Skrevet af: Peter Vilstrup
Udgivet: Juni 2021
Markedet skal være modent før et nyt produkt lanceres, og det mener Beatrice Otoo, at hendes BIMU nu er klar til. Otte år har det været undervejs, men nu skal der luft under vingerne på virksomheden Kuatechs, hvor ambitionerne er skyhøje - nemlig at skabe verdens største teknologivirksomhed, hvis produkter har positiv indvirkning på vores hverdag og samfund.
Iværksætteren hedder Beatrice Otoo, og produktet hedder BIMU, der står for Bike Music, som er en fjernbetjening man kan sætte på cykelstyret. Dette er første skud på stammen af produkter fra Beatrices virksomhed, Kuatechs.
“Jeg opfandt produktet for at afhjælpe, at cyklister bliver distraheret i trafikken, eftersom det bliver mere almindeligt for trafikanter i det hele taget, og cyklister især, at være nødt til at bruge deres telefon til f.eks. at kommunikere”, fortæller Beatrice.
Når man tænder produktet, kan man tilslutte det til sin telefon via Bluetooth, og fra cykelstyret kan man betjene det, som man lytter til f.eks. musik, podcast og lydbog. Foruden at være designet til at sidde på cykelstyret, har produktet også en størrelse, der tillader, at det kan placeres tæt ved hændernes placering, så cyklisten reelt kun behøver at betjene produktet med tommelfingeren. På den måde behøver cyklister aldrig at løfte hænderne væk fra styret.
Der er behov for sådan et produkt, som Beatrice forklarer det: “Særligt på storbyernes trængte veje og cykelstier ser vi, hvordan flere uheld opstår pga. uopmærksomhed fra én eller flere parter. I dag findes der holdere til telefonen, som man kan sætte på cykelstyret, men hvis opmærksomheden er rettet mod dén i stedet for vejen, kunne man så ikke lige så godt hive telefonen op af lommen?”
Med prioritering af faktorerne: sikkerhed og fuld opmærksomhed har Beatrice også med vilje undladt at udvikle BIMU’en med en skærm eller andre opmærksomhedskrævende elementer. Det simple design med knapper skal ikke tage fokus væk fra vejen og omgivelserne.
Beatrice har meget længe haft en vældig opfindertrang, så at hun nu er ved at være klar med et produkt, kommer nok næppe bag på nogen.
“Jeg har altid haft en sund nysgerrighed, og da jeg kom til Danmark fra Ghana omkring seksårsalderen, åbnede der sig en ny verden. Pludselig var teknologiske enheder en del af hverdagen og ikke bare noget, man så hos de få heldige,” fortæller hun og fortsætter; “for mig betød det, at jeg fik en enorm nysgerrighed omkring, hvordan enhederne fungerede, og min mor og jeg griner med mellemrum af, hvordan jeg skilte stort set alle apparater ad for at kigge ind i dem. Dét førte helt naturligt til, at jeg begyndte at opfinde koncepter og produkter, som altid havde samme formål: at gøre hverdagen sjovere eller nemmere.”
Selvom de første opfindelser ofte ikke blev til mere end tegninger i Beatrices kladdehæfter, så voksede lysten til at blive rigtig opfinder. Det var en stor øjenåbner for hende, da Steve Jobs tilbage i 2007 lancerede den første iPhone, for her gik det op for hende, at det var muligt at bringe sine opfindelser ud i virkeligheden.
“Grundlæggende ser jeg nok mere mig selv som en opfinder end iværksætter, hvor forskellen ligger i evnen til at kunne eksekvere og virkeliggøre sine opfindelser. Jeg har altid været opfinder, men iværksætter blev jeg nok først rigtigt, da jeg var teenager, fordi jeg kunne se, at der var et reelt behov for mine opfindelser i markedet”, siger Beatrice.
Allerede for 9 år siden begyndte Beatrice med sit første iværksætterprojekt med et mikro-influcencerbureau.
“Det lykkedes også at få ét tøjbrand med, som jeg personligt var ret oppe og køre over, men ret hurtigt erkendte jeg, at timingen simpelthen var off”, fortæller Beatrice.
Konklusionen var, at tøjbrands ikke kunne se meningen eller gevinsten med at give tøj ud til gengæld for eksponering på sociale medier, på det tidspunkt. Selvom dette i dag kan virke lettere paradoksalt, så lærte Beatrice dog sin vigtigste iværksætter-lektie her: Timing er alt!
