Spring over køen til vores gratis kurser. Tilmeld vores nyhedsbrev nu:
Gratis viden, kurser og webinarer inden for online markedsføring og drift af små virksomheder

Hvad kan vi hjælpe med?

TÆNK STORT og glem ydmygheden

Af Henrik Wiese, virksomhedsrådgiver

I 2004 bestod Seidenfaden Design Copenhagen kun af de to ejere og et par freelancere. Man havde netop afsluttet et mangeårigt projekt med Netto. Ordremængden var lille, og noget måtte gøres.

I stedet for at gå i panik satte de sig ned og lod drømmene flyve. De skrev en ønskeliste over 20 store firmaer, som de gerne ville arbejde for. De afdækkede, hvor der var sprækker, der kunne skabe plads til en lilleput som Seidenfaden.

Før de fik set sig om, sad de sammen med Webers nordiske topchef i koncernens hovedkvarter. Da de tog fra mødet, havde de en udfordring med i tasken fra topchefen: "Flyt grænserne for, hvad der kan tilberedes udenfor, og forlæng vores sæson, så vi kan øge udbyttet af vores medarbejderstab, forhandlernet og superbrand".

Designerne blev gjort bekendt med, at alle design skulle godkendes i Webers Executive Committee i hovedkvarteret i Chicago. Det var lidt af et pres, fortæller Troels Seidenfaden: "Weber-Stephen Inc. ejes og drives i dag af grundlæggeren George Stephens 12 børn, hvorfor der er stolte traditioner og mange følelser på spil".

Parterne lagde forsigtigt ud med en knivserie, der hurtigt blev udsolgt og tilmed blev en populær julegaveide. Herfraer der ikke langt til en knivsliber og et skærebræt, og så blev de lavet. Siden fulgte peber- og saltmøller og krydderikværne, som er solgt i op mod ¾ million styk. Nyeste skud på stammen er serveringsbakker og BBQ tangsæt.

Mere end 600 millioner mennesker har adgang til de dansk designede produkter. Ud over at de er blevet populære hos kunderne, er de også blevet hædret med adskillige internationale designpriser.

Seidenfaden Design Copenhagens samarbejde med Weber i norden er blevet bemærket i hovedkvarteret i Chicago, der anser den nordiske region som et slags udviklingslaboratorium.

President og CEO, Jim Stephen, der er søn af grundlæggeren, besøgte for nylig Seidenfadens kontor for ved selvsyn at se, hvad der foregår.

Og som Jonas Sverdrup-Jensen siger: "Da vi bød topchefen for et af verdens stærkeste brands indenfor, kom jeg til at tænke tilbage på vores ønskeseddel, der efterhånden har nogle år på bagen. Alt så meget sort ud dengang, men vi lavede altså den liste, og Weber stod øverst på den. I dag arbejder vi for fem af virksomhederne fra ønskelisten, Bl.a. Stelton, InterSport, Georg Jensen og Zwilling. Selvfølgelig forsøger vi altid at gøre det bedste, vi kan, men vi havde ikke arbejdet for dem, hvis vi ikke havde startet med at skrive dem på ønskelisten. Det gjorde vi kun, fordi vi sløjfede ydmygheden og tænkte stort. Det umulige bliver ofte muligt, hvis man smider hæmningerne og tør tror på sig selv".

Sidst opdateret: 05-06-2011

UDVALGTE KURSER


I ET STOLT SAMARBEJDE MED

Endnu ikke bruger på IVÆKST? Opret dig her