Hvordan opsætter du den gode crowdfundingkampagne?

Skrevet af: Peter Vilstrup
Udgivet: September 2021

 

Opsætning af din kampagne er et af de vigtigste og bærende elementer ved at lave crowdfunding. Det er her al trafikken skal ledes hen, og det er din kanal direkte til alle, som har udvist interesse i din kampagne.

Derfor skal den bare side i skabet.

Helt kort, så består opsætningen af 5 punkter:

  1. Det økonomiske mål
  2. Video
  3. Tekst
  4. Billeder
  5. Rewards

I denne guide vil der blive gennemgået tips og tricks til opsætning af disse.

 

Det økonomiske mål - det skal give mening

Hvor meget skal du skrabe sammen med crowdfunding? Det er et meget individuelt spørgsmål, og svært at sige noget generelt om. Det afhænger jo meget af, hvad pengene skal gå til.

Det du skal tænke over er, at målet skal kunne nås, især hvis platformen har ‘alt-eller-intet-princippet’. Derudover skal du have i mente, at man godt kan blive overfinansieret, så selvom du når målet på 100%, så kan du fortsætte med at indtjene kapital. 

Husk desuden, at platformen skal have deres gebyrer, og at salg af dine rewards med stor sandsynlighed også medfører en række udgifter for dig samt moms. Alt dette skal regnes sammen, for at finde ud af, hvor mange rede penge du kan ende op med til dit projekt.

 

Video - det vigtigste visuelle virkemiddel

På de fleste crowdfunding-platforme er videoen det første man ser, når man går ind på en kampagne. Dette betyder, at det er her langt de fleste starter med at lære om dig, din kampagne og dit produkt.

Derfor giver det også god mening at gøre noget ekstra ud af denne. Husk også på, at det videomateriale, du laver, kan bruges i andre sammenhænge senere hen, og derfor ikke kun hører til crowdfunding.

Videoen skal ikke være en spillefilm - hold den kort og præcis. Det anbefales, at den skal have en længde på 2-3 minutter. Selvom dette ikke lyder af alverden, så kan det faktisk tage længere tid at optage videomateriale til at fylde dette ud. Afsæt derfor god tid i forvejen til at få optaget videoen, klippe og redigere den.

Den behøver ikke være lavet af professionelle. Dette kan nemlig hurtig løbe op i pris, og lige pludselig kan din kampagne blive en underskudsforretning. Crowdfunding handler om ens netværk, så gør brug af dit netværk. Måske kender du en som er ekspert i at optage videoer, eller måske en som er mester i at klippe og klistre film sammen? Ræk ud til folk her. Ellers kan man altid komme langt med en telefon med fint kamera. Bare husk at have god lyd og tydeligt billede.

Vær personlig. Det kan være en verden til forskel, at du som iværksætter, som personen bag idéen/produktet, er med i videoen. Folk vil meget gerne se, hvem de støtter. Så ind foran kameraet og udvis en glad, positiv og god energi - så er du allerede godt på vej mod en fremragende kampagne.

Ikke nok med, at du selv skal medvirke i videoen, så handler det også om at få dit produkt, idé eller service med i videoen. På den måde kan du vise, hvad det er folk støtter op om, og hvad det er de modtager som reward. Det kan sagtens være, at du ikke er nået langt med produktet, men bare det at kunne vise en prototype hermed, hvordan den virker og  hvordan den kan løse et problem, gør det meget nemmere at forholde sig til som seer. 

Der er ikke en forkert måde at lave ‘den gode crowdfundingvideo’ på - du kan få inspiration fra andre, som tidligere har lavet en kampagne, eller du kan kaste dig ud i det, og se hvad det kan blive til, på din helt egen måde.

 

Tekst - det skal være fængende

Efter at folk har set din spændende og oplysende crowdfundingvideo, så kommer de til tekststykket ved din kampagne. Her er det vigtigste at tænke over, at det skal være fængende. Folk har lige været igennem 2-3 minutters video, og derfor er de allerede godt oplyst om dit budskab og produkt. Gå derfor efter at skrive den fængende tekst med nye informationer og så få gentagelser som muligt.

Det kan hurtigt blive en længere smøre at skrive teksten til kampagnen. Derfor skal du huske at gøre brug af overskrifter og afsnit således, at det er behageligt for øjet at læse og dermed kan læseren have et klart og tydeligt overblik over siden. Gør gerne brug af de tekstmæssige værktøjer som din crowdfundingplatform har tilgængelige.

Byg teksten op efter, at det vigtigste kommer først. Dette er med til at fange folk og sikre, at hvis de ikke læser al teksten, så når de at få fat i det mest essentielle. Derfor skal du nok ikke gemme de væsentlige detaljer alt for langt nede, men få dem fremhævet i starten. 

Ligesom med videoen så handler crowdfunding i høj grad om personligt at komme ud til folk. Prøv derfor at lade folk vide, at det er DIG, som står bag kampagnen gennem teksten du skriver. Det kunne eksempelvis være sætninger som: 

“Jeg håber, at du har lyst til at støtte... “

“Vi har brug for dig, til at komme i mål med denne kampagne… “

osv.

