To view this video please enable JavaScript, and consider upgrading to a web browser that supports HTML5 video
To view this video please enable JavaScript, and consider upgrading to a web browser that supports HTML5 video
Dette afsnit af Ugens Dilemma for Iværksættere handler om noget af det vigtigste, du bør have styr på: Din Forretningsplan. For det er vigtigt, at du ikke springer ud i det selvstændige liv, før du har styr på din forretningsplan. Med i udsendelsen er iværksætteren Nina. Hun er iværksætter med stort I. Ligesom så mange andre iværksættere får hun gode idéer. Ulempen er bare, at hun har svært ved at begrænse sig og elementerne i forretningsplanen løber løbsk. Hun arbejder på at blive certificeret coach og mentaltræner. Den faglige viden er på plads, men man kan jo hurtigt som selvstændig komme til at gabe over for meget.
Ugens Dilemma: Jeg får hele tiden nye forretningsidéer. Men skal jeg holde mig til min oprindelige forretningsplan, koncentrere mig om et bestemt område for at finde frem til den helt perfekte målgruppe for mit produkt?
Panelet er denne gang Anders Bannebjerg, Erhvervsrådgiver og Startup advisor hos Danske Bank Growth og Xenia Duffy, Iværksætter & Startup advisor.
Vært: Alex Randrup, Dansk Iværksætter Forening
Iværksætteri kan sommetider føles som at bevæge sig rundt i en jungle af muligheder og virkeligheder. Du har sikkert utallige gange hørt, at du skal lade være med at gruble for meget over tingene og du bør kaste dig på hovedet ud i iværksætteri. Selvom man har lagt de bedste planer, læst stolpe op og ned om iværksætteri og sikret sig efter bedste evne, vil man helt sikkert begå fejl og styrte i en iværksætterfaldgrube undervejs.
Ved at have styr på basic og din forretningsplan sikrer du det fundament, din virksomhed hviler på. Det er her, du beskriver alle forhold omkring din virksomhed, dine kapitalbehov, dine målsætninger, din vision/mission, dine udviklingsplaner, dine og eventuelle partneres/ansattes kompetencer sammen med de kompetencer, som du anser for nødvendige for virksomhedens positive udvikling. Med andre ord det fyrtårn, som din virksomhed styrer efter.
Forretningsplanen hjælper dig med at få et overblik over din virksomhed og gør dine løse ideer mere konkrete. Du vil opdage, at en god forretningsplan gør hverdagen lettere for dig selv. Samtidig hjælper den dig med at formulere din forretningside kort og præcist, når du skal fortælle omverdenen, hvad du arbejder med. Forretningsplanen kan også hjælpe dig med at få øje på muligheder og udfordringer, du ellers ikke ville have set.
Hvis du har brug for finansiering til at starte din virksomhed, er det langt nemmere at overbevise banken eller andre investorer, hvis du har gjort dit forarbejde ordentligt og kommer med en gennemarbejdet forretningsplan.
Hvor omfattende forretningsplanen skal være, afhænger af, hvilken type virksomhed du vil starte. Hvis du kun skal ud og holde foredrag en gang imellem ved siden af dit almindelige job, har du ikke behov for en lige så omfattende plan, som hvis du har planer om at starte en kæde af restauranter, der på to år skal være landsdækkende.
Men selv om du kun er dig selv og ikke har planer om hverken at ansætte medarbejdere eller ekspandere voldsomt, vil du alligevel skulle tænke mange af de samme punkter igennem, og du vil typisk opleve, at en nedskrevet forretningsplan hjælper dig med at strukturere hverdagen og bevare fokus på kernen i din virksomhed.
Forretningsplanen skal ikke være et endeligt dokument. Der skal arbejdes med den og justeres løbende, også når virksomheden er kommet godt i gang.
Der er altid flere egnede løsninger, når du skal udarbejde din forretningsplan. Det er fordi, en forretningsplan skal være nutidig og dynamisk og tage udgangspunkt i din virksomheds aktuelle situation, din forretningside og fremtidige målsætninger samt interne og eksterne forhold.
Der er dog en række fælles retningslinjer og krav til en forretningsplan, som du bør rette dig efter uanset din virksomhed og din situation. Forretningsplanen er et styringsredskab, hvis vigtigste formål er at få sat ord på, hvilke handlinger og tiltag der er nødvendige, og hvordan og hvornår de skal implementeres, for at du kan realisere virksomhedens vision og målsætninger.
Find events og sparring om forretningsplan