IVÆRKSÆTTERHOTLINE
Få den hjælp du søger
Læs mere
Tlf. 7013 0313 (Hverdage 8.00-20.00)
Skriv en mail med dit spørgsmål
Læs mere
Spring over køen til vores gratis kurser. Tilmeld vores nyhedsbrev nu:

Send en mail til hotlinen:

DE 6 KATEGORIER OG 36 KANDIDATER

AFSTEMNINGEN ER LUKKET

VÆKSTEVENTYRER
AskCody
Allan Mørch

www.goaskcody.com

Den aalborgensiske IT-virksomhed AskCody, med Allan Mørch i spidsen, er på få år blevet en global leverandør af intelligent software til primært mødebooking og smart styring af mødelokaler i store organisationer. Deres produkter håndterer mere end én million møder i Europa og USA måneden. På kundelisten i er blandt andre Essity, MTHøjgaard, Nykredit, MIT, forskellige kommuner, samt en række internationale virksomheder. Den 1. januar 2017 havde AskCody ni medarbejdere, og i dag er de nu 22, hvoraf 5 af dem til daglig er på kontoret i Boston, som AskCody åbnede i marts.
I foråret fik AskCody desuden et tocifret millionbeløb af den nystartede danske teknologifond Promentum Equity Partners, og kapitalindsprøjtningen skal især bruges til at accelerere væksten yderligere.


Badmodul
Mads Andreasen

www.badmodul.dk

Badmodul er et revolutionerende firma inden for byggebranchen. Kan man gøre det mere simpelt, overskueligt og en skønnere oplevelse for kunden at bestille et nyt badeværelse? Ja, mener Mads som er stifteren af Badmodul, som også er beviset på, at det kan lade sig gøre. Badmodul tilbyder en totalpakkeløsning, som gør det let og overskueligt at være kunde. De har special uddannet deres personale, så de kan optimere projektet og dermed oplevelsen som kunde. Mads har det seneste år formået at vækste Badmoduls omsætning fra 12.996 mio. kr. til 23.455 mio. kr., de satser mod 40 mio i næste regnskabsår. Desuden har Badmodul udvidet med flere nye medarbejdere i 2017, så de nu er 42 i firmaet.


Winefamly
Thomas Pedersen

www.winefamly.com

I en konventionel branche præget af stor konkurrence og mange interessenter kræver det stort mod at lancere en helt ny forretningsmodel. Det har Thomas Pedersen gjort med Winefamly, som er en vinklub, hvor du bestiller vin og specialiteter til kostpris. Vinen flyder fra vinbonden og direkte til kundens glas uden om grossisten og butikken. Winefamly blev lanceret i december 2016 og har i dag, 10 måneder senere, flere end 7.000 medlemmer og håndterer allerede nu flere end 4.000 bestillinger fra medlemmerne hver måned. Winefamly gør op med denne traditionelle handelskæde, og er en imponerende eksekvering af en god idé.


Tonsser
Simon Hjære og Peter Holm

www.tonsser.com

På kort tid har den sociale fodbold-app, Tonsser, fået et godt tag i unge talenter fra flere de europæiske lande. Tonsser tilbyder en samlet platform, der gør livet lettere for trænerne, hvor team-management bliver tidsbesparende, intuitivt og sjovt. Samtidig er alt samlet ét sted. Det hele startede med Simon, Peter og en hobby. I dag er det et fuldtidsarbejde med over 30 ansatte, investorer og kontor i København. Virksomheden har eksisteret siden 2014, og i dag har Tonsser over 380.000 brugere. Med en ny investering skal Tonsser nu rulles ud i England, og der skal ansættes flere kræfter til kontoret i København. Virksomheden taler om samarbejder med de store navne som Manchester United, Ajax, Chelsea, Fulham og Dortmund, og de har på den måde banet vejen for, hvordan de også fremover vil styrke og samle fodboldens talenter.


TwentyThree
Thomas Madsen-Mygdal og Steffen Fagerström Christensen

www.twentythree.net

TwentyThree har udviklet en markedsføringstjeneste, man kan bruge til at styre afspilningen af videoklip steder som Twitter, Facebook, YouTube og ens egne netsteder. Samtidig kan webinarer holde styr på, hvem der ser hvad, hvornår og hvor længe. På den måde hjælper tjenesten brugerne til at ramme den rigtige målgruppe med sin markedsføring. Thomas og Steffen har bygget virksomheden uden venturekapital, mens de tålmodigt har ventet på, at markedet blev klar til at kommunikere med video i stedet for konventionel tekst. TwentyThree har 30 ansatte fordelt mellem København og San Francisco. I 2015 omsatte virksomheden for 16,9 millioner kroner, mens platformen bruges af mere end 300 kunder verden over. En bedrift, som også har sikret virksomheden Københavns Kommunes Erhvervspris 2017 i kategorien 'innovation'.


