Det er vigtigt at foregribe en evt. konkurrencesituation, når jeres samarbejde ophører, men endnu vigtigere at pleje samarbejdet, så der skabes grundlag for, at din supersælger bliver hos dig.
Incitamenter, bonusordninger og fordelskontrakter kan danne udgangspunkt for en holdbar ansættelse af en loyal sælger. I stedet for at indføre sanktioner, hvis sælgeren forlader din virksomhed, så opstil gevinster for ham/hende, hvis han/hun bliver.
Man kan kalde det gyldne håndjern - en aftale, der belønner medarbejderens trofasthed, og udløser en gevinst efter et vist stykke tid, en pensionsbonus eller en konstant fordel, der frafalder ved ansættelsens ophør. De bedste gyldne håndjern er skræddersyet til medarbejderen. Tænk i, hvad der kan berige hans/hendes liv, som samtidig fastholder ham/hende til virksomheden.
Hvis din sælger f.eks. gerne vil have en bil, kan du lease en til ham/hende. Aftalen kan så bestå i, at kontrakten står i medarbejderens navn, så han/hun har fuld råderet over bilen og samtidig det juridiske ansvar. Du afholder alle udgifter, mens sælgeren er ansat hos dig, men hvis han/hun forlader dit firma, overgår aftalen og betalingsforpligtelsen til ham/hende.
Det kan også dreje sig om en lønstigningsplan eller bonusordning, hvor gevinsten kun udløses, hvis sælgeren stadig arbejder for dig, når den aftalte periode er gået, eller de aftalte resultater er opnået. Det kan f.eks. være en stor pensionsbonus.
Læs også:
En anden model kan være medarbejderaktier i firmaet eller -obligationer. Det giver dels sælgerne en vis ejerskabsfølelse over for firmaet, og motiverer dem samtidig til at holde deres salgsresultater i top. Hvis du ikke bryder dig om, at dine ansatte også er aktionærer i virksomheden, kan du i stedet lave en investeringssimulation, hvor de får del i overskudet, når de går på pension eller firmaet sælges.
Læs også:
Der er adskillige muligheder ved at give dine sælgere gyldne håndjern på. Uanset hvilken løsning, du vælger, skal den udfærdiges i samarbejde med din advokat og revisor.