“For at sætte det i kontekst opfandt jeg faktisk konceptet bag BIMU for otte år siden, og fik den første prototype udviklet for ca. 6-7 år siden, men dengang var hverken jeg eller markedet modent nok til produktet,” pointerer Beatrice og fortsætter; “Dengang var der ingen, der, på samfundsplan, snakkede om, hvor farligt uopmærksomhed på cyklen kan være, hvor distraherende smartphones kan være for cyklister eller, som det er i dag, at det burde være ulovligt at cykle med mobilen i hånden. Det var der til gengæld for to år siden, da jeg besluttede at genoplive projektet og bringe produktet ud i virkeligheden.”
Otte prototyper, lange nætter og en ordentlig spand penge senere, kan Beatrice endelig lancere BIMU.
Kuatechs er nok i sin spæde start, men det ligger ikke en dæmper på Beatrices forventninger: “Det er næsten ulovligt at sige, men min ambition har fra start været at skabe verdens største teknologivirksomhed, hvis produkter har positiv indvirkning på vores hverdag og samfund.”
BIMU er det første skridt i en lang og spændende rejse om at opfinde koncepter, produkter og services, der kan være med til at berige vores liv. Det er i hvert fald Beatrices målsætning, og det kribler i hendes opfinder-fingre for at komme ud over stepperne.
“Jeg kan næsten blive utålmodig med alle de opfindelser, jeg har udtænkt, men det handler om at holde tungen lige i munden og eksekvere én ting ad gangen. Det er også en utrolig god læring i for mig, da jeg er tvunget til kun at tænke på de næste skridt, selvom jeg har det store overblik i hovedet. Min mission som menneske er at efterlade verden et bedre sted, og den fornemste måde for mig at gøre det, er gennem mine opfindelser og deling af den viden og erfaring, jeg får med på vejen”, fortæller hun.
Drømmen er, at Kuatechs kan blive et samlingspunkt for kreativitet og innovation, hvor mennesker fra forskellige faglige baggrunde kan mødes og udvikle fantastiske ting. Selvom det skal konkurrere med de store teknologivirksomheder, vi kender i dag, håber Beatrice, at det adskiller sig ved at kunne skabe et empatisk miljø med plads til menneskelighed gennem hele forsyningskæden.
Men man skal starte et sted, og her har Beatrice udset sig muligheden for at lave en crowdfunding-kampagne for at få sit cykeltilbehør ud over rampen. Snart vil det være op til crowden at støtte hendes projekt, så hun kan lancere BIMU’en.
“Crowdfunding er en god måde at bevise produktets berettigelse på markedet, synes jeg. Det er en god anledning til at teste, hvorvidt folk tror nok på produktet til at købe det, inden det er sat i produktion. Jeg har selvfølgelig en idé om, at produktet har sin berettigelse, fordi jeg har fået løbende tilkendegivelser og interesse i køb fra min omgangskreds, men det er noget andet at få det bekræftet af folk, der ikke har en direkte tilknytning til mig.” fortæller Beatrice om sin kommende kampagne.
Planen er, at BIMU skal være tilgængelig i fysiske butikker, men Beatrice er klar over, at der er behov for at kunne bevise produktet på markedet før forhandlere vil indkøbe det. Her kan crowdfunding være en god måde at vise påpasselige B2B kunder, at der er reel evidens for efterspørgsel på markedet. Derudover åbner en international crowdfunding-platform op for kunder fra hele verden, som man ellers ville have svært ved at komme ud til.
“Det giver anledning til at finde markeder og kundesegmenter, man ikke selv havde overvejet, og dét er jeg spændt på”, fortæller Beatrice.
Beatrice Otoos første produkt: BIMU
Kampagnen går i luften i juni måned, og udover det økonomiske mål, så har Beatrice også andre ting, som hun håber at kunne opnå ved denne indsats.
“Jeg håber mest af alt, at kampagnen kan skabe et community af folk, der er villige til at teste, agere ambassadører og give løbende feedback omkring BIMU. Når jeg går fra at opfinde et produkt til reelt at føre det ud i virkeligheden, er det ikke længere mit produkt, men hvermandseje. Derfor er det altafgørende for mig, at jeg skaber og videreudvikler noget, der er til gavn for og imødekommer brugernes behov. Derfor har jeg brug for alt det input, jeg kan få. Jeg håber, at jeg formår at skabe en relation til brugerne, hvor de føler sig inddraget i processen og har lyst til at videreudvikle de kommende versioner af BIMU, men også andre produkter, der kommer hen ad vejen”, fortæller den håbefulde iværksætter.