Mobile Industrial Robots
Niels Jul Jacobsen og Thomas Visti

www.mobile-industrial-robots.com/

Niels og Thomas er stifterne af robotvirksomheden Mobile Industrial Robots (MiR). En virksomhed, der på få år er blevet den førende producent af kollaborative mobile robotter, som bliver brugt til at lette logistikken i både hospitaler og produktionsvirksomheder verden over. De mobile robotter er meget fleksible og brugervenlige, samtidig med at de har en tilbagebetalingstid på under et år.
Det er ikke kun i Danmark, at Mobile Industrial Robots er populære. En række store internationale virksomheder som Airbus, BMW, Honeywell og Flex har også fået øjnene op for teknologien, og denne interesse kan mærkes på bundlinjen. I 2016 steg omsætningen 500 % i forhold til året før, og i 2017 har virksomheden tredoblet salget år til dato.
Mobile Industrial Robots har taget en stor bid af det heftigt voksende globale marked inden for mobile robotter, og virksomheden er på kun tre år går fra fem til 50 ansatte, og har udover hovedkontoret i Odense åbnet kontorer i New York, Shanghai, Singapore, Barcelona og Dortmund.


STARTUP/CORPORATE COLLAB
HelloSkin // LEO Pharma
Daniel Jensen og Kristian Hart-Hansen

Det tager 10 år at udvikle og få godkendt et medicinsk produkt. Sådan er grundvilkåret og filosofien i lægemiddelindustrien og også hos den over hundrede år gamle fondsejede medicinalvirksomhed LEO Pharma. Et grundvilkår, der er en direkte modsætning til industriens fremadstormende startup-virksomheder. Ledelsen i LEO Pharma valgte at lytte til innovationseksperternes råd om, at en af de bedste måder at skabe grobund for digital kreativitet er at lægge udviklingen lidt væk fra den klassiske forretning. Det blev starten på LEO Innovation​ Lab, der​ fostrer nye koncepter. Missionen er at tænke nyt og give tid, penge og rammer til, at nye iværksætterselskaber kan udvikle sig. En særlig iværksætterraket, der udspringer af LEO Innovation Lab, er virksomheden HelloSkin. På kort tid har virksomheden, der gør hudplejemarkedet nemmere at navigere rundt i for mennesker med kroniske hudsygdomme, opnået bemærkelsesværdige resultater. Alle produkter og ingredienser i produkterne bliver undersøgt for videnskabelig dokumentation i forhold til den enkelte hudlidelse. LEO Innovation Lab og HelloSkin har i samarbejde nået ud over Danmarks grænser og leverer vejledning til tusindvis af mennesker, hvorfor de fortjener dette års særpris.


eTilbudsavis // Posten Norge
Christian Birch, Morten Bo Rønsholdt og Thomas Michalsen

Christian Birch og Morten Bo Rønsholdt er iværksætterne bag tech-virksomheden ShopGun, som i Danmark er bedre
kendt som en af de mest populære apps, nemlig app’en eTilbudsavis med næsten 2 mio. downloads, der bl.a. gør det muligt at læse tilbudsaviser digitalt. ShopGun har formået at etablere et strategisk samarbejde med det, som mange normalt ville se som en ærkerival til ShopGun. Det gælder nemlig postvæsenet Posten Norge, der bl.a. lever af fysiske tilbudsaviser. I dag har ShopGun nu +220.000 downloads i Norge. Fra et usandsynligt udgangspunkt har Morten og Christian formået at skabe et frugtbart samarbejde, hvor postvæsenet får et stærkt, digitalt produkt i form af ShopGun-app’en mens ShopGun får en stærk, lokal salgsstyrke, som har solgt tilbudsaviser i årtier og nu varetager salget. Salgsdirektøren fra Posten Norge, Thomas Michalsen, mener, at kombinationen af ShopGun-app’en og Posten Norges fysiske tilbudsaviser supplerer hinanden rigtigt godt og øger værdien for kunderne, som tæller de skandinaviske detailkæder.


Kubo Robotics // KMD Venture
Tommy Schou Lund Otzen, Daniel Friis Lindegaard og Niklas Marschall

I en verden hvor konkurrencen om kompetencer og effektiv eksekvering skærpes konstant har Kubo Robotics og KMD Venture skabt et samarbejde med et enormt potentiale.
Den fynske robotvirksomhed udvikler læringsrobotter til skoleområdet, som giver børn mulighed for at skabe teknologi, i stedet for at konsumere teknologi, ved at give eleverne en grundforståelse for programmering. Skolesektoren undergår i disse år en rivende udvikling, hvor de digitale læringsmidler spiller en større rolle - en udvikling KMD gerne vil være med til at understøtte. Med en investeringen i Kubo Robotics har KMD understreget deres ambitioner og strategi om at udvikle nye forretningskoncepter, der understøtter elevernes læring. Kubo-robotten skal også spille sammen med KMD’s eksisterende digitale læringsplatform MinUddannelse - et sandt bevis på et samarbejde der går begge veje.