Teksten skal ligesom videoen ikke blive for lang. Som udgangspunkt må det heller ikke tage mere end 2-3 minutter at læse den. Det anbefales også at appellere til folk ved at have en ‘vi er sammen om dette’ tankegang. Du har brug for folk til at støtte op om dette, og der er ingen grund til at pakke det væk. Den ærlige og transparente tekst kan du komme langt med.

 

Billeder siger mere end 1000 ord 

Størstedelen af alle crowdfundingplatforme giver dig muligheden for at have billeder på din kampagne. Det kan være billeder med rewards eller billeder i forlængelse med din tekst. Hvis begge elementer er mulige, så rådes du til at gøre brug af dem.

Her kan du give dit produkt mere liv ved at fremvise farverige billeder således, at det ikke er en lang og kedelig tekst. De visuelle virkemidler gør din kampagne mere indbydende at se på, og folk kan nemmere forstå hvad de køber sig ind til, hvis de får et billede af det. 

Husk at gøre brug af billeder i høj opløsning således, at det fremstår professionelt. Ligesom med videoen, vil det være oplagt at vise, hvem der står bag hele projektet via et billede. 

Billeder siger mere end 1.000 ord, og derfor kan billeder ved rewards være et godt hjælpemiddel til at vise indholdet af de forskellige rewards, som du tilbyder. 

 

Rewards - Afgørende for din crowdfunding

Uden rewards, ingen crowdfunding. De er uden tvivl særlige betydningsfulde, når du skal opsætte din kampagne. Derfor kommer nogle af de kneb nedenstående, som du kan gøre brug af. 

Først og fremmest så plejer 8 rewards at være et maks antal at have. Flere end dette, så begynder det at blive overvældende for potentielle støttere at have styr på. Hold det gerne simpelt her - flere af dine støttere har måske aldrig prøvet crowdfunding før, og derfor skal det være let spiseligt for dem. 

Derudover kan du arbejde ud fra en pristrappe, sådan så der er rewards i den lave ende, og derefter bygges der på. Du skal passe på med ikke at have for billige rewards - normalt vil de billigste ligge omkring 100-200 kr. og alt efter, hvad du tilbyder af rewards, så kan prisen stige med de næste rewards. Hvis du tilbyder særligt store B2B rewards, så kan det sagtens være, at du er oppe i flere tusinde kroner for en enkelt reward. Det er sådan nogle man meget gerne vil have afsat, men kræver også ofte mere arbejde.

For at skabe ekstra hype og trafik lige fra starten af, så er der mulighed for at lave en særlig Early Bird reward, som enten er tids- eller mængdebegrænset. Dette kan være med til at få folk hurtigt ind på din kampagne og støtte med det samme, da tilbuddet snart udløber. Derved kan du på kort tid samle et pænt beløb ind. Early Bird rewarden skal dog være et ekstra godt slagtilbud for folk, så det giver mening for dem at købe den med det samme.

Du har også mulighed for at lave rewards efter kampagnen er lanceret. Tit vil man opleve en nede-periode mellem lanceringen og slutningen, hvor der ikke sker så meget på kampagnen. Nyhedsværdien er ved at være sivet ud, og en måde du kan peppe kampagnen op med frisk energi, er ved at lave en ny reward. Det kan være, at du efter de første par uger har fået en fornemmelse for, hvad folk interesserer sig ekstra meget i eller hvad de efterspørger. Kom disse forespørgsler til livs, ved at lave en ny reward, på den måde forbliver din kampagne relevant, og der er nu ny grund til, at folk skal besøge (eller genbesøge) din kampagne.

Du kommer ikke udenom det - at prissætte rewards er ligesom at prissætte produkter normalt. Det skal give økonomisk mening for dig. Inden du bestemmer prisen, så tænk over de udgifter der er forbundet ved dine rewards - både de variable og faste. Der er platformsgebyr og måske også leveringsomkostninger, som skal dækkes. Crowdfunding handler selvfølgelig om at få penge i kassen til et særligt formål. Derfor må det ikke blive en underskudsforretning for dig.

Sidst men ikke mindst, så skal der sættes en leveringsdato for dine rewards. Gennem historien har Crowdfunding verden over fået ry for ikke at levere til tiden, hvilket er et stort irritationsmoment for alle dem, som har støttet. Derfor anbefales det at sætte en realistisk og forsigtig leveringsdato for produkterne. På den måde har man på forhånd forventningsafstemt med mulige støttere om betingelserne ved dine rewards.

Derudover handler det altid om at være i dialog med dine støttere, også efter endt kampagne, så de bliver informeret om, hvad der sker, og hvordan deres penge har hjulpet dig.

 

 

Louise Bech Junge fra CrowdNerds forklarer: Få styr på dine rewards
 

Samarbejdspartnere

samarbejdspartnere
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
x
Få besked i din indbakke om nye
gratis livestreams, kurser og events
for små og mellemstore virksomheder
Tilmeld dig vores nyhedsbrev nu.
Du kan altid framelde dig med et enkelt klik.