve.

Kun én ting har de tilfælles med os hulbrystede. Med studinen fra Ballerup og den motorsagkyndige. De er dem, de er i stand til at fortælle, at de er. Hverken mere eller mindre. Deres identitet, og hermed deres mulighed for succes, er uløseligt forbundet med de historier, de kan få andre til at forstå. Og det er her, akilleshælen blottes. Helte har brug for vidner. Ligesom en profet har brug for en discipel og en golfspiller har brug for en caddie. Der er ingen fremtid i at gå på vandet eller slå hole in one alene.

HELTE HAR brug for nogen til at fortælle deres historie. Til at bygge den op og rense ud. Til at få dem til at fremstå troværdigt. Helte kan med andre ord ikke blive helte alene, men heller ikke blive det sammen med os andre. Det er vanskeligt at blive helt. Til gengæld er det ikke svært at forstå, hvad vi andre skal gøre imens: Lytte til de utilpassede. Synge med de sindssyge. Det er højst sandsynligt en af dem, der skal føre os fremad.

Forfatteren

Navn: Peter Dinesen

Partner i Mensch
Uddannet skuespiller
Manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole
Tidligere DR, TV2, Grey København og Propaganda McCann