Er du underforsikret, betyder det, at du risikerer ikke at få fuld erstatning, hvis der sker en skade. Din forsikringssum svarer til det beløb, du maksimalt kan få udbetalt i erstatning. Når der sker en skade, beregnes der, hvad du skal have i erstatning ud fra din forsikringssum. Har du eksempelvis værdier for mere end den forsikringssum, du har valgt, er du underforsikret.
Det kan eksempelvis være, at virksomhedens faktiske værdier er 4 mio. kr., men forsikringssummen kun er 3 mio. kr. En skade på 100.000 kr. vil således kun blive erstattet med 75.000 kr.
Beregningsmodellen ser sådan ud:
(Forsikringssum x Skade) / Faktiske værdier = Erstatning
Det er vigtigt, at virksomhedens forsikringssum altid svarer til de faktiske værdier. Erstatningen tager nemlig altid udgangspunkt i forsikringssummen, så hvis denne er for lav, vil skaden koste virksomheden penge. Princippet er fuldstændig det samme, som du måske kender under privatforsikringer.