SubHub // Spar Nord
Thomas Laursen, Brian Jørgensen og Ole Madsen

Fristelserne på nettet står i kø, og hvem kender ikke oplevelsen af, at man pludselig abonnerer på 10 tjenester, som man ellers havde glemt alt om. Som konsekvens af den eksplosive vækst i forbruget af abonnementsbaserede tjenester opstod idéen til fintech virksomheden SubHub. SubHub er stiftet af Thomas Laursen og Brian Jørgensen og er en digital løsning, der ved hjælp af kunstig intelligens og maskinlæring, gør det let at finde vej i abonnementsjunglen og som på brugernes vegne kan afmelde uønskede eller glemte abonnementer. I forbindelse med lanceringen af Spar Nords nye strategi, der lægger vægt på digital omstilling, valgte virksomheden at investere et millionbeløb i abonnementsservicen SubHub. Denne investering har gjort det muligt for virksomheden at videreudvikle den revolutionerende chatbot, og på blot tre måneder har Aalborg-virksomheden nu 5.000 brugere. Spar Nord mener, at Subhub har et stort potentiale, fordi den både løser et reelt problem og samtidig er nem at komme i gang med.


Rainmaking // Danske Bank
Martin Bjergegaard og Klavs Hjort

Et strategisk samarbejde mellem Danske Bank og en af Københavns største rugekasser for digitale rebeller, Rainmaking, har gjort det lettere for iværksættere at få succes med deres unge virksomheder. Sammen har de to skabt startup-platformen TheHub.dk, hvor nystartede virksomheder og vækstvirksomheder kan komme i kontakt med talent og investorer samt finde best practice templates på forskellige områder. Portalen fungerer som en pendant til Jobindex, men målrettet digitale opstartsvirksomheder, og med bredere funktionalitet. Med en klippefast tro på, at et samarbejde mellem den lille og den store kan gøre en forskel, har TheHub.dk formået at øge gennemsigtigheden og styrket mulighederne for det vækstlag som Danmark skal leve af i fremtiden.


Washa // Berendsen
Karim Ben M'Barek, Jannick Christensen, Max Børglum Stripp og Torben Gelineck

En af de iværksættere i det danske iværksættermiljø, som særligt har formået at skabe et navn i løbet af få år, er 26-årige adm. direktør Karim Ben M'Barek. Efter at have følt et behov på egen krop, opsnappede Karim hurtigt trenden omkring convenience og hjemmelevering af forskellige services. Dette blev begyndelsen på online vaskeriet Washa, der afhenter og leverer vasketøj til døren, som Karim stiftede i fællesskab med de to barndomsvenner Jannick Christensen og Max Børglum Stripp. Siden begyndelsen har drengene indgået et større samarbejde med tekstil-giganten Berendsen, som over to omgange har investeret et millionbeløb i virksomheden. Den stærke opbakning fra Berendsen, som bl.a. tillader Washa at benytte Berendsens mange vaskerier, har givet Washa mulighed for at udvikle forretningen i en mere digital retning. Ydermere har samarbejdet ført til en eksponentiel vækst på knap 40 ansatte, 40.000 aktive kunder og den månedlige omsætning er steget fra 75.000 DKK til 1,2 mio DKK.


IDEALIST
Better.dk
Rasmus Bæk Larsen

www.better.dk

I en digitaliseret verden hvor udbuddet af service, produkter og ydelser er stort, er Rasmus Bæk Larsen og hans team blevet inspireret til at adressere selve kernen i markedet - nemlig tilliden mellem mennesker. Rasmus står bag platformen Better, som samler virksomheders anbefalinger og vurderinger fra relevante bedømmelsestjenester og viser deres samlede omdømme - ét sted. Better hjælper virksomheder til aktivt at bruge kundefeedback og bedømmelser til at skabe værdi for deres online og offline tilstedeværelse. Med en innovativ tankegang har Rasmus skabt et værktøj, der skaber mere gennemsigtighed og synlighed for både forbrugerne og virksomhederne, når det handler om virksomheders omdømme.
På hjemmesiden kan du lige nu læse mere end 1,3 millioner bedømmelser samt bedømme over 100.000 virksomheder, og der kommer hele tiden flere til.