Selvom Danmark er Europas anden mest cyklende nation, er der også mange andre europæiske lande, der cykler meget, og gennem kampagnen håber Beatrice selvfølgelig at gøre BIMU bemærket i de lande også: “Jeg tror oprigtigt på, at BIMU kan være med til at skabe forandring og dialog om cykelkulturen, så derfor synes jeg, at det er afgørende, at produktet kommer ud og hjælper så mange steder som muligt.”
Da Beatrice for et par år siden genoplivede BIMU-projektet, var hendes bank hverken til at hugge eller stikke i. Meldingen var klar, hun kunne hverken få en erhvervskonto eller et lån til at starte processen med skabelsen af prototyper, der skulle munde ud i det endelige produkt. “Derfor var jeg nødsaget til at bruge min opsparing og låne et større beløb af min familie for overhovedet at kunne få producenterne til at starte maskinerne.”
“Jeg føler mig enormt privilegeret over at have det som en mulighed, at kunne låne af min familie, men jeg ville helst have undgået det, men man skal starte et sted”, fortæller Beatrice.
Over de seneste par år har hun investeret flere hundrede tusind i sin virksomhed, hvor størstedelen er selvfinansieret eller finansieret gennem gæld. Det er hendes overbevisning, at denne model ikke passer til alle nystartede iværksættere.
“Jeg synes kun, at man skal kun tage den risiko, man har mave til, og jeg har helt is i maven. Eller som man ville sige på aktiemarkedet, diamond hands. Jeg har fuldstændig tiltro til, at mit produkt og min virksomhed nok skal lykkedes, og de gange, hvor det giver et sug i maven af at tænke på, hvor meget jeg har investeret, husker jeg mig selv på, at man skal bruge penge for at tjene penge. Den bedste måde man kan bruge gæld, er til at skabe velstand gennem investeringer, og min virksomhed er min største og bedste investering.” Lyder det selvsikkert fra Beatrice.
For Beatrices finansieringsrejse er crowdfunding det naturlige næste step. Produktet er i en fase, hvor det skal have sit eget liv og bevise over for Beatrice og potentielle kunder, at det kan skabe pengestrøm den anden vej også. Her er crowdfunding en perfekt metode.
“Jeg hørte første gang om crowdfunding, da de første store platforme, såsom Kickstarter, gik i luften. Dengang var jeg teenager, og forstod nok ikke rigtigt konceptet udover, at jeg som bruger havde en unik mulighed for at købe produkter inden de kom på markedet. Det var en fed tanke at eje noget nyt og smart som en af de første. Siden har jeg fået en mere reel forståelse gennem research i forbindelse med, at jeg undersøgte, hvilke finansieringsmuligheder, jeg skulle gå videre med”, fortæller Beatrice.
Vejen henimod Beatrice crowdfunding-lancering af BIMU har været præget af et gevaldigt research arbejde. Tidligere kampagner, både de succesfulde og de fejlslagne, er blevet set efter i sømmene.
“Jeg har selvfølgelig været interesseret i at undersøge, hvad der fungerer, og hvordan man skaber opmærksomhed omkring sin kampagne. Jeg fandt ret hurtigt frem til forskellige forums på nettet med tips og tricks til, hvordan man giver sin kampagne de bedste forudsætninger for succes”, fortæller Beatrice.
Det er især på forums, at Beatrice har hentet læring og inspiration, det omhandler varigheden af kampagnen, kvalitet af indhold og personificering. Hendes anbefaling til andre er også at søge rundt selv og blive klogere på hele setuppet. Desuden har hun taget fat i dygtige folk fra hendes omgangskreds til at gennemgå kampagnen og give feedback. Meget kan klares af venner og netværk, men nogle ting kræver betalte professionelle kompetencer for at sikre at produktet udtrykker det helt rigtige.
“Endegyldigt har jeg valgt at investere i en professionel videograf til at udvikle kampagnevideoen. Det er selvfølgelig en dyrere løsning end at hive telefonen op af lommen og prøve sig frem selv, men hvis jeg skulle købe et produkt, der ikke havde ramt markedet endnu, ville jeg have mere lyst til at købe, hvis jeg kunne se, at kvaliteten var tænkt ind fra start. Det kan helt klart godt betale sig”, slutter Beatrice af med.