Skrevet af: Peter Vilstrup
Udgivet: September 2021
Et rigtig godt sted at starte er med en skarp pressemeddelelse. Bliv inspireret med eksempler på pressemeddelelser som er blevet brugt i sammenhæng med Crowdfundingkampagner.
Der er rift om at komme igennem til de travle journalister og få bragt sin historie i et medie. Derfor skal din pressemeddelelse sidde i skabet, og du skal have gjort dit forarbejde til UG med kryds og slange.
Lad os starte med pressemeddelelsen - den skal være fængende og appetitvækkende. Det er altafgørende, ellers får du ikke interessen fra journalister, medier og befolkningen. Den skal have nyhedsværdi, aktualitet og væsentlighed.
Derudover må den ikke blive for lang - standarden er maks 1 side tekst og husk gode brugbare billeder. Her er hvordan din pressemeddelelse kan bygges op:
Den gode overskrift:
Du må ikke undervurdere vigtigheden af den rette overskrift. Journalisternes indbakke er altid godt proppet med pressemeddelelser og andet materiale, og du vil gerne have din historie til at skille sig ud. Første skridt er den iøjnefaldende overskrift, som giver lyst til at læse videre. Brug derfor den nødvendige tid på at komme frem til overskriften, som gør forskellen.
Den forklarende underrubrik:
Efter overskriften er det en god idé at komme med et par linjers tekst, der udover at være fængende også forklarer, hvad din historie handler om. Derved behøver journalisten ikke at læse hele pressemeddelelsen for at få en forståelse af, hvad det handler om.
Den uddybende brødtekst:
Nu er det så kommet til at skrive selve teksten omkring din historie. Det vigtigste er at gøre det så nemt for journalisten. Jo mere du kan skrive en velformuleret og uddybende brødtekst med passende mængde af citater og henvisninger, jo større sandsynlighed er der for, at journalisten vil tage din historie op.
Den opsummerende afslutning:
Afslutningsvis er den opsummerende afrunding, som samler sammen på historien og eventuelt kan bruges til kort at forklare hvem afsender er - altså hvilken virksomhed du kommer fra.
De nødvendige kontaktoplysninger:
Sidste element er at tilføje de kontaktoplysninger, som gør det muligt at få fat på dig eller andre relevante interessenter i forbindelse med din crowdfundingkampagne.
Først og fremmest så er en historie i pressen med til at skabe troværdighed omkring dig, din virksomhed og din crowdfundingkampagne. Crowdfunding er stadig nyt for mange danskere, så hvis din historie bliver fremhævet i medierne, så minimerer det købsrisikoen hos forbrugerne. De vil stole mere på dig og være mere trygge ved at støtte din sag.
Hvis historien bliver bragt, så vil du have mulighed for at lave en opfølger. Det kan være, hvis kampagnen er ved at være i mål, eller du faktisk kom i mål. På den måde kan du to gange komme ud med dit budskab.
Udover at være den skarpe skribent og skrive en knaldgod pressemeddelelse, så skal du også gøre dit forarbejde. Her skal du kunne bruge medierne som talerør. Dette indebærer, at du laver research på de forskellige medier, som du overvejer at henvende dig til. Vær opmærksom på, hvilke typer af indhold de forskellige medier arbejder med, hvilke typer af historier bringer de? Hvem er deres målgruppe - din pressemeddelelse skal passe overens med dette, ellers kommer du ikke igennem nøglehullet.
Hvis du henvender dig til forskellige medier, kan dette betyde, at du skal skrive forskellige pressemeddelelser, der er tilpasset de enkelte medier. Og her kommer ‘vinklen’ i spil. Byggeklodsen over dem alle i pressemeddelelser er nemlig, hvilken vinkel budskabet har. Heri ligger, hvorfor journalisten skal forfølge din historie.
Når du skal finde den rette vinkel, så tænk ind i trends, der er aktuelle, det kan for eksempel være at din kampagne gør noget godt for lokalområdet, eller har en særlig bæredygtig vinkel, eller dit produkt bare løser et særlig problem for folk.
Timing er også en relevant faktor, for der findes pressede tidspunkter for journalister og medier, hvor det er ekstra svært at bryde igennem muren med sit budskab. Dette kan være ved folketings- eller kommunalvalg eller virale historier og begivenheder. Det er selvfølgelig en udfordring at time ens pressemeddelelse efter, alt hvad der sker i verden, men hav det stadig in mente.
Inden du kontakter en række journalister, så undersøg på forhånd, hvad de forskellige journalister skriver om til dagligt. På den måde spilder du ikke din egen eller journalistens tid, ved at sende pressemeddelelse i den helt forkerte retning.
Her er der tre eksempler på pressemeddelelser, som er blevet sendt ud i forbindelse med projektet ‘Crowdfunding i landdistrikterne’, hvor virksomhederne Årø Vingård, Skovhaver.dk og Ailefo skulle lancere deres crowdfunding-kampagner.
Vinklen var meget på de lokale miljøer, og pressemeddelelserne er lidt ekstra lange, da udover crowdfundingkampagnen skulle præsenteres, så skulle der også fortælles omkring projektet.
Brug disse eksempler til inspiration i forhold til opbygning, sprog og overvejelser omkring vinklen på din egen pressemeddelelse.