Wehlers
Henrik Holm og Maria Fryd Wehler

www.wehlers.com

De danske designmøbler af Wehlers gør det, som verden taler om; de har skabt en værdikæde, der kombinerer designmøbler og cirkulær økonomi. Henrik Holm og Maria Wehler har lavet et økosystem, hvor bæredygtighed er tænkt ind i hvert et skridt af møblets liv. Møblerne fremstilles blandt andet af genbrugsmaterialer og tages retur efter brug. Fra design til 'end of life cycle' har Wehlers bygget bro mellem ansvarlighed, kvalitet og design. Med en klippefast tro på, at et ansvar for miljø og bæredygtighed er vejen frem, er Wehlers nu også verdens første B-corporation inden for møbler og er et forbillede for etablerede og fremtidige virksomheder.

 


CERTA Intelligence & Security
Jakob Scharf og Jakob Dreyer

www.certaintelligence.com

Terror, industrispionage, cybercrime og økonomisk kriminalitet. Truslerne mod danske virksomheder er alvorlige og potentielt ødelæggende. Tidl. chef for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, og erhvervsmanden Jakob Dreyer står bag den private efterretnings- og sikkerhedsvirksomhed, CERTA. Virksomheden beskytter dansk erhvervsliv mod sikkerhedsmæssige trusler, så virksomhederne kan drive deres forretning i fred. CERTA, som bygger på metoder, erfaringer samt medarbejdere fra danske efterretningstjenester, har etableret sig i en ny markedsposition mellem traditionelle vagtfirmaer og den nationale sikkerhedsorganisation. Det er CERTAs vision at bidrage til øget sikkerhed og tryghed for virksomheder og deres medarbejdere.


Reflectly
Jacob Harboe Kristensen, Daniel Vestergaard og Jakob Brøgger-Mikkelsen

www.reflectly.io

For de fleste dagbogsskribenter, er dagbogen et frirum til at lufte sine gladeste og mørkeste tanker. Forestil dig, hvis din dagbog begyndte at stille dig spørgsmål der kunne hjælpe med at aflaste tankerne. Reflectly er en mindfulness app, der benytter hvad stifterne kalder ‘intelligent questioning’ til at kategorisere hvad der udgør gode og dårlige dage for deres brugere. På baggrund af dette benytter app’en kunstig intelligens til at komme med et skræddersyet meditationskursus, der kan hjælpe brugeren nu og her.
Med et tårnhøjt ambitionsniveau har stifterne af Reflectly en mission om, at teknologien på længere sigt skal afhjælpe stress, angst og depression der rammer utallige unge. Reflectly har fået en flyvende start med over 50.000 brugere på blot tre måneder. Ambitionen er at nå 200.000 i starten af 2018.


OOG Company
Thomas T Larsen og Rune Dalgaard

www.oogcompany.com

Det er helt almindelig pli at tage sine beskidte sko af, inden man træder ind i et hjem som gæst. Men for kørestolsbrugere er det lidt upraktisk at tage hjulene af. Thomas og Rune har stiftet virksomheden OOG Company, der producerer kørestolshjulrensere under navnet Clean Wheels. Ideen til Clean Wheels opstod under et besøg hos en ven, hvor en anden gæst, der var kørestolsbruger, fik en klud kastet i favnen med det formål at tørre hjulene af, inden han rullede indenfor. Episode satte tankerne i gang hos Thomas og Rune, som hurtigt blev enige om, at kørestolsbrugere skulle have samme mulighed for at tørre ”fødderne” af. Et år senere står iværksætterne nu med et færdigt produkt, der gør hverdagen renere og lettere for kørestolsbrugere. 13 kommuner rundt omkring i landet har vist stor interesse for produktet, og drengene modtager dagligt opkald fra private, der vil have fingrene i de innovative hjulrensere.


The Apple Girl
Hannah Michaud

www.theapplegirl.org

Konventionel læder er en af industriens helt store miljø- og klimaskurke. Løsningen har Hannah Michaud. Hun har udviklet et helt nyt lædermateriale af plantebaserede bionedbrydelige plantefibre. Hannahs læder er nemlig produceret af æblerester. Æblelæderet er 100% nedbrydeligt, kan forarbejdes til at være både blødt og stift, og kan dermed også anvendes hvor man normalt bruger plastik. Det bæredygtige materiale bliver produceret af æblepulp, der ellers ville være endt som skrald. Æbleresterne, som hun bruger, bliver leveret af Meyers, som årligt smider 600 tons ud. Hannah Michaud er et stærkt inspirerende eksempel på, hvad mennesker kan skabe ud fra idealisme og handlekraft. Med sit engagement i virksomheden The Apple Girl er Hannah med til at gøre en milliardindustri bæredygtig uden at gå på kompromis.


