Spring over køen til vores gratis kurser. Tilmeld vores nyhedsbrev nu:
Gratis viden, kurser og webinarer inden for online markedsføring og drift af små virksomheder

Hvad kan vi hjælpe med?

Kundeklausuler

I mange virksomheder udgør medarbejderne og den viden, de ligger inde med, en af de største værdier. Men en medarbejder kan søge andet arbejde og tage sin viden med. En kundeklausul kan begrænse medarbejderens muligheder for at misbruge sin viden.

  • Hvem har brug for en kundeklausul?
  • Hvad er en kundeklausul?
  • Hvad skal klausulen indeholde?
  • Hvilke medarbejdere skal underskrive kundeklausuler?

Hvem har brug for en kundeklausul?

Din virksomhed har måske et kundekartotek, en række gode samarbejdsaftaler med andre virksomheder eller en særlig goodwill. Her kan det være vigtigt, at for eksempel bogholderen, salgschefen og indkøbschefen skriver under på en kundeklausul.

Hvad er en kundeklausul?

Kundeklausulen er en aftale om, at medarbejderen efter sin fratræden ikke må kontakte kunder eller andre forretningsforbindelser, som har været tilknyttet virksomheden det sidste halvandet år før hans opsigelse. Det må hverken ske direkte, ved at han opsøger kunderne, eller indirekte ved at hans nye firma gør det. Klausulen gælder som udgangspunkt kun de kunder eller forbindelser, som medarbejderen personligt har haft kontakt med. Men i øvrigt må han arbejde frit og søge ansættelse inden for samme område som hans tidligere ansættelse. Kundeklausulen er dermed mindre indgribende end en konkurrenceklausul.

Hvad skal klausulen indeholde?

Klausulen skal være skriftlig og indeholde klare beskrivelser af, hvilke kunder og forretningsforbindelser medarbejderen skal afholde sig fra at kontakte efter sin fratræden. Derudover skal den indeholde en aftale om en fratrædelsesgodtgørelse, som medarbejderen skal have som betaling for klausulen. Godtgørelsen skal være på mindst 50 % løn for det tidsrum efter fratrædelsen, som klausulen vedrører.

Hvilke medarbejdere skal underskrive kundeklausuler?

Arbejdsgiveren kan i princippet lave kundeklausuler for alle medarbejdere, der har været ansat i mindst tre måneder. Hvis de har været ansat i mindre end seks måneder, kan klausulen kun gælde i seks måneder efter fratræden. Arbejdsgiveren kan til enhver tid opsige aftalen med en måneds varsel. Sker det en måned før medarbejderen fratræder, skal han ikke honoreres for aftalen, fordi han så ikke bliver bundet af den.

Kundeklausulen gælder også, selvom den ansatte er blevet opsagt af virksomheden uden selv at have givet anledning til det. Retten til kompensation bortfalder, hvis arbejdsgiveren med rette bortviser funktionæren, dvs. hvis vedkommende har misligholdt sin kontrakt.

Sidst opdateret: 05-06-2011

UDVALGTE KURSER

HOLD DIG OPDATERET MED NYT FRA IVÆKST

GÅ ALDRIG MERE GLIP AF DET BEDSTE TIL DIN VIRKSOMHED

I ET STOLT SAMARBEJDE MED

Endnu ikke bruger på IVÆKST? Opret dig her