Dit arbejdsmiljø skal motivere og inspirere

Det gamle slogan "du bli"r hvad du spiser" kan omsættes til "du bli"r, hvad du færdes i", når det gælder arbejdsmiljø. Det er vigtigt, at du skaber en motiverende og inspirerende atmosfære omkring dig og omhyggeligt udvælger hvad, du vil bruge din tid og energi på. Det gælder alt: Dine arbejdsopgaver, dit læsestof, dine samarbejdspartnere osv. Vælg ud fra, hvilken kvalitet du finder i tingene, og ryd ud i de ting, der ikke giver dig noget.

Når vi beskæftiger os med noget om og om igen på rutinebasis, fæstner det sig i os og bliver en del af den måde, vi tænker på. Derfor er det vigtigt at holde et vist kvalitetsniveau i de ting, vi lader præge os. Når du modsat læser eller hører noget, som gør stærkt indtryk, fordi det er brugbart for dig, så prøv at gentage det - "hjernevask" dig selv, og lad det påvirke din måde at fungere på.