UNGE HÅB
Leasingexperten
Kasper Juul

www.leasingexperten.dk

Kasper Juul er 22 år og han har speederen i bund. LeasingExperten blev stiftet i 2016. på trods af at være en splinterny spiller i et veletableret marked præget af store spillere, er det lykkedes Kasper og hans team, at få fodfæste allerede efter første år. Efter en måneds levetid havde virksomheden leaset sine første tolv biler, hvorefter det rullende eventyr tog fart. Den imponerede vækst hos LeasingExperten er blevet til et flot overskud i virksomhedens allerførste leveår med 9 ansatte samt + 200 leasede biler, LeasingExperten er gået fra 15-700 kvm indenfor de første 12 måneder, og første 7 måneder af 2017, har budt på en netto omsætning på over 25.000.000,- DKK. Ved siden af driver Kasper K&P Ejendomme med sin Far, som også er partner i LeasingExperten, hvor de beskæftiger sig med køb og udlejning af ejendomme. Kasper har ydereligere en masse IT-Projekter som han går og arbejder på.


Copus
Carl Kronika, Andreas S. Olesen og Julius Gabel Nørgaard

www.copus.dk

Carl Kronika var kun 14 år, da han besluttede sig for at tage springet og starte sin egen virksomhed. Det viste sig at være en god idé. I dag er han 17 år, og er partner med Andreas Staurby Olesen og Julius Gabel Nørgaard, som han deler kontor med i Odense. Sammen driver de virksomheden Copus, som arbejder med PR og digital kommunikation. En innovativ virksomhed, som konkurrerer med de største, og mest garvede bureauer i Norden. På få år, har de stablet en værdifuld virksomhed på benene, og arbejder nu sammen med store klienter. En af Copus helt store kunder er blandt andet Carlsberg Group, hvor Copus har hjulpet dem med deres mediestrategi i forbindelse med Carlsbergs 170 års jubilæumsfejring. Copus arbejder primært sammen med startups i vækst, heriblandt Soundboks og Tonsser. Trods travlhed i firmaet passer Carl dog stadig lektierne fra Det Blå Gymnasium, hvor han bliver student til sommer. Andreas studerer datalogi i Odense og Julius studerer International Business på CBS i København.


Limelight Music
Qadar Ahmed og Anders Nygaard

www.limelight-music.com

Limelight er musik streaming app’en til opdagelse af up-and-coming artister. Som ny talentfuld musiker er det svært at bryde igennem lydmuren, hvis man ikke har det rigtige netværk til at sprede kendskabet. Limelight’s app udkommer til foråret 2018, og vil gøre det lettere for nye musikere og potentielle fans at finde hinanden. Ved hjælp af en intelligent algoritme bliver de automatisk parret ud fra lytterens musiksmag. Limelight skaber en platform, der sikrer, at de mest talentfulde artister rent faktisk bliver opdaget i den tætpakkede musikjungle.Bag Limelight står det unge team fra IT-Universitetet i København, Qadar Ahmed og Anders Nygaard, der sammen med et dygtigt hold af udviklere (Emil Lauridsen, Aksel Jessen og Kristoffer Kabat) og musikelskere (Freja Becker og Malthe Hartvigsen) startede virksomheden i sommeren 2016. Limelight har på kort tid fået over 200 nye danske artister på platformen og lukket aftaler med centrale spillere i den danske musikbranche - heriblandt KODA. Målet for firmaet er at revolutionere og demokratisere musikbranchen for både forbrugere og musikere.


PERSUEDE Jewellery
Patrick Pankalla

www.persuedestore.com

Den 21-årige kreative iværksætter og smykkedesigner, Patrick Pankalla, har på under et år, skabt et succesfuldt smykkebrand til både mænd og kvinder. Han lancerede virksomheden PERSUEDE Jewellery i november 2016, og har netop slået dørene op til sin første butik på Vesterbro. Selv beskriver Patrick sit smykkedesign som skandinavisk og minimalistisk i udtrykket med rene linjer og overkommelige priser. Alle smykkerne er håndlavede i København, af materialer som er købt af danske leverandører. Patrick er kompromisløs i sin stræben efter at få sine produkter lavet af kvalitetsmaterialer og produceret under gode forhold. Udover at være hundrede procent selvfinansieret, så står Patrick selv for alt lige fra hjemmeside til kampagnebilleder.


Smarthave.dk
Mads Henriksen og Malte Kierkegaard Erichsen

www.smarthave.dk

Smarthave.dk er en indbydende webshop, som fokuserer på at gøre hverdagen nemmere og sjovere, når det kommer til hjemmedyrkning af dine yndlingskrydderurter. De kun 13- og 14-årige drenge, Mads og Malte, står bag firmaet, som sælger produkter fra Click and Glow. Det er en nyskabende urtehaveløsning, som er ideel til det travle hverdagsliv. Den smarte urtehave er din ”personlige gartner”, der automatisk vander dine planter og sikrer at de får nok lys og næring. I en så ung en alder er det imponerede, at Mads og Malte formår at drive og udvikle webshoppen og samtidig passe deres skolegang.


Kforkage.dk
Sara Nersting

www.kforkage.dk

Kategoriens yngste kandidat er den 11-årige Sara Nersting. Som de fleste andre børn på hendes alder, så elsker Sara kage. Sara har til gengæld forvandlet sin passion til sin helt egen virksomhed og webshop - Kforkage.dk. Webshoppen sælger alt, hvad man kan drømme om til at skabe perfekte og finurlige kager, og tilbyder inspiration gennem Saras egne opskrifter. Sara har taget springet fra hobby til forretning med hjælp fra sin mor. Sara er dermed en af Danmarks yngste iværksættere. Den daglige drift og ejerskabet står Saras mor, Mia, derfor for, indtil Sara bliver gammel nok til at måtte arbejde. Sara har dog stor flair for købmandskab, og bruger sine nyhedsbreve til at øge salget i hendes webshop. Hun planlægger ofte indholdet ud fra en sæson eller højtid, og arbejder målrettet med at personliggøre sin kommunikation med kunderne. Hun styrer selv indkøb, blogging og pakning af ordrer – det sidste dog med hjælp fra ansatte.


VOVEHALS
Copenhagen Sparkling Tea Company
Bo Sten Hansen og Jacob Kocemba

www.sparklingtea.co

At vove sig ud på et allerede mættet marked med så høje indgangsbarriere og hård konkurrence kræver en klippefast tro på sig selv, sin idé og ikke mindst et skudsikkert mod. Erhvervsmand, Bo Sten Hansen, og den prisvindende sommelier, Jacob Kochemba, valgte i 2017 at stifte virksomheden Copenhagen Sparkling Tea Company. Den innovative duo har skabt en ny kategori af unikke gourmetdrikkevarer, som kommer i varianter med og uden alkohol. Deres boblende dråber er lavet på økologiske råvarer - rig på vitaminer og antioxidanter. Trods store etablerede spillere i branchen, har Copenhagen Sparkling Tea Company allerede fået deres mousserende te inden for hos michelin-restauranter, luksushoteller og vinbutikker i Danmark, Sverige, Norge og senest i Tyskland.


Dare to Eat
Jessica Rose Buhl-Nielsen, Malena Sigurgeirsdóttir, Maria Green

www.daretoeat.dk

Det er vovet at lancere produkter, som kun få tør spise og gøre op med danskernes forhold til insekter. Jessica, Malena og Maria står bag de grænseoverskridende produkter hos Dare to Eat, hvis mål er at introducere danskerne til spiselige insekter. Insekter er en exceptionel sund og bæredygtig proteinkilde, og er hverdagsspise i lande som Kina, Mexico, Thailand og Japan, hvor du sagtens kan nyde en portion ristede græshopper til din øl eller myreæg på din taco. Spiselige insekter er dog, som bekendt, langt fra et hit på hylderne i Danmark, og det er derfor modigt at forsøge at lokke danskerne til at inkorporere insekter som en naturlig del af deres kost. Udfordringen holder dog ikke stifterne tilbage, som tror på, at den bæredygtige snack vil tage Danmark med storm og ændre synet på, hvad der er spiseligt for at sikre miljøet i fremtiden.


Brandheroes
Thomas Bro & Rasmus Arendt

www.brandheroes.com

Influencer-marketing er et vigtigt parameter i store B2C-virksomheders marketing mix, og der er kamp om influenterne. Den 1. april 2016 startede Thomas Bro og Rasmus Arendt Brandheroes og har i dag 24 ansatte fordelt på deres kontorer i Randers, København, London og New York. Mange fysiske butikkers salg er faldende med konkurrence fra online-shopping, men her er Brandheroes med til at hjælpe virksomheder med at nå deres kunder ved hjælp af lokale brand- og butiksambassadører. Brandheroes har på kort tid etableret sig som et af Europas førende firmaer inden for micro influence marketing og kan præsentere mere end 100 af verdens førende consumer/retail brands på kundelisten - herunder globale samarbejder med blandt andre Bestseller, The Body Shop, Primark, Estée Lauder, Pilgrim og mange flere.

 


Lendme
Frederik Murmann, Peter Wang og Christoffer Nylandsted

www.lendme.dk

Danskerne er et af verdens mest forgældede folkefærd, og alt tyder på at flere og flere unge mennesker gældsætter sig i en meget tidlig alder. Frederik Murmann, Peter Grunnet Wang og Christoffer Nylandsted har efter 10 år i den finansielle sektor, valgt at sige deres job op for at adressere netop denne samfundsmæssige udfordring. Med virksomheden Lendme har drengene kastet sig ind i det finansielle marked med det altoverskyggende mål at gøre op med den manglende gennemsigtighed.
Drengene valgte at sige farvel til det trygge liv med fast indkomst og valgte at gå helhjertet efter deres drøm, da de havde opskriften til hvordan man kunne øge gennemsigtigheden på lånemarkedet.
Lendme har en mission om at hjælpe dansker med at finde det bedste og billigste lån. Lendme ønsker at ændre måden hvorpå danske forbrugere opnår det bedste lån igennem at lade bank-mastodonterne konkurrere om at give det bedste lånetilbud på en åben markedsplads. I dag kan man som dansker kun sammenligne lånetilbud ved selv at ansøge om lån hos hver enkelt bank - en proces som både er er tidskrævende og indviklet. Lendme ønsker at udfordre denne forældede tankegang ved, at man som forbruger kun ansøger en gang på Lendme.dk hvorefter bankerne konkurrerer om at give forbrugerne det bedst tilbud. En proces som både er hurtig, nem og gennemsigtig. Lendme har allerede hjulpet mere end 10.000 dansker og ser frem imod at hjælpe endnu flere.


Archii
Alexander Irschenberger, Christian Schjørring og Søren Munk Hansen

www.archii.ai

Alexander, Christian og Søren har med softwarevirksomheden Archii vovet sig ud i et marked, hvor Silicon Valley-mastodonter som Google, Dropbox og Microsoft regerer. Archii bygger AI-software, der automatisk finder og organiserer virksomheders dokumenter. Det er en plug & play løsning, som ved hjælp af kunstig intelligens fjerner menneskelige fejl fra virksomheders dokumenthåndtering. Det betyder, at virksomheder undgår, at deres medarbejdere spilder vigtig tid og taber viden på gulvet, fordi man ikke kan finde hinandens dokumenter. De er alle tre gået fra velbetalte advokatjobs for at ændre verden. De vil skabe en førende softwarevirksomhed, der skal hjælpe virksomheder på globalt plan med at få styr på deres dokumenter. De skaber det produkt, som endelig vil gøre op med den manuelle måde man i dag gemmer og organiserer dokumenter. En måde som ikke har ændret sig siden 90’erne. Mange mener det er umuligt, men hvor andre ser forhindringer, ser Alexander, Christian og Søren muligheder.


Sp8ces
Niels Meibom

www.sp8ces.dk

Deleøkonomien blomstrer frem i Danmark, og her er Niels Meiboms ide med Sp8ces særlig interessant at holde øje med. Sp8ces er en ny modig deleøkonomisk startup-virksomhed, som transformerer restauranter, der fortrinsvis er åbne om aftenen, til et netværk af inspirerende coworking lokationer om dagen. Sp8ces tager restaurantlokaler, som står tomme uden for åbningstid i dagtimerne og forvandler dem til fleksible og simrende kontor­fællesskaber for freelancere, selvstændige og mindre virksomheder.
Sp8ces vover, når de tager kampen op mod en veletableret branche og forsøger at vende den faste rutine og kultur, som har hersket indtil nu.


MØNSTERBRYDER
GoGetty
Ewelina Reszke

www.gogetty.co

GoGetty er Danmarks første karriere- og diversitetsplatform, der gør diversitet målbart og transparent. Platformen bringer innovative virksomheder, mangfoldige talenter samt D&I solution partnere tættere sammen og hjælper danske virksomheder med at skabe mere vækst. Virkeligheden er, at virksomheder går glip af milliarder på grund af manglende mangfoldighed i de øverste ledelseslag; større diversitet skaber nemlig bedre resultater. Dette er påvist af flere førende konsulenthuse, og det er disse resultater, GoGetty tager udgangspunkt i. Diversitet og gennemsigtighed er nøgleordene bag GoGetty. GoGetty blev lanceret i september 2017, men har hurtig taget fart; platformen får både nye talenter og virksomheder om bord hver eneste dag. Kvinden bag projektet er Ewelina Reszke, som til dagligt er Director of Sales & Business Development hos ConWX. Det betyder, at GoGetty alene er konceptualiseret, designet og udviklet i Ewelina Reszkes fritid, og kapitalen er fundet i hendes egen, private opsparing.


Nohrlund Cocktails
Anders Houmann

www.nohrlund.dk

Det kræver en stærk vilje og en unægtelig iværksætterdrøm, at kaste sig ud på dybt vand, når man netop har afsluttet sine studier på Copenhagen Business School, og taget hul på en lovende karriere. Anders er ordblind og han sled sig igennem sine finansielle studier. Efter fem år stod han med eksamensbeviset – en billet til et liv med minimal risiko og udsigt til en karriere inden for investment banking. Anders skiftede sin lønseddel, og liv i indre København, ud med en tilværelse i et industrikøkken i Horsens. Her tilbragte han, sammen med co-founder Søren Aamand, alle døgnets vågne timer med at eksperimentere med opskrifter og røre i store gryder, for at forfølge deres drøm om at lave verdens bedste pre-mixed cocktail. Nohrlund har eksisteret i 3 år, og er netop flyttet ud af kælderlokalet på Østerbro, for at slå dørene op til Nordens første cocktailfabrik. Nohrlund producerer i dag globalt prisbelønnede økologiske cocktails, og har etableret et univers af cocktailoplevelser i verdensklasse. Teamet tæller i dag 6 medarbejdere og 1500 Kvm produktionslokale, der kan levere 1700 cocktails i timen og lige nu er de ved at gøre klar til eksport.


Drops by Samira
Samira Lahlali Petersen

www.dropsbysamira.com

Samira Lahlali er en inspirerende ildsjæl, som har vist, at trods hårde odds og forventninger, er intet umuligt. Samira kom til Danmark i en alder af fem år, hvor hun primært voksede op hos en dansk plejefamilie, som lærte hende at værdsætte hjemmelavet mad og kærligheden til ingredienser. For blot fire år siden valgte Samira at opsige sit faste job som sygeplejerske, og i dag driver hun den nytænkende bolsjeforretning, Drops by Samira - en moderne genopfindelse af det klassiske bolsje. Samiras univers af eksklusive drops stod for første gang klar i september 2016, og siden har eventyret taget fart.


artOmonde
Mette Søeberg

www.artomonde.com

Mette Søeberg er mor til to og har, på trods af mange muligheder for en sikker karriere med høj løn og pension inden for IT-projektledelse, valgt at springe ud som iværksætter og starte sin egen virksomhed. Med kunst-appen artOmonde har Mette formået at bringe nyt liv ind i den til tider støvede galleri-branche og ændre den måde, vi opsøger kunst på. artOmonde er en gratis app, der inviterer dig ind i de små gallerier og hjælper dig med at finde dit næste kunstværk. Ved hjælp af appen kan du opdage nye kunstnere, se hvilke kunstnere der er i nærheden af dig og afprøve dine favoritværker på dine egne vægge.Mette har i mange år tænkt ‘hvorfor?’ i sit arbejde - hvorfor gør vi dette, og hvem vil dette gavne. Ved stiftelsen af artOmonde fik Mette endelig sit ‘derfor’.


Familie Testamente
Emma Novak Christensen

www.familietestamente.dk

26-årige Emma Novak Christensen er jurastuderende og mor til to. Men det er ikke alt, Emma er også stifter og direktør af virksomheden Familie Testamente, der i løbet af sit første leveår har taget markedet med storm. Emma havde ikke engang været registreret i mere end en halv time før hun stod med sin første kunde. En måned senere havde hun udarbejdet testamenter til 128 kunder og på blot et år har virksomheden nu udarbejdet 3.000 testamenter, fået en medarbejderstab på 25 mennesker og løftet den månedlige omsætning fra 20.000 kr. til 900.000 kr. På trods af et marked præget af store spillere har Emma formået at gøre det uoverskuelige testamente mere overskueligt og skræddersyet det til den enkelte kunde på under 24 timer.


Comeback Cleaning
Ferhat Turan

www.comebackcleaning.dk

Han gik fra at være kriminel til at være direktør i egen virksomhed. Historien om Ferhat Turan er historien om en ung mand, der har kæmpet sig ud af en hård tilværelse og gjort sit comeback i livet. Ferhat har trodset sine odds og stiftet virksomheden Comeback Cleaning - en socialøkonomisk virksomhed der tilbyder erhvervsrengøring af høj kvalitet. Comeback Cleaning har udover forretningsperspektivet fokus på mennesker og støtter ansatte i deres arbejdsudvikling. Comeback Cleanings mission er at gøre en forskel både for det enkelte menneske, men også for samfundet ved at inddrage det sociale og menneskelige perspektiv i deres virksomhed. Ferhat er et stærkt eksempel på en mønsterbryder, der valgte at ændre kurs i livet og udleve sin drøm, selvom skæbnen til at starte med var en anden.


Codan PwC AseGoogle IVÆKST
Mediepartnere:
Ase Codan PwC Google IVÆKST
Mediepartnere:

Endnu ikke bruger på IVÆKST? Opret dig her