Spring over køen til vores gratis kurser. Tilmeld vores nyhedsbrev nu:

Send en mail til hotlinen:

Kom først i køen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle vores gratis aktiviteter direkte i din inbox.

Holdingselskab

Et holdingselskab er et selskab, som sædvanligvis ikke selv producerer noget, men som ejer aktier eller anparter i et eller flere andre selskaber kaldet driftsselskaber.

Holdingselskaber kan være en forretningsmæssig og skattemæssig fordelagtig måde at organisere sig selskabsretligt på - både for nystartede og for velkonsoliderede virksomheder.

Ønsker du at begrænse risikoen ved driften i ét selskab og lave opsparing i et andet selskab, kan du lave en holdingkonstruktion.

Dvs. at du har et moderselskab, der er din pengetank.

Moderselskabet kan skattefrit modtage udbytte fra det datterselskab, der kører driften af virksomheden.

Hvad kan man bruge et holdingselskab til?

Mange virksomhedsejere, der driver virksomhed i selskabsform, vælger en koncernopbygning, hvor det driftsaktive selskab ejes gennem et holdingselskab.

Når man vælger en selskabsstruktur med et eller eventuelt flere holdingselskaber, er det sædvanligvis forretningsmæssigt begrundet - ofte i ønsket om at skabe større fleksibilitet i forretningsudviklingen og risikostyringen.

Man kan begrænse risikoen for tab, når risici og midler holdes adskilt i to eller flere selskaber, eller sørge for at visse forretningsområder eller investe­ringer med forskellige risikoprofiler holdes adskilt.

Ved at etablere et holdingselskab kan mange ejere også forbedre muligheden for f.eks. at tiltrække ekstern kapital, tilknytte ledende medarbejdere, udskille selvstændige virksomhedsgrene eller investere internationalt.

Et holdingselskab kan også være en fordel, hvis man vil etablere strategiske samarbejder eller har planer om fusioner, virksomhedsopkøb, salg af virksomhedsgrene, generationsskifte m.v.

Den forretningsmæssige begrundelse kan også tage afsæt i et ønske om visse omkostningsbesparelser eller i muligheden for at forøge værdien af den samlede virksomhed.

Fordelen ved et holdingselskab kan også være skattemæssigt begrundet, f.eks. i forbindelse med afståelse af det driftsaktive selskab.

En af ulemperne ved at etablere et holdingselskab er, at der hvert år skal udarbejdes årsrapport for holdingselskabet og eventuelt også et koncernregnskab, og at årsrapporten skal revideres og offentliggøres.

Dette kan medføre en række meromkostninger, som man må afveje mod de fordele, man vil kunne opnå.

Overfør udbyttet skattefrit

Hvis et holdingselskab ejer mere end 10 % af aktierne i et driftsselskab, kan udbyttet fra driftsselskabet skattefrit overføres til holdingselskabet.

Det betyder, at du kan isolere og sikre en oparbejdet selskabsformue ved udbyttebetaling i et holdingselskab.

Risikoen for den fortsatte drift, herunder eventuelle erstatningskrav, forbliver nemlig i driftsselskabet.

Driftsselskabets kreditorer vil altså som hovedregel ikke kunne gøre krav gældende i holdingselskabets formue ved en eventuel konkurs.

Andre fordele ved et holdingselskab

Det bliver lettere at sælge

Hvis du løbende overfører udbytte fra et driftsselskab til et holdingselskab, bliver driftsselskabet også lettere omsætteligt.

Den kapital, en interesseret køber skal fremskaffe for at købe driftsselskabet, bliver mindre og derved skulle flere få mulighed for at købe. Flere mulige købere giver som regel sælger en bedre pris.

Fordi provenuet af salget havner i holdingselskabet, beskattes renteindtægter med selskabsskat, der jo er noget lempeligere end personskatten.

Aktionæren vil herefter kunne hæve salgssummen i holdingselskabet udbytte og evt. løn i takt med hans eller hendes personlige behov.

En god ide ved to eller flere ejere

En holdingkonstruktion kan også være en god ide, hvis I er to eller flere ejere af en virksomhed.

Er I uenige om, i hvilket omfang der skal trækkes penge ud af virksomheden, for eksempel fordi jeres behov for udtræk til privatforbrug er forskelligt, kan I løse problemet ved at danne et holdingselskab.

Udbyttet fra et driftsselskab kan gå skattefrit til et holdingselskab, så den af jer, som ikke har behov for udbyttebetaling til privatforbrug, kan lade sit udbytte blive stående i sit holdingselskab.

På den måde bliver kapitalafkastet af udbyttet fortsat beskattet efter den attraktive lave selskabsskat.

Et holdingselskab behøver ikke at blive etableret ved et salg af anparter eller aktier til et selskab. Ofte kan holdingselskabet etableres ved en skattefri aktie- eller anpartsombytning.

Sidst opdateret: 10-01-2018

I ET STOLT SAMARBEJDE MED

Endnu ikke bruger på IVÆKST? Opret